Masseafskedigelser: Læg nu velfærdforringelserne frit frem

For nyligt præsenterede den socialdemokratiske spidskandidat til overborgmesterposten i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, et forslag om, at daginstitutioner skal være gratis i kommunen.

Forslaget brød igennem mediemuren og har skabt en del debat i sit kølvand.

Personligt synes jeg, at det på mange leder og kanter er et sympatisk forslag. Men det er også et ganske bekosteligt forslag.

Ifølge overborgmesterkandidaten selv, vil forslaget medføre en regning i omegnen af 800 millioner kroner til kommunen, hvis det skal blive til virkelighed.

Det er vel at mærke en årlig udskrivning på 800 millioner kroner, der er tale om. Og den slags penge har kommunen selvsagt ikke liggende i kommunekassen til frit brug. Derfor kræver forslaget en politisk prioritering og finansiering.    

Vil fyre ansatte i administrative stillinger

Overborgmesterkandidaten er ganske klar i mælet om, at hun vil finansiere broderparten af den trecifrede millionregning ved at nedlægge administrative stillinger i kommunen.

Til gengæld lader Pernille Rosenkrantz-Theil det svæve fuldstændig frit i vinden, hvilke velfærdsområder der skal rammes af sparekniven. Og der hopper kæden af.

Som vælger i kommunen - og ikke mindst for de administrativt ansatte - ville det mildest talt være rart at vide, om det er medarbejdere, der sikrer rent drikkevand, som skal fyres?

Er det medarbejdere, der hjælper ledige med at blive opkvalificeret, som ikke længere skal arbejde i kommunen? Er det medarbejdere, der forebygger ensomhed for ældre, medarbejdere, som hjælper børn med sprogudvikling eller arbejder med naturgenopretning eller klimatilpasning? Og så videre.

Det kan vi ikke få oplyst, og konsekvensen er, at kommunens administrative medarbejdere sidder tilbage uden at vide, om de købt eller solgt efter kommunalvalget i november. Ligesom det henstår i det uvisse for de københavnske vælgere, hvilke velfærdforringelser bejleren til overborgmesterposten vil prioritere for at få sit forslag gjort til virkelighed.

Demokratisk problem

Desværre er den måde at lancere politiske forslaget på ikke et særsyn. Det er nærmest blevet modus operandi. I DM oplever vi løbende, at politikere vil finansiere politiske forslag ved at fyre administrativ ansatte i staten, regionerne eller kommunerne. Og at partierne nærmest overbyder hinanden.

For eksempel har regeringen foreslået, at der skal nedlægges 6.500 årsværk i staten frem mod 2030. Liberal Alliance vil fyre 15.000 frem mod 2030. Venstre har meldt ud, at de mener, der skal fyres flere tusinde. Og de seneste års økonomiaftaler mellem regeringen og KL har haft finansiering i form af lavere administration.

På den måde bliver fyringer af administrative offentlig ansatte sommetider et mål i sig selv, andre gange en blankocheck, som frit udskrives til finansiering af alverdens politiske forslag.

Jeg vil på ingen måder afvise, at man ikke kan spare på administration i den offentlige sektor. Intet er hugget i granit, og besparelser i velfærdsstaten er et helt legitimt politisk mål, selvom jeg sjældent er enig.

Til gengæld er det langt fra legitimt ikke at lægge konsekvenserne af de velfærdsforringelser, som fyringerne i administrationen uundgåeligt fører med sig, frit frem.

Det er tværtimod et demokratisk problem, fordi vælgerne ikke får et oplyst grundlag at tage stilling på. Og det er en betydelig arbejdsmiljømæssig udfordring, at medarbejderne ikke får klarhed over om de er købt eller solgt.

Det er ikke i orden.