Blog: Afglobalisering af universiteterne?
Det er kortsigtet symbolpolitik med store konsekvenser for det danske samfund, når regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil afglobalisere universiteterne, mener Henrik Halkier, dekan på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet.
Ved semesterstart fik vi på universiteterne en bunden opgave af uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. Fremover skal optaget af internationale studerende begrænses, fordi for få studerende bliver i Danmark efter endt studie og betaler regningen for deres uddannelse tilbage til samfundet. Rationalet bag er ikke vanskeligt at gennemskue: For regeringen handler det om at spare på de offentlige udgifter, mens det for to af forligspartierne bag SU-forliget, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, også er en kærkommen lejlighed til at understrege, at det danske velfærdssystem er for danskere.
Det betyder desværre bare, at helt andre og vigtige hensyn tilsidesættes. Her på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet (AAU) forventer vi fremover at optage 48 færre internationale studerende på vores engelsksprogede uddannelser, og på andre fakulteter er tallet endnu højere. Jeg er ikke i tvivl om, at det får konsekvenser for både det danske samfund og for dansk erhvervsliv. Internationale talenter, der kan bidrage til at sikre den fremtidige vækst i samfundet, vil søge andre græsgange, og dansk erhvervsliv får dermed sværere ved at tiltrække den nødvendige arbejdskraft og klare sig i en stadig hårdere global konkurrence.
Fremtidens udfordringer kræver globalt udsyn
Samtidig vil det også få mærkbar betydning for vores uddannelser, hvis antallet af internationale studerende begrænses. I dag er internationalisering en effektiv måde til at udvikle danske studerendes sproglige og faglige kompetencer. Med internationale studerende på de engelsksprogede uddannelser tales der ikke kun engelsk i undervisningen, men også i forbindelse med gruppearbejdet - og så er de studerende ovenikøbet mere tilbøjelige til at arbejde med tekster på andre sprog end bare på dansk og engelsk, når de samarbejder med studerende fra andre lande, fordi der er kompetencer inden for tysk, spansk eller kinesisk til rådighed. Derudover er internationalisering jo også med til at styrke de studerendes interkulturelle kompetencer og give dem viden om politiske, kulturelle og økonomiske strukturer i vores nabolande.
Alt dette kommer i høj grad danske virksomheder til gode, når de danske studerende efterfølgende kommer i arbejde. Men det er også vigtigt at have for øje, at fremtidens store udfordringer som fx den globale klimakrise kræver samarbejde på tværs af grænser og sektorer, så ud fra det perspektiv giver det heller ingen mening at afglobalisere det danske uddannelsessystem.
Det har lektor Hanne Tange fra Institut for Kultur og Globale Studier på AAU illustreret fint i et indlæg på Videnskab.dk:
- Hvad nytter det, at vi i Danmark sætter grænsehegn op omkring vores indre farvande? Det stopper jo ikke olie spildt i den russiske del af Østersøen! Her kan danske og russiske studerende, der eksempelvis har mødt hinanden på Aalborg Universitets engelsksprogede uddannelse i Development & International Relations, spille en afgørende rolle. De har en fælles interesse i at håndtere situationen på en måde, der er god for såvel Danmark som Rusland. Selvom de arbejder i henholdsvis en dansk og russisk organisation, relaterer de til hinanden som studenterkammerater, og en sådan personlig forbindelse gør det nemmere at fokusere på det fælles problem frem for deres respektive regeringers nationale interesser.
Symbolpolitikken har alvorlige konsekvenser
Jeg er derfor helt på linje med Mette Fjord Sørensen, som er chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed i Dansk Industri, når hun siger, at fokus bør være på at fastholde de internationale kandidater frem for at skære i optaget.
I den forbindelse mener jeg, at vi skal se på, hvordan vi kan mindske de barrierer, der vanskeliggør udenlandske kandidaters adgang til det danske arbejdsmarked. På den måde kan vi sikre, at endnu flere internationale kandidater er med til at betale deres uddannelse tilbage til det danske samfund, og at de danske studerende får en bedre uddannelse. Samtidig sikrer vi, at danske virksomheder også i fremtiden kan rekruttere den nødvendige arbejdskraft. Her må den letteste vej til rekruttering af stærke internationale kompetencer naturligvis være at investere i fastholdelse af dem, der allerede har stiftet bekendtskab med dansk samfund og kultur.
Sker det ikke, er jeg bange for, at det danske samfund kan ende med en meget større regning i fremtiden end uddannelsesudgifter til udenlandske studerende. Universiteterne skal jo nu til at investere i dyre løsninger for at sikre, at de studerende fortsat udvikler deres sproglige og interkulturelle kompetencer samt får de nødvendige internationale erfaringer fx i form af udvekslingsaftaler med udenlandske universiteter.
Jeg er således ikke i tvivl om, at det samarbejde, danske studerende har med mennesker, der er opvokset i andre dele af Europa, har større betydning, end den danske eller engelske litteratur om globale forhold, de studerende kan læse. Jeg er derfor enig med Hanne Tange, når hun forudser, at det vil få betydning for vores adgang til information, og at det vil blive sværere for danske virksomheder at begå sig på markeder i Rusland eller Kina, hvis ikke vi har dimittender fra vores engelsksprogede uddannelser til at bygge bro.
Globaliseringen går nemlig næppe væk inden for en overskuelig fremtid. Symbolske afglobaliseringstiltag inden for universitetssektoren styrker derfor billedet af dansk uddannelsespolitik som drevet af kortsigtede forsigtighedshensyn – måske mere fortidsparat end fremtidsparat?
Det betyder desværre bare, at helt andre og vigtige hensyn tilsidesættes. Her på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet (AAU) forventer vi fremover at optage 48 færre internationale studerende på vores engelsksprogede uddannelser, og på andre fakulteter er tallet endnu højere. Jeg er ikke i tvivl om, at det får konsekvenser for både det danske samfund og for dansk erhvervsliv. Internationale talenter, der kan bidrage til at sikre den fremtidige vækst i samfundet, vil søge andre græsgange, og dansk erhvervsliv får dermed sværere ved at tiltrække den nødvendige arbejdskraft og klare sig i en stadig hårdere global konkurrence.
Fremtidens udfordringer kræver globalt udsyn
Samtidig vil det også få mærkbar betydning for vores uddannelser, hvis antallet af internationale studerende begrænses. I dag er internationalisering en effektiv måde til at udvikle danