Dekan: Coronakrisen har vist os humanioras uundværlighed

Coronakrisen har det seneste halve år domineret nyhedsbilledet, og med den aktuelle stigning i smittetallet flere steder herhjemme og en fortsat alvorlig udvikling mange steder i verden er der ingen tvivl om, at det også vil være tilfældet i lang tid fremover. I den forbindelse har jeg bidt mærke i en interessant udvikling: I kølvandet på pandemien og dens alvorlige konsekvenser for mennesker over hele kloden er der kommet et fornyet fokus på videnskab og forskning.

Dagligt kommenterer virologer på den seneste udvikling, og nyhedsmedierne dækker intensivt de forskningsprojekter herhjemme og i udlandet, som arbejder på at udvikle en vaccine eller lindre sygdomsforløbet for COVID-19-patienter.

Men interessen har ikke kun begrænset sig til det natur- og sundhedsvidenskabelige område. Tværtimod har forskning generelt spillet en vigtig rolle under coronakrisen – det gælder også samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning.

I de seneste måneder har vi således set, at det ikke kun har været vigtigt med et beredskab i forhold til at håndtere smittespredning og sygdomsbekæmpelse, men også i forhold til kommunikation om virussen og de adfærdsændringer, det har krævet for at mindske smittespredningen. Det er f.eks. humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning, vi har vendt os mod for at forstå, hvorfor et begreb som samfundssind har vundet gehør på tværs af generationer, eller hvilken betydning det har haft i foråret - og får på sigt - for syge, udsatte og sårbare grupper i samfundet, at de gennem lang tid har været isoleret og derfor har haft begrænset social kontakt.

Som statsministeren sagde 11. marts: ”Alles adfærd bliver afgørende” – og de efterfølgende måneder har vist, at det var et helt centralt budskab.

Vi har gjort os vigtige erfaringer om digitalisering

Og så er der hele digitaliseringen af samfundet, som har taget et kvantespring under coronakrisen.

Her har det i første omgang selvfølgelig primært handlet om at beherske teknologiske værktøjer, så hjulene i samfundet fortsat har kunnet dreje rundt. Men debatten har også handlet om, hvordan vi håndterer både hensynet til den enkeltes personlige data og samfundets behov, hvordan vi sikrer, at den digitale undervisning er af lige så høj faglig kvalitet som den fysiske undervisning, samt den betydning det har for produktiviteten, organisationskulturen og værdierne på den enkelte arbejdsplads og for vores hverdagsliv i det hele taget, at vi alle arbejder hjemme og kun interagerer via en skærm.

De erfaringer, vi har gjort i den forbindelse, er vigtige, når vi skal planlægge, hvor en øget digitalisering i fremtiden giver mening, hvor den ikke gør, og hvad opmærksomhedspunkterne bør være.

Netop derfor beskæftiger humanistiske forskere fra Aalborg Universitet i samarbejde med kollegaer på andre uddannelsesinstitutioner sig i aktuelle forskningsprojekter med både en kortlægning af erfaringerne med digital undervisning og en undersøgelse af danskernes digitale hverdagsliv.

Tværvidenskabeligt samarbejde er vejen frem

Som dekan på et af landets universiteter er jeg naturligvis meget glad for de seneste måneders interesse for at søge forskningsbaserede bidrag til at håndtere den vanskelige udfordring, vi har stået overfor. Men jeg ser i den forbindelse også en anden udvikling, som i lige så høj grad glæder mig.

Under coronakrisen er der nemlig blevet skubbet til udviklingen af det tværvidenskabelige samarbejde, og jeg håber, at det vil fortsætte i fremtiden, for jeg er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt, hvis vi skal levere bidrag til at løse både lokale og globale udfordringer.

Et eksempel er klimaudfordringerne. De seneste måneder har vores ændrede adfærd kunnet aflæses som et fald i CO2-aftrykket, og de ændrede rejsemønstre har sat gang i debatten om en bæredygtig turismeudvikling i fremtiden.

Men det vil hurtigt ændre sig igen, hvis ikke vi på tværs af fagligheder og sektorer står sammen om at skabe langsigtede løsninger, der kan være med til at skabe reel forandring. Og den ligning er vanskelig at forestille sig, uden humanistisk forskning også spiller en rolle, for coronakrisen har endnu engang understreget, at mennesker og vores forhold til bl.a. natur, teknologi og kultur er en helt afgørende del af det samlede billede.

Helt uundværlig, faktisk.