Reagerer på anmeldelse: Det er en nedsabling baseret på afsky

Egentlig blev jeg glad da jeg så Morten S. Thanings navn på en anmeldelse af Arbejdets Land af Kaare Dybvad. Jeg kendte Thaning fra min egen studietid, hvor hans dengang nyudgivne bog om Foucault hjalp mange bachelorstuderende, inklusiv undertegnede, til at tygge sig igennem franskmandens, mildest talt, kompakte prosa.

Selv om jeg selv er positivt stemt overfor tankerne i Dybvads bog, kunne jeg også se, hvor argumenterne haltede. Samtidigt var bogens, indrømmet, ret rosenrøde billede af velfærdsstatens udvikling en angrebsflanke, som en dygtig Foucaultianer med blik for disciplinering og kategoriserings betydning for menneskeliv nok kunne få en interessant og kreativ tekst ud af.

Jeg håbede, at anmelderen ville gå i dialog med bogen og dens budskab uden at rakke den ned baseret på forudindtagethed og bogens format (det er en debatbog med alle de unoder, som denne genre indeholder). Men desværre var det ikke tilfældet. Thanings anmeldelse er en nedsabling, der ikke så meget bærer præg af intellektuel nysgerrighed, som af afsky overfor Dybvads budskab. Og det er synd for Akademikerbladets læsere, fordi Thanings kritik hviler på to præmisser, der i begge tilfælde er grundløse. Så ingen bliver egentlig klogere.

Først den mest bombastiske præmis. Thaning skriver, at ”Dybvads bog er sine steder på grænsen til det moralsk afstumpede, for eksempel når han betegner arbejdsløse som 'dårligere mennesker'". Problemet er bare, at det er en åbenlys fejllæsning af et citat, som ude af kontekst nok skal få læsere til at gribe efter perlerne, men som ved nærmere eftersyn ikke holder vand.

Når man læser Thanings tekst, vil enhver tro, at Dybvad mener, at arbejdsløse er moralsk dårligere mennesker. At de, i modsætning til de gode mennesker på arbejdsmarkedet, har en eller anden karakterbrist. Det er (selvfølgelig, fristes man til at skrive) ikke det, en minister fra Socialdemokratiet mener i 2023.

Der menes naturligvis dårligere mennesker i en betydning, hvor han måske mere præcist skulle have anvendt dårligere liv eller dårligere skæbner.

Fordi Dybvads grundpræmis er, at det er en del af et godt liv at være på arbejdsmarkedet, at socialisere med kollegaer og at udføre en meningsfuld kerneopgave. Det er nu engang en antropologi som Dybvad tilsyneladende har (og deler med mange mennesker), og som han argumenterer lødigt for i sin bog. Det kan Thaning selvfølgelig være uenig i (en holdning han deler med mange andre mennesker). Men pointen er, at det ved en trænet fagfilosof som Thaning selvfølgelig godt, fordi en dygtig tekstlæser naturligvis kan læse indenom sproglig klodsethed som ovenstående.

Så langt, så godt. Men hvor den første falske præmis bunder i en fejllæsning af Dybvads intention, så bunder den anden i en fejllæsning af Max Webers ditto. Og den er Thaning desværre ikke ene om. Lad mig kort forklare.

Hvis man stopper en tilfældig studerende på et samfundsvidenskabeligt fakultet et hvilket som helst sted i verden og spørger hende, hvad hun ved om Max Weber, ville svaret nok være: 'Det er ham med jernburet'. I utallige kronikker, debatbøger og læserbreve om tidernes forfald, pseudoarbejde og en vis herres pumpestok dukker det op - jernburet. I Thanings anmeldelse er det da også jernburet, han gør til omdrejningspunkt for sin kritik.

Dybvad anvender i høj grad Webers beskrivelser af protestantismen i bogen. Derfor kritiserer Thaning Dybvad for aldrig at nævne den jernbursmetafor, som Weber ifølge Thaning brugte til at beskrive moderniseringen og den ’ånd’, den førte med sig. Det bliver antydet, at Dybvad bevidst vildleder læseren ved ikke at nævne, hvor kritisk Weber egentlig selv var overfor arbejdsetikken, han beskrev i sin bog.

Thaning vender flere gange tilbage til buret. Han giver endda Dybvad dette skud for boven: ”Dybvad kommer ikke ind på Webers berømte billede af det moderne menneske som fanget i et ’jernbur’, måske fordi han mener, at den socialdemokratiske velfærdsstat har formået at polstre buret så behageligt, i hvert fald for det store flertal, at Webers kritik ikke længere er relevant …”

Problemet er bare, at Weber aldrig har skrevet om et jernbur og aldrig har nævnt nogen mennesker, der er fanger af noget som helst. Det hele handler egentlig bare om en dårlig oversættelse.

