Jimi oplever at være overkvalificeret og arbejdsløs: "Arbejdsmarkedet fravælger kvalificerede kandidater"
Jimi Byrsø Dan søgte for nyligt en stilling i en større dansk virksomhed, men blev afvist, fordi han var overkvalificeret. "De havde tidligere ansat akademikere, der hurtigt forlod stillingen, og ønskede derfor ikke at tage "chancen" med mig", skriver han i dette blogindlæg. Foto: Privat
Mange virksomheder klager over mangel på arbejdskraft, men samtidig sorterer de motiverede kandidater fra med begrundelser, der afslører et større strukturelt problem, skriver Jimi Byrsø Dan. Han har selv oplevet, hvordan det føles at være kvalificeret, motiveret – og alligevel uønsket.
Dette er et debatindlæg. Teksten er udtryk for forfatterens egen holdning.
For nyligt søgte jeg en stilling som spildevandsprøveudtager hos en større dansk virksomhed. Stillingen krævede omhyggelighed, kvalitetsforståelse og en struktureret tilgang – kompetencer jeg besidder efter mange års erfaring inden for laboratoriearbejde, kvalitetssikring og analytisk kemi.
Min ansøgning blev afslået med en standardformular, men da jeg så, at præcis den samme stilling blev genopslået samme dag, kontaktede jeg virksomheden for en forklaring.
Svaret var chokerende: Jeg blev afvist, fordi jeg var overkvalificeret. De havde tidligere ansat akademikere, der hurtigt forlod stillingen, og ønskede derfor ikke at tage "chancen" med mig. Her står vi altså i en situation, hvor virksomheder hellere vil genopslå en stilling og lade den stå ubesat, end at ansætte en velkvalificeret person, der er villig til at tage jobbet.
For arbejdsløse akademikere betyder det, at vi tvinges til at søge stillinger, hvor vi på forhånd ved, at vi vil blive afvistJimi Byrsø Dan
Denne tendens er dybt problematisk og bør få både politikere og arbejdsgivere til at stoppe op. Hvis virksomheder ikke vil ansætte dem, der har "for lidt" erfaring, og heller ikke dem, der har "for meget", hvem er det så egentlig, der passer ind?
Samtidig importerer virksomheder arbejdskraft fra udlandet med henvisning til manglende kvalificerede ansøgere – men det er tydeligt, at de aktivt fravælger kompetente kandidater baseret på fordomme frem for reelle vurderinger.
For arbejdsløse akademikere betyder det, at vi tvinges til at søge stillinger, hvor vi på forhånd ved, at vi vil blive afvist, samtidig med at vi presses af a-kasser og jobcentre til at opfylde ansøgningskrav.
Det skaber et absurd system, hvor virksomheder, politikere og beskæftigelsesmyndigheder taler om mangel på arbejdskraft, mens en stor gruppe kvalificerede kandidater, står klar uden at få chancen. Denne pseudo-arbejdsindsats risikerer at have alvorlige konsekvenser for ansøgernes mentale helbred, da afslag på afslag nedbryder motivation og skaber en følelse af håbløshed.
Jimi Byrsø Dan
Jimi har en lang karriere inden for analytisk kemi og kvalitetssikring. Efter at have oplevet arbejdsmarkedets udfordringer på egen krop, deler han her sine tanker om rekruttering, jobmarkedet og betydningen af at give kvalificerede ansøgere en reel chance.
Jimi er 49 år, bor i Holbæk og er uddannet cand.scient i kemi og miljøbiologi 2002 fra Roskilde Universitetscenter.
For at ændre denne situation kræves der politiske tiltag, der sikrer, at virksomheder ikke kan afvise kandidater alene på baggrund af forudindtagede antagelser. Jobcentre og a-kasser bør ikke blot opfylde ansøgningskrav, men måles på deres reelle effekt i at bringe folk i arbejde.
De bør have en forpligtelse til aktiv matchmaking, hvor de hjælper kandidater og virksomheder med at finde realistiske løsninger frem for at holde jobsøgere fanget i meningsløse ansøgningsprocesser.
Arbejdsmarkedet bør understøtte en mere fleksibel tilgang til ansættelser, hvor kvalifikationer ses som en ressource frem for en risiko.
Mit spørgsmål er simpelt: Hvorfor skal det at være overkvalificeret være en hindring? Hvorfor får virksomheder lov til at spille dette spil uden konsekvenser? Hvis arbejdsmarkedet virkelig tørster efter arbejdskraft, så er det på tide, at man begynder at tage ansøgere alvorligt – uanset om de er "for meget" eller "for lidt" kvalificerede.