1. maj-debat: Uddannelseskampe er også arbejderkampe
"Det, vi lærer i uddannelsessystemet, bliver det, som vi tager med os på arbejdsmarkedet. Derfor er uddannelseskampe også arbejderkampe, for hvis vi ikke bliver dygtige nok, fordi man sparer kvaliteten væk, hvis vi ikke lærer at prioritere kvalitet over kvantitet, hvis vi ikke lærer at bryde med individualiseringen, og hvis vi ikke lærer at passe på os selv – hvad kan vi så?" spørger Ronja Rose Ravnskov, forkvinde for DM Studerende.
Vi studerende har mange kampe, som man kan tale om her på 1. Maj: Vi kan tale om 2 pct. besparelserne, vi kan tale om uddannelsesloftet, om fremdriftsreformen, om aktivitetskravet, om SU-besparelser eller om et uddannelsessystem uden sikkerhedsnet.
Jeg vil gerne starte i slutningen, for alle de reformer, som vi kan nævne i dag, alle de reformer, som forringer vores uddannelsessystem, har skabt en kultur, der bygger på fremdrift – en fremdriftskultur. Vi er en generation af perfektionister, der forsøger at gøre alting perfekt og så hurtigt som muligt. Den neoliberale samfundsmodel har sat økonomien og fremdriften i højsædet, og vi studerende løber efter, i forsøget på at nå alle de kvantitative mål, som man sætter for os. Og vi gør hvad der bliver sagt, for sådan er vi opdraget. Vi løber i hamsterhjulet, for det har man bedt os om. Lov efter lov har politikerne skabt et uddannelsessystem uden sikkerhedsnet og fleksibilitet og uden muligheden for at træde ved siden af. Studerende tvinges til at følge den lige vej, og vi følger den troligt, for der er ikke plads til at træde ved siden af. Systemet rummer ikke, at livet byder på udfordringer og omveje undervejs.
9 ud af 10 af vores studerende medlemmer var stressede i løbet af efterårssemesteret. Hver tredje oplevede generel stress, som ikke var afgrænset af en tidsperiode eller til en bestemt opgave. Vi ser en voldsom mistrivsel, som i høj grad påvirker den enkelte som person, men det påvirker også ens mulighed for god læring. Fritiden er heller ikke for sjov, for her skal vi have studierelevant arbejde, frivilligt arbejde, tage arbejdsmarkedsrelaterede kurser, deltage i faglige klubber og i det hele taget få CV’et til at shine, så vi er sikre på, at vi kan bidrage til samfundet, når vi engang er færdige med at løbe igennem uddannelsessystemet. Og hvis vi i øvrigt også lige kunne løse klimakrisen for de voksne, ja, så ville det være dejligt.
Jeg siger det ikke for at skabe dommedagsstemning, men når vi ser, at så mange studerende er stressede, så er det ikke kun noget, som kommer indefra – så er der også tale om et samfundsproblem, som bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle. Det er synd for samfundet, og det er synd for fremtiden, når studerende mistrives. Hvis politikerne lyttede med, så ville jeg bede dem give os plads og tid til at vise hvor gode vi er, og hvor gerne vi vil. Politikerne behøver ikke at tvinge os.
Jeg kender ikke det gyldne svar på, hvordan vi redder en generation fra mistrivsel, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det kræver, at vi får ro på. At fremdrift, lofter og benspænd kastes på porten, og at vi får kvalitet i spil. Det må være de studerendes og samfundets første kamp på arbejdernes internationale kampdag.
Vi skal have viden for videns skyld og ikke blot for at opnå økonomisk profit for samfundet. Når vi fjerner fleksibiliteten i uddannelsessystemet, gør man læring til fabriksarbejde. Alle studerende skal passe ind i den samme firkantede model og følge de samme firkantede mål. Den kreative udfoldelse og de løse, nye ideer erstattes af mållæring efter, hvad der står i eksamensplanen. Det får man hurtige studerende af, men får man også dygtige studerende?
Jeg tror og mener, at mållæring er et tilbageskridt, når det kommer til kvalitet i uddannelse, og det er et tilbageskridt i opbygningen af vores videnssamfund. Når vi en dag skal løse samfundets problemer, er der jo ikke en eksamensplan, der fortæller os præcis, hvad vi skal kunne.
Vi skal derfor have frigjort universiteterne mere, og vi skal have tættere kontakt mellem undervisere og studerende. Og så skal vi have en karakterskala, der giver point for god videnskab og gode løsninger i stedet for en skala, der tæller fejl. Det må være de studerendes og samfundets anden kamp i dag.
