Vi omklamrer vores arbejdspladser i føleri og hygge. Måske vi skulle fokusere på det vigtige

For ikke forfærdelig længe siden, mens jeg stadig var leder for en virksomhed, bankede en kollega på min dør.

Vedkommende, lad os kalde ham Ole, ville tale med mig om en anden kollega, som vi for nemheds skyld kan kalde Karen. Ole havde nemlig følt, at Karen havde det svært og var ved at ”bukke under for presset”, som det blev udtrykt. 

Det er jo den slags henvendelser, man som leder bliver taknemmelig for at få. 

Både fordi den er udtryk for omsorg for både den kollega, sagen drejer sig om, men også fordi den viser, at det at tage ansvar for, at alle har det godt, er et, vi deler på arbejdspladsen. 

Jeg spurgte selvfølgelig Ole, om han selv havde talt med Karen. Det havde Ole ikke. Han havde simpelthen bare følt, at noget ikke var, som det skulle være. 

Foranlediget af Oles henvendelse inviterede jeg Karen til en snak for selv at høre, hvordan hun havde det. ”Superfint”, lød svaret. Karen var glad både hjemme og på jobbet.

Hun nævnte selv, at hun var særligt glad for at være på en arbejdsplads, hvor det faldt nemt for hende at balancere både fagligt udfordrende opgaver og relativt små børn og familielivet hjemme. 

At Ole havde følt forkert, er selvfølgelig, hvad det er. Og hellere en henvendelse som Oles for meget end en for lidt. 

Men det helt utroligt veludviklede følelsesapparat, som Ole og mange andre går rundt og føler verden med, er måske et, som trænger til en smule kalibrering med arbejdslivet. For hvor meget skal vi egentlig føle, når vi går på arbejde? 

Kløjs i fødselsdagskage

Foranlediget af en debat, jeg for nogle måneder siden havde i Politikens spalter med en ung debattør, var vi begge inviteret til en fysisk debat forleden. Vi havde krydset klinger om generationskløft på arbejdspladser, og vi fortsatte, hvor vi havde sluppet vores respektive tastaturer. Men blandt publikum sad en kvinde, som var vred. Hun stillede et spørgsmål, som i den grad fik mig til at tænke i nye baner om det, vi diskuterede. 

Kvinden var træt af, at hun på sine arbejdspladser følte sig ført bag lyset, når arbejdspladsen lokkede med sociale fællesskaber og talte om fællesskabet som ”en lille familie”. Hun var ved at kløjs i fødselsdagskage, morgenbrød og fredag eftermiddage i escape rooms – alt sammen for at understøtte følelsen af fællesskab. Hun ville sådan set bare gerne have lov at passe sit job og så gå hjem i privaten og dyrke familiære fællesskaber. 

Og, som hun så rigtig pointerede, så er det uhæderligt at låne legitimitet fra det nærmeste og kæreste, de fleste af os har – nemlig vores familie. Og det klinger bare ekstra hult, når virksomheden skal spare, og arbejdspladser nedlægges. For lige der når sparekniven svinges, så er det meget lidt familiært. Og så kan man have drukket nok så meget kaffe og fredagsvin. Det hjælper bare ikke dem, som bliver fyret. 

Den slags antagelser er i familie med forældrefester i børnenes skole – altså fester for forældrene uden børnene – som angiveligt holdes for, at vi bliver bedre til at tale sammen, når tingene bliver svære i klassen. Altså snakke om alkohol, mobning og så videre.

Det passer bare heller ikke.

Jeg ved det, fordi jeg selv har stået der. Selvom jeg havde drukket øl med Finns far, så var det stadig umuligt at blive enig med ham om, at vores unger ikke måtte drille hinanden.

Vi skal fokusere på det faglige

Kvindens perspektiv fik mig til at tænke over, om tiden nu er moden til, at vi holder lidt igen med alle mulige sociale aktiviteter på arbejdspladserne og skruer bare lidt ned for føleriet. 

Kunne det være, at vi i stedet skulle koncentrere os om at styrke de faglige fællesskaber på arbejdspladserne – altså det, at vi er sammen for at løse faglige opgaver? 

Nogle af de stærkeste fællesskaber, jeg selv har haft glæde af at opleve i mit arbejdsliv, har været med nogle, som har delt deres faglighed, og som jeg har lært af. Vi har delt glæden ved, at vores fælles bestræbelser bar frugt, og vi har delt frustrationerne, når noget alligevel ikke lykkedes. 

Måske er det på tide, vi dropper forestillingen om arbejdspladsen som en lille, hyggelig familie og i stedet fokuserer på, hvorfor vi egentlig er der: for at arbejde. 

Når dagen er omme, er det ikke fredagskagen, der sikrer vores job – det er vores faglige indsats og kompetencer. 

Lad os parkere føleriet i privaten og bruge vores energi på det, vi rent faktisk er ansat til. Arbejdspladsen behøver ikke være et terapiunivers eller en erstatning for det familiære. Den skal være et sted, hvor vi leverer værdi – og finder glæde i faglige fællesskaber.