Den Protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd hedder Webers bog fra 1904, hvori han argumenterer for, at samfundet har beholdt arbejdsetikken (arbejde er et ’kald’) fra tidligere tiders protestantiske kaldsetik, men i en særlig ikke-religiøs form, hvor det ikke er Gud, man søger at tilfredsstille ved sit hårde arbejde, men alene en diffus kapitalistisk ’ånd’, der udmønter sig i normer om succes i det verdslige liv igennem et liv med materiel velstand.

Hen mod slutningen i bogens afsluttende kapitel skriver Weber så sin berømte sætning: ”Efter Baxters opfattelse skulle bekymringen for de ydre besiddelser hvile på 'den hellige som en let kappe, der hvert øjeblik kan kastes til side'. Men skæbnen omskabte kappen til et jernbur.”

Der er bare det problem, at Webers begreb stahlhartes Gehäuse ikke kan oversættes til jernbur. Derimod betyder det noget i retning af 'stålramme' eller 'stålhylster' (Hans Henrik Bruun har i sin nyoversættelse fra 2018 brugt ’stålhård ramme’). Det er den amerikanske sociolog Talcott Parsons, der fejloversatte begrebet til iron cage i 1930, og herfra har det spredt sig og lever nu sit eget liv som fast vending i gode såvel som dårlige analyser.

”Men hvad så?” spørger læseren nok sig selv. ”Hvad er forskellen på om man bruger det ene eller det andet?”

Jeg vil mene, at det gør en stor forskel. Fordi Webers bog er ikke en entydig dystopi. Det er ikke den pessimistiske og kuldslåede beskrivelse af moderniteten, som Thaning med jernbursmetaforen antyder. Tværtimod ser Weber selv bogen som et deskriptivt forsøg på at kortlægge en del af modernitetens fremkomst, et forsøg på at beskrive den, men ikke vurdere den.

Han beskriver som en god analytiker de potentielle farer og risici, som modernitetens fremkomst kan have for mennesket og vores livsform. Men nøgleordet er potentielle. Lige som moderniteten potentielt kan medføre hidtil usete vidundere og en ny guldalder. ”Det er ikke til at vide med sikkerhed,” synes at være hans pointe. En pointe han gentager som afslutning på bogen: ”Ingen ved endnu, hvem der i fremtiden skal bo i buret [den stålhårde ramme, red.], og om der ved slutningen af denne enorme udviklingslinje vil stå helt nye profetier eller en vældig genfødelse af gamle idealer - eller i stedet derfor en mekaniseret forstening, pyntet op med en krampagtig tagen-sig-selv-højtideligt.”

Betyder det, at det er ok at tage Weber til indtægt for alle pointer i Arbejdets Land? Nej, selvfølgelig ikke. Faktisk mener jeg, at bogen kunne have haft gavn af netop at bruge netop de mere modernitetskritiske dele fra Den Protestantiske Etik til at reflektere over, hvordan man kan skabe et mere bæredygtigt arbejdssamfund.

Denne dobbelthed og ambivalens hos Weber åbnes der aldrig for i Thanings anmeldelse. Hvor jernburet som metafor lukker endeligt ned for flere tolkninger, åbner Webers egentlige metafor op for flere. En ramme af stål er ikke noget, der fanger mennesker og hindrer vores udfoldelse som et bur gør. En ramme af stål gør os stærkere og gør os i stand til at overkomme udfordringer, der før syntes uoverstigelige. Spørgsmålet er, hvilken menneskelighed man mister undervejs i den proces.

Det kritiske spørgsmål lader Weber stå åbent i sin bog og være op til læseren selv. Den overvejelse havde været spændende at læse i samtale med Dybvads politiske visioner. Tænk, hvis denne samtale var blevet skrevet af en dygtig skribent og tænker som Thaning selv.

Synd, det ikke skete i denne omgang.

Morten Thaning svarer på kritikken

Morten Sørensen Thaning, der er lektor i filosofi og forfatter til den benævnte anmeldelse, svarer her på indlægget ovenfor.

Ifølge Christian Uhrenholdt Madsen mener Kaare Dybvad blot, at ”det er en del af et godt liv at være på arbejdsmarkedet, at socialisere med kollegaer, og at udføre en meningsfuld kerneopgave”. Men hvis det var budskabet i Arbejdet land, var der ingen grund til at beskæftige sig med bogen.

