Hvorfor udviser vi nærmest blind tillid til de velhavende og magtfulde?

Danmark er et tillidssamfund. Vi stoler på hinanden, og heri ligger en kæmpemæssig samfundsværdi, idet vi undgår udgifter til kontraktadvokater, tilsyn, revision, bureaukrati og meget andet.

Tilliden strækker sig godt nok ikke hele vejen til samfundets bund, hvor man som modtager af offentlige ydelser typisk vil blive mødt med alt andet end tillid.

For nogle år siden ansøgte jeg for eksempel om tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med alvorlig sygdom i familien.

Det er en ret, vi har besluttet, skal gælde i Danmark. Men mængden af dokumentation, kommunen krævede, at jeg indhentede fra arbejdsgivere og hospitalet, var absurd og næsten umulig at honorere i den udsatte situation, vi befandt os i.

Den samme oplevelse har tusinder af danskere, der er syge, ledige, handikappede eller på anden måde har brug for hjælp, som de ifølge loven har ret til. De allermest sårbare.

Og det gælder i øvrigt også en masse af de omsorgsmedarbejdere, der udfører hjælpen, og som er udsat for overvågning, minuttyranni og grænseløs dokumentation.

Som Emma Holten siger i bogen Underskud, så hersker ”... en tilgang, hvor man hele tiden mistænker, at de ansatte og borgerne prøver at snyde.”

Stol på mig, jeg er rig

Men når det gælder samfundets top – de velhavende og indflydelsesrige – er sagen en anden. Her udviser vi en nærmest blind tillid.

Det er som om, vi ikke kan begribe, at en advokat, embedsmand, storentreprenør eller læge kan finde på at bryde loven.

De pæne mennesker i habitter og kitler.

Sagen om Alles Lægehus gør det tydeligt, hvorledes vores praktiserende læger har fri adgang til at udskrive regninger til regionerne uden kontrol eller tilsyn. Og selvom der foreligger rigelig med dokumentation for, at der er blevet snydt, kører biksen videre.

I lidt større målestok kunne udbytteskattefuskere som Sanjay Shah i årtier lænse statskassen. Vi stolede på, at forretningsfolk og banker naturligvis kun bad om de penge, de havde ret til. Og vi udbetalte ukritisk pengene.

Firmaet bag det skandaleramte Njals Tårn på Amager lever fortsat i bedste velgående, på trods af, at man kynisk satte de fremtidige beboeres liv på spil ved at fuske med betonfundamentet.

Nordic Waste kunne uhindret agere dybt uforsvarligt og udsætte vores miljø for kæmpemæssige risici og efterlade statskassen og skatteborgerne i Randers med en kæmperegning.

Alt sammen, fordi fællesskabet viste rige folk en tillid, der åbenbart var for stor. Alt for stor.

Det er som om, at ikke engang vores ansvarlige myndigheder kan forestille sig, at de pæne mennesker i erhvervslivet kan finde på at snyde eller handle uforsvarligt.

Blind med vilje

Eller også kan de, men er ligeglade.

Det er min klare fornemmelse, at danske politikere og myndigheder med vilje lukker øjnene, fordi de hellere vil tækkes stærke interesser og spare penge her og nu end at varetage vores fælles bedste.

At præcis det var årsagen i udbyttesagen, har P1’s Jesper Tynell på forbilledlig vis afdækket. Her var det politikernes følgagtighed for banklobbyens og deres modstand mod ”administrative byrder”, der gjorde statskassen til et tag-selv-bord.

Cheminova-sagen vidner om, hvordan ansvarlige myndigheder som Miljøstyrelsen ligefrem har hjulpet virksomheder med at omgå EU-lovgivning og givet dem tilladelse til at dræbe vores havmiljø. Endnu engang trumfer erhvervsinteresser naturinteresser og det fælles bedste.

Det eneste overraskende ved Den Sorte Svane er, at folk er overraskede. Man kan åbenbart ikke begribe, at en pænt klædt advokat kan opføre sig præcist lige så slemt som en rocker.

Uden regning

Jeg selv er ikke overrasket.

Da jeg for nogle år siden renoverede et hus, var det næsten samtlige af de mange entreprenører og rådgivere, vi var i kontakt med, der tilbød at udføre hele eller dele af arbejdet ”uden regning”. Da vi skulle have fjernet en gammel olietank tilbød mere end én entreprenør at hjælpe os med at få den bortskaffet ulovligt. Det var alle sammen mennesker, der tilsyneladende tjente rigeligt med penge i forvejen.

Men i et land, hvor virksomhederne selv indberetter moms og skat og i øvrigt meget sjældent bliver kigget efter i sømmene, er det åbenbart bare sådan man gør, når man er velhavende.

Chancen for at blive opdaget er jo tilsyneladende ikke-eksisterende, medmindre pressen kaster sig over sagen. Så man må jo ligefrem føle sig dum, hvis man som lovlydig læge, håndværker eller advokat følger loven.

Ja, vi må jo alle sammen føle os til grin. For at betale skat, affaldssortere, søge byggetilladelser og så videre. Og den følelse er undergravende for tilliden mellem borgere og myndigheder. Tillid går nemlig begge veje.

Jeg plæderer selvfølgelig ikke for mere mistro i vores samfund. Men jeg mener godt, at man kunne udjævne den tilgang, der er til samfundets fattigste og rigeste, så vi møder alle borgere med en balance mellem tillid og hensigtsmæssig kontrol.

Lad os som udgangspunkt regne med, at alle opfører sig ordentligt, uanset formue og indtægt. Men lad os samtidig opstille systemer, der kan tænde nogle advarselslamper, hvis noget ser mærkeligt ud.

Hvis antallet af benbrud i et bestemt område stiger med 1500%, bør myndighederne måske undersøge sagen. Er der noget galt med drikkevandet, eller prøver nogen at malke fælleskassen? Bare et tænkt eksempel.

Og lad os endelig supplere med systematiske eller stikprøvemæssige kontroller. Og straffe de personer, der snyder.

Gerne hårdt.

Uanset om de kommer fra toppen eller bunden af samfundet. Kun på den måde kan vi bevare den tillid, vores samfund er blevet rigt på.