Om igen, Magisterbladet!
Af René Jensen, cand.scient. et act.
KU har tydeligvis fået fingrene grundigt i klemme efter at have trykt et opslag til en stilling som it-vicedirektør. Det ledsagende billede viser en mand, der står i forgrunden, og flere personer, der sidder i baggrunden – heraf er to kvinder de bedst synlige. Man kunne vel forvente, at det er et neutralt billede?
Under forudsætning af at professor Rikke Andreassen fra RUC er citeret korrekt i Magisterbladets artikel i majudgaven, må min konklusion være, at billedet langtfra er neutralt. Jeg troede, at man blot kunne søge stillingen, hvis man havde de rette kvalifikationer – uagtet om man er kvinde eller mand.
Som midaldrende, forretningsorienteret hvid mand af naturvidenskabelig uddannelse kunne jeg nærmest frygte, at jeg ville være uønsket på KU.
Det påpeges med stor tydelighed af professor Andreassen, at billedet i jobannoncen fremstiller akademia som et sted, hvor hvide middelklassemænd udlæggger sandheden om verden for os andre. Som nævnt ovenfor har jeg som stående antagelse, at professor Andreassen er citeret korrekt.
Lad os derfor tage påstandene i udsagnet en ad gangen. Langt de fleste (hvis ikke alle) af mine undervisere på Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU har været hvide mennesker af europæisk afstamning. Jeg formoder, at lønniveauet for en lektor eller en professor økonomisk placerer dem i middelklassen. Så langt er professor Andreassen og jeg altså enige. Det er blot slet ikke tydeligt, hvordan en vicedirektør inden for it skulle vise noget om akademia på KU. Der er jo ikke tale om en akademisk stilling! Professor Andreassen skylder os et godt argument for sin påstand.
Hvad ville billedet i øvrigt have sagt om akademia på KU, hvis den mest tydelige person havde været en kvinde i spadseredragt og håret sat op i en stram knold i nakken? Ville det per se gøre KU til en feministisk rotterede? Mon dog!
Det påpeges desuden, at manden på billedet udstråler handlekraft. Igen, må vi få et argument? Er det, fordi han står op, eller fordi han bærer hvid skjorte og jakke? Kvinderne – forstår man af professor Andreassens billedanalyse – ser beundrende og passivt til. Hvordan vurderer professor Andreassen, at kvinderne ser beundrende til? Igen, kan vi få et argument? At de sidder og lytter, er ikke så underligt, for det gør langt, langt de fleste tilhørere under en fremlæggelse – uagtet deres køn og deres jobbeskrivelse! Professor Andreassen forventer vel heller ikke, at hendes studerende stiller sig op ved siden af hende ved tavlen, når hun underviser? Hvordan vurderer professor Andreassen i det hele taget, at kvinderne er passive?
Måske skulle jobopslaget have været et videoklip, så vi kunne holde øje med alle aktørerne på billedet. Idéen er hermed givet videre til fremtidige jobopslag.
Det havde klædt Magisterbladet at belyse emnet ordenligt i stedet for ukritisk at være talerør for en professor, der kommer med udokumenterede påstande. Om igen!