Den politiske kunst består i at fastholde denne ukontroversielle sandhed og samtidig anerkende, at det gode liv har andre ’dele’. Det er her Dybvads bog kommer til kort. Den forfalder til ensidig forherligelse af lønarbejde på fuld tid og for snart sagt enhver pris som horisonten for socialdemokratisk politik.

Ensidigheden kommer til udtryk i Dybvads alt for skødesløse tilgang til de problemer, som præger dele af vores nutidige arbejdsliv, og som skaber stress og mistrivsel. Enøjetheden viser sig også i, at Dybvad går alt for let hen over, om der kan være andre årsager til de arbejdsløses fremmedgørelse og lidelser end, at de mangler et arbejde. Navnlig overvejer han aldrig, om en medvirkende årsag kunne være, at de politiske systemer og den dominerende offentlige diskurs ikke rummer tilstrækkelig anerkendelse af, at der er andre, supplerende måder at bidrage værdifuldt til samfundet og leve et godt liv end gennem lønarbejde på fuld tid.

Henimod slutningen af bogen kommer Dybvads ensidighed til udtryk i en programmatisk sætning, som jeg fremhævede: ”Det er grundlæggende sundt at arbejde, og hvis vi stopper med det, bliver vi dårligere mennesker, hver især.” Madsen anfører, at Dybvad mener ’dårligere liv’ eller ’dårligere skæbner’. Men den måde at læse Dybvad på ændrer ikke ved det forarmede i hans position: den enøjede dyrkelse af det betalte fuldtidsarbejde som dominerende samfundsmæssig og moralsk værdi.

Hovedproblemet med Dybvads arbejderistiske version af socialdemokratismen er, at den er visionsløs i en tid, hvor vi desperat har brug for et visionært socialdemokrati.

Visionsløsheden er ikke så meget et udtryk for personlig begrænsning, som det er en strukturel fare i den kapitalistiske kultur. Det er her Max Weber bliver relevant. Weber beskriver den fare som opstår i og med, at arbejdet ikke længere er forbundet med et højere, religiøst kald. Faren er, at arbejdet, som skulle være et middel til et højere formål, udelukkende bliver et middel til økonomisk vækst. Dermed bliver arbejdet i grunden et meningsløst mål i sig selv.

I stedet for at fokusere på, hvordan vi kan organisere arbejdet, så det skaber de bedste forudsætninger for et godt liv, både på og hinsides arbejdspladsen, har moderne kapitalistiske samfund en tendens til at spærre os inde i forestillingen om, at materiel velstand og produktivitetsforøgelse er selve livet og samfundets formål. Hvis vi ikke korrigerer denne tendens, vil vi fokusere ensidigt på at udbygge et vældigt økonomiske system, der ”med overvældende tvang bestemmer livsstilen hos hver enkelt, som er født ind i dette system”. Systemet vil uden et resolut modsvar forsætte, ”indtil det sidste ton fossilt brændstof er gennemglødet”, for at citere Webers profetiske formuleringer.

Jeg er enig med Madsen i, at moderniteten er tvetydig, og at fremtiden derfor er åben. Selvom arbejdet har mistet sit højere religiøse kald, er vi ikke skæbnebestemt til udelukkende at underlægge os arbejdet som et middel til økonomisk vækst og velstandsstigninger. Men det er en faldgrube ved den moderne kapitalisme, som jeg er optaget af at gøre opmærksom på, fordi Dybvad og socialdemokratiet er faldet i den.

Hvis man tager højde for Madsens nuancering af Webers berømte metafor, kunne man sige: Stålrammen, det moderne økonomiske system rettet mod produktivitet og velstandsstigninger, risikerer at blive til et meningsløst, klaustrofobisk jernbur. Det sker, når vi forveksler midlerne, arbejdet, med målet, det gode liv, og dermed lader lønarbejdet ensidigt dominere vores politiske horisont.

Denne risiko kan og bør en visionær socialdemokratisk politik modvirke.

Jeg fremhævede John Maynard Keynes tekst ’Om vore børnebørns økonomiske muligheder’ som et klassisk eksempel på en visionær socialdemokratisme. Hos Keynes tænkes produktivitets- og velstandsstigninger som midler til at skabe et mere meningsfuldt liv, snarere end som mål i sig selv. Denne form for socialdemokratisme er endnu mere relevant i vores tid, fordi vi for alvor er konfronteret med de uholdbare konsekvenser af at omsætte produktivitetsstigninger til øget materiel vækst. Dybvads bog har ikke blik for den fare Weber påpeger, men forveksler visionsløst midler med mål. I modsætning til Keynes gør hans bog dermed stålrammen til et jernbur.