Det kan nærmest heller ikke lade sig gøre, at tale om uddannelsessektoren uden at tale om besparelser. Med opprioriteringsbidraget har regeringen lagt i støbeskeen til at spare i alt 20 mia. kr. på uddannelse frem til 2022. Derefter skulle man tro, at nok var nok, men institutionerne skal fortsat spare, og så vil det være op til politikerne at beslutte, hvem der har mest brug for pengene inden for sektoren.
Det er svimlende mange penge, men det kan være svært at sætte ord på konsekvenserne. Alligevel tør jeg godt vædde med, at vi alle sammen kan mærke det i hverdagen. Ifølge Magisterbladet er der siden 2015 forsvundet 503 fuldtidsforskere og undervisere fra universitetsgangene, selvom antallet af studerende er stigende. På de store velfærdsuddannelser som f.eks. lærer-, pædagog-, socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelserne betyder besparelserne at vores samfund bliver dårligere rustet til at håndtere vores børn, vores syge, vores ældre, og vores socialt udsatte. Jeg selv, og sikkert også jer, kan mærke det ved mindre feedback (faktisk ingen feedback), færre undervisningstimer, mindre forskningsbaseret undervisning, mindre kontakt med undervisere osv.
Hverdagseksemplerne er mange, og de har alvorlige konsekvenser for både ansatte og studerende. Det må være de studerende og samfundets kamp at stoppe omprioriteringsbidraget, men kampen stopper ikke her.
Flere partier – også de røde – bryster sig i valgkampen af at ville stoppe besparelserne på uddannelse, men vi vil ikke nøjes. Vores uddannelser er udsultede og har brug for investeringer. Et stop på besparelser er ikke ensbetydende med investering. Vi må råbe politikerne op, når de forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest, og vi må kræve, at der investeres i fremtiden.
Vi har i dag i et uddannelsessystem, som i høj grad er præget af besparelser, konkurrence og præstationskultur. Dette er tendenser, som jeg frygter, at de nuværende studerende tager med ind på fremtidens arbejdsmarked, fordi det er det eneste, de kender.
Vi har i forvejen et arbejdsmarked, der er præget af større usikkerhed. Også her er sikkerhedsnettet indskrænket, og de løse og tidsbegrænsede ansættelser fylder stadigt mere. Det er ofte de samme dynamikker og bekymringer, som bebyrder studerende og dem, som er i berøring med det usikre arbejdsmarked – med prekariseringen. Derfor er uddannelseskampe også arbejderkampe, for det skylder vi de studerende, samfundet og fremtiden.
Jeg vil gerne starte i slutningen, for alle de reformer, som vi kan nævne i dag, alle de reformer, som forringer vores uddannelsessystem, har skabt en kultur, der bygger på fremdrift – en fremdriftskultur. Vi er en generation af perfektionister, der forsøger at gøre alting perfekt og så hurtigt som muligt. Den neoliberale samfundsmodel har sat økonomien og fremdriften i højsædet, og vi studerende løber efter, i forsøget på at nå alle de kvantitative mål, som man sætter for os. Og vi gør hvad der bliver sagt, for sådan er vi opdraget. Vi løber i hamsterhjulet, for det har man bedt os om. Lov efter lov har politikerne skabt et uddannelsessystem uden sikkerhedsnet og fleksibilitet og uden muligheden for at træde ved siden af. Studerende tvinges til at følge den lige vej, og vi følger den troligt, for der er ikke plads til at træde ved siden af. Systemet rummer ikke, at livet byder på udfordringer og omveje undervejs.
9 ud af 10 af vores studerende medlemmer var stressede i løbet af efterårssemesteret. Hver tredje oplevede generel stress, som ikke var afgrænset af en tidsperiode eller til en bestemt opgave. Vi ser en voldsom mistrivsel, som i høj grad påvirker den enkelte som person, men det påvirker også ens mulighed for god læring. Fritiden er heller ikke for sjov, for her skal vi have studierelevant arbejde, frivilligt arbejde, tage arbejdsmarkedsrelaterede kurser, deltage i faglige klubber og i det hele taget få CV’et til at shine, så vi er sikre på, at vi kan bidrage til samfundet, når vi engang er færdige med at løbe igennem uddannelsessystemet. Og hvis vi i øvrigt også lige kunne løse klimakrisen for de voksne, ja, så ville det være dejligt.
