Blog: Betyder kunstig intelligens et farvel til videnspersoner og andre gode humanister?
© Franck V./Unsplash.com
Robotter supplerer på forskellige måder allerede flere faggrupper, og det vil kun blive endnu mere udbredt i fremtiden. Men det er ikke et spørgsmål om en kamp mellem mennesket og maskinen, der er plads til et både-og, mener Jonathan Løw.
Man hører ofte, at den type jobs, der ikke vil blive påvirket så kraftigt af den fremadstormende digitalisering og disruption, vil være de menneskenære jobs. Psykologer, sygeplejersker, videnspersoner m.fl. Umiddelbart jo godt nyt for os med en baggrund indenfor humaniora, natur- eller samfundsvidenskab.
Det interessante er imidlertid i den forbindelse, at der lige nu sker banebrydende fremskridt indenfor det, man typisk benævner chatbots, og så behandlingen af psykiske lidelser som depression, post traumatisk stress og angst.
Jeg hævder ikke dermed, at vi ikke i fremtiden får brug for psykologer, men både indenfor fagvidenskaben og generelt i sundhedsvæsnet og befolkningen bør vi få øjnene op for potentialet i de nye teknologier og udnytte dem, hvor det giver mening. Dvs. se mulighederne frem for truslen i dem – også indenfor vores del af arbejdsmarkedet.
Jeg arbejder til daglig med kunstig intelligens. I min virksomhed bruger vi det til at forbedre den visuelle del af kommunikationen og dialogen imellem virksomheder og deres kunder, og kernen i vores arbejde er forsøget på at forstå den menneskelige hjerne og skabe kommunikation, der fungerer ligeså godt eller endnu bedre, end hvad vi selv kunne have skabt. Og vi er vel at mærke professionelle kommunikationsfolk.
Ligesom indenfor sundhedsområdet og psykologien er vi således optaget af, hvor maskinen skal slutte og mennesket tage over – og omvendt. Vi arbejder ikke så meget med de såkaldte chatbots, men det gør andre spændende virksomheder rundt omkring i verden, og de kommer i disse år med nogle meget interessante forskningsresultater på deres arbejde.
På Stanford University i USA har man således skabt chatbotten Woebot. Bag værktøjet står en række kliniske psykologer fra universitetet, og idéen med Woebot er at behandle depression og angst igennem en digital udgave af den 40-år-gamle teknologi kognitiv adfærdsterapi.
Forskningen er stadigvæk på et tidligt stadie, men udover at Woebot har kunnet påvise klare forbedringer hos de personer med depression, som anvendte det digitale værktøj, så er interaktionsgraden med chatbotten også meget høj – ofte flere gange dagligt.
Således er det ikke sikkert, at Woebot kommer til at erstatte psykologer, som arbejder med kognitiv adfærdsterapi, men den kan blive et meget væsentligt supplement – ikke mindst i en tid, hvor vi er presset i forhold til at have adgang til nok uddannede psykologer, lange ventetider etc.
Hvor chatbotten Woebot på mange måder er førstegenerationsteknologi indenfor kunstig intelligens, så er den virtuelle terapeut Ellie et eksempel på den mulige næste generation af digitale værktøjer.
Ellie er udviklet af The University of Southern California i USA og er ikke kun en chatbot, men kan også opfange non-verbal kommunikation og respondere på det – eksempelvis ved at nikke anerkendende på de rette tidspunkter.
Hvor Woebot er en chatbot, så er Ellie en såkaldt 3D avatar. Det vil sige, at hun ligner et menneske mere, ligesom hun baserer sig på et væld af algoritmer i forhold til at styre hendes spørgsmål, bevægelser, gestik og humør.
De nuværende algoritmer bag Ellie kan iagttage flere end 80 forskellige punkter i patientens ansigt og ud fra disse være i stand til at respondere på en meningsfyldt måde med både sprog og gestik, ligesom hun lægger mærke til patientens talehastighed, pauselængder og meget andet.
Denne mere avancerede tilgang end Woebot har vist sig at være særdeles effektiv i forhold til veteraner, der kæmper med PTSD (posttraumatisk stress) efter at have været udsendt til Irak og Afghanistan, og universitetets hidtidige forskning peger bl.a. på, at Ellie præsterer ligeså godt eller bedre end menneskelige psykologer, når det kommer til PTSD behandling, ligesom mange af især de mandlige veteraner er væsentligt mere åbne i forhold til at tale om deres problemer, når det sker online og med en avatar. Og nåh ja – så kan Ellie gennemføre 10.000-vis af samtaler i døgnet og blive bedre for hver gang, hun gør det.
