Fællesskabet er blevet en fælde

Da jeg forleden skulle forberede et oplæg om de kommende generationers forventninger til deres arbejdsliv, faldt jeg over en undersøgelse, som Center for Ungdomsforskning udgav i 2021.

Undersøgelsen beskæftigede sig med unges relationer med hinanden og fællesskabers betydning for den sociale trivsel og mistrivsel, men den pegede også på en helt central pointe, som har kostet mig mange vågne nattetimer. Mere om det senere. 

Når jeg fandt undersøgelsen særlig relevant netop nu, er det selvfølgelig fordi regeringens Kulturpas søsættes om kort tid. Kulturpasset har blandt andet som ambition at inkludere unge i samfundets fællesskaber, herunder dem, der findes i kunsten og kulturens verden.

Den sympatiske politiske tanke bag er, at nogle af de 43.000 unge, som hver dag ikke har noget at stå op til, vil finde mening og retning ved at blive inviteret indenfor i kulturens fællesskaber.  

I kulturens verden vil vi rigtig gerne tage godt imod de unge. Jeg ved det, for jeg selv arbejdet i den branche i 30 år, og kulturverdenen er ikke det dummeste sted at sende de unge hen. I årtier har kulturinstitutioner og kulturliv nemlig arbejdet med inklusion og med at fjerne nogle af de usynlige barrierer, som kan være forhindringen for at finde vej ind kulturfællesskaber.

Noget af det, kulturinstitutionerne er særligt dygtige til, er at inkludere ved at lade være med at se de unge som ressourcesvage, men derimod møder dem som mennesker, der kommer med ressourcer, vi alle har brug for. 

Fællesskabet kan føles som en trussel  

Så langt så godt, for undersøgelsen burde være pligtstof for dem, der skal udmønte Kulturpasset. Og her kommer det, der har holdt mig vågen.

Undersøgelsen peger nemlig på, at begrebet fællesskab ikke opfattes entydigt positivt blandt de unge generationer. Fællesskaber er for dem også noget, som kommer med krav og forventninger og dermed repræsenterer steder, hvor man kan fejle.  

Netop den pointe gør Kulturpasset særligt interessant, da det jo netop vil forsøge at inkludere unge i samfundets fællesskaber – men hvad hvis de unge oplever fællesskaber som en trussel snarere end en mulighed? 

Når man som jeg er opdraget i 1970'erne på en bund af gruppearbejde og kollektiver, er det svært at erkende, at begrebet fællesskab ikke bare er godt og rart. Selvfølgelig har jeg også oplevet fællesskaber som ekskluderede, og fællesskaber, som var elitære. Men i min bog er og bliver fællesskab et plus-ord, som min dansklærer ville have formuleret det dernede i 1970'erne. Noget med at se sig over skulderen og være sikker på, at alle er med. Og endnu mere noget med, at det er ok, at vi ikke er ens. Alle bidrager med noget. 

Dengang var fællesskabet en selvfølge. Vi løftede hinanden, fordi vi troede på, at ingen skulle efterlades. Men har vi glemt at videreføre den værdi til næste generation? 

For meget fokus på mig og for lidt på os 

Glæden ved at hjælpe eller blive hjulpet og dermed være en nødvendig del af fællesskabet er ikke nødvendigvis en, vi har givet videre til dem, der er unge i dag.

Og forpligtelsen i at tage vare på fællesskabet og sætte sig selv til side er heller ikke en, alle unge oplever som udelt positiv. Måske snarere som en forpligtelse, de ikke selv har valgt, og som kan komme i vejen, når egne behov skal indfries.  

Det er dybt bekymrende, hvis vi har sat fællesskabet over styr. Ikke kun i de nære venskabelige og familiære relationer, men så sandelig også i samfundets fællesskaber. Og det ændrede blik på begrebet fællesskab kommer helt sikkert til at betyde noget ikke bare for dem, der skal udmønte Kulturpasset, men også for vores helt almindelige arbejdspladser.  

Måske er det den tendens vi ser, når 22-årige Aleksander Blavnsfeldt i bedste sendetid i Go’Morgen Danmark på TV2 i august fortæller, at han nogle gange bliver hjemme en dag, hvis han ikke gider at gå på arbejde. At den unge mand har en arbejdsplads, hvor det er muligt, er jo arbejdsgiverens ansvar.  

Men når unge som Aleksander vælger dynen frem for kollegerne, er det et symptom på et større problem: Vi har måske mistet evnen til at se værdien i det fælles og prioritere det over det individuelle. I min verden er det simpelthen for meget fokus på MIG og for lidt på OS.  

Vi behøver ikke være personlige venner for at kunne lykkes 

Mange er så heldige at indgå i arbejdsfællesskaber, hvor vi drives af den faglighed, vi deler og udfordres på af vores kollegaer. Vi løfter i flok projekter, som kun ser dagens lys, fordi vi er flere, der arbejder sammen.

Glæden ved at nå i mål med hinanden er til at tage at føle på. Vi behøver ikke være personlige venner for at kunne lykkes, men det lader sig gøre, fordi vores viden og evner forløses i samarbejdet med de andre.  

Følelsen af at der er noget, der er større og vigtigere end MIG, bør være en vi deler og sætter ord på, på alle landets arbejdspladser, ikke mindst når vi tager imod unge medarbejdere, som måske træder deres første skridt som ansatte.  

At indgå i et fællesskab forpligter, men gevinsterne er til at få øje på. At indgå i et fællesskab stiller krav, men giver også mulighed for at læne sig tilbage og være tryg i visheden om, at det jeg ikke selv kan, kan nogle af de andre. At indgå i et fællesskab er at turde vise sig selv, men også evne at tage imod andres hjælp og støtte.  

Hvis Kulturpasset skal lykkes, kræver det, at vi genopfinder fællesskabet – ikke som en kravmaskine eller en trussel, men som en arena for mod, tillid og sammenhold. Vi må vise, at fællesskabet er mere end forventninger og risiko for at fejle. Det er også en vej til mening, styrke og retning. 

For hvis vi ikke formår at skabe fællesskaber, hvor unge tør være både sig selv og en del af noget større, risikerer vi at miste mere end dem. Vi mister også os selv som samfund.