Jeg siger det ikke for at skabe dommedagsstemning, men når vi ser, at så mange studerende er stressede, så er det ikke kun noget, som kommer indefra – så er der også tale om et samfundsproblem, som bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle. Det er synd for samfundet, og det er synd for fremtiden, når studerende mistrives. Hvis politikerne lyttede med, så ville jeg bede dem give os plads og tid til at vise hvor gode vi er, og hvor gerne vi vil. Politikerne behøver ikke at tvinge os.
Jeg kender ikke det gyldne svar på, hvordan vi redder en generation fra mistrivsel, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det kræver, at vi får ro på. At fremdrift, lofter og benspænd kastes på porten, og at vi får kvalitet i spil. Det må være de studerendes og samfundets første kamp på arbejdernes internationale kampdag.
Vi skal have viden for videns skyld og ikke blot for at opnå økonomisk profit for samfundet. Når vi fjerner fleksibiliteten i uddannelsessystemet, gør man læring til fabriksarbejde. Alle studerende skal passe ind i den samme firkantede model og følge de samme firkantede mål. Den kreative udfoldelse og de løse, nye ideer erstattes af mållæring efter, hvad der står i eksamensplanen. Det får man hurtige studerende af, men får man også dygtige studerende?
Jeg tror og mener, at mållæring er et tilbageskridt, når det kommer til kvalitet i uddannelse, og det er et tilbageskridt i opbygningen af vores videnssamfund. Når vi en dag skal løse samfundets problemer, er der jo ikke en eksamensplan, der fortæller os præcis, hvad vi skal kunne.
Vi skal derfor have frigjort universiteterne mere, og vi skal have tættere kontakt mellem undervisere og studerende. Og så skal vi have en karakterskala, der giver point for god videnskab og gode løsninger i stedet for en skala, der tæller fejl. Det må være de studerendes og samfundets anden kamp i dag.
Det kan nærmest heller ikke lade sig gøre, at tale om uddannelsessektoren uden at tale om besparelser. Med opprioriteringsbidraget har regeringen lagt i støbeskeen til at spare i alt 20 mia. kr. på uddannelse frem til 2022. Derefter skulle man tro, at nok var nok, men institutionerne skal fortsat spare, og så vil det være op til politikerne at beslutte, hvem der har mest brug for pengene inden for sektoren.
Det er svimlende mange penge, men det kan være svært at sætte ord på konsekvenserne. Alligevel tør jeg godt vædde med, at vi alle sammen kan mærke det i hverdagen. Ifølge Magisterbladet er der siden 2015 forsvundet 503 fuldtidsforskere og undervisere fra universitetsgangene, selvom antallet af studerende er stigende. På de store velfærdsuddannelser som f.eks. lærer-, pædagog-, socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelserne betyder besparelserne at vores samfund bliver dårligere rustet til at håndtere vores børn, vores syge, vores ældre, og vores socialt udsatte. Jeg selv, og sikkert også jer, kan mærke det ved mindre feedback (faktisk ingen feedback), færre undervisningstimer, mindre forskningsbaseret undervisning, mindre kontakt med undervisere osv.
Hverdagseksemplerne er mange, og de har alvorlige konsekvenser for både ansatte og studerende. Det må være de studerende og samfundets kamp at stoppe omprioriteringsbidraget, men kampen stopper ikke her.
Flere partier – også de røde – bryster sig i valgkampen af at ville stoppe besparelserne på uddannelse, men vi vil ikke nøjes. Vores uddannelser er udsultede og har brug for investeringer. Et stop på besparelser er ikke ensbetydende med investering. Vi må råbe politikerne op, når de forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest, og vi må kræve, at der investeres i fremtiden.
Vi har i dag i et uddannelsessystem, som i høj grad er præget af besparelser, konkurrence og præstationskultur. Dette er tendenser, som jeg frygter, at de nuværende studerende tager med ind på fremtidens arbejdsmarked, fordi det er det eneste, de kender.
Vi har i forvejen et arbejdsmarked, der er præget af større usikkerhed. Også her er sikkerhedsnettet indskrænket, og de løse og tidsbegrænsede ansættelser fylder stadigt mere. Det er ofte de samme dynamikker og bekymringer, som bebyrder studerende og dem, som er i berøring med det usikre arbejdsmarked – med prekariseringen. Derfor er uddannelseskampe også arbejderkampe, for det skylder vi de studerende, samfundet og fremtiden.