Betyder det så, at der i fremtiden ikke bliver brug for psykologer? Det vil jeg bestemt ikke mene. Men eksemplerne med Woebot og Ellie peger i mine øjne på, at vi indenfor vores fag bør sætte os lidt dybere ind i de teknologiske muligheder og trends og så se, hvordan det kan skabe værdi i vores egen hverdag og supplere det, vi i forvejen er gode til.
Jeg tror ikke på en fremtidig kamp imellem mennesket og maskinen. Jeg tror på et både-og.
Det interessante er imidlertid i den forbindelse, at der lige nu sker banebrydende fremskridt indenfor det, man typisk benævner chatbots, og så behandlingen af psykiske lidelser som depression, post traumatisk stress og angst.
Jeg hævder ikke dermed, at vi ikke i fremtiden får brug for psykologer, men både indenfor fagvidenskaben og generelt i sundhedsvæsnet og befolkningen bør vi få øjnene op for potentialet i de nye teknologier og udnytte dem, hvor det giver mening. Dvs. se mulighederne frem for truslen i dem – også indenfor vores del af arbejdsmarkedet.
Jeg arbejder til daglig med kunstig intelligens. I min virksomhed bruger vi det til at forbedre den visuelle del af kommunikationen og dialogen imellem virksomheder og deres kunder, og kernen i vores arbejde er forsøget på at forstå den menneskelige hjerne og skabe kommunikation, der fungerer ligeså godt eller endnu bedre, end hvad vi selv kunne have skabt. Og vi er vel at mærke professionelle kommunikationsfolk.
Ligesom indenfor sundhedsområdet og psykologien er vi således optaget af, hvor maskinen skal slutte og mennesket tage over – og omvendt. Vi arbejder ikke så meget med de såkaldte chatbots, men det gør andre spændende virksomheder rundt omkring i verden, og de kommer i disse år med nogle meget interessante forskningsresultater på deres arbejde.
På Stanford University i USA har man således skabt chatbotten Woebot. Bag værktøjet står en række kliniske psykologer fra universitetet, og idéen med Woebot er at behandle depression og angst igennem en digital udgave af den 40-år-gamle teknologi kognitiv adfærdsterapi.
Forskningen er stadigvæk på et tidligt stadie, men udover at Woebot har kunnet påvise klare forbedringer hos de personer med depression, som anvendte det digitale værktøj, så er interaktionsgraden med chatbotten også meget høj – ofte flere gange dagligt.
Således er det ikke sikkert, at Woebot kommer til at erstatte psykologer, som arbejder med kognitiv adfærdsterapi, men den kan blive et meget væsentligt supplement – ikke mindst i en tid, hvor vi er presset i forhold til at have adgang til nok uddannede psykologer, lange ventetider etc.
Hvor chatbotten Woebot på mange måder er førstegenerationsteknologi indenfor kunstig intelligens, så er den virtuelle terapeut Ellie et eksempel på den mulige næste generation af digitale værktøjer.
Ellie er udviklet af The University of Southern California i USA og er ikke kun en chatbot, men kan også opfange non-verbal kommunikation og respondere på det – eksempelvis ved at nikke anerkendende på de rette tidspunkter.
Hvor Woebot er en chatbot, så er Ellie en såkaldt 3D avatar. Det vil sige, at hun ligner et menneske mere, ligesom hun baserer sig på et væld af algoritmer i forhold til at styre hendes spørgsmål, bevægelser, gestik og humør.
De nuværende algoritmer bag Ellie kan iagttage flere end 80 forskellige punkter i patientens ansigt og ud fra disse være i stand til at respondere på en meningsfyldt måde med både sprog og gestik, ligesom hun lægger mærke til patientens talehastighed, pauselængder og meget andet.
Denne mere avancerede tilgang end Woebot har vist sig at være særdeles effektiv i forhold til veteraner, der kæmper med PTSD (posttraumatisk stress) efter at have været udsendt til Irak og Afghanistan, og universitetets hidtidige forskning peger bl.a. på, at Ellie præsterer ligeså godt eller bedre end menneskelige psykologer, når det kommer til PTSD behandling, ligesom mange af især de mandlige veteraner er væsentligt mere åbne i forhold til at tale om deres problemer, når det sker online og med en avatar. Og nåh ja – så kan Ellie gennemføre 10.000-vis af samtaler i døgnet og blive bedre for hver gang, hun gør det.
Betyder det så, at der i fremtiden ikke bliver brug for psykologer? Det vil jeg bestemt ikke mene. Men eksemplerne med Woebot og Ellie peger i mine øjne på, at vi indenfor vores fag bør sætte os lidt dybere ind i de teknologiske muligheder og trends og så se, hvordan det kan skabe værdi i vores egen hverdag og supplere det, vi i forvejen er gode til.
Jeg tror ikke på en fremtidig kamp imellem mennesket og maskinen. Jeg tror på et både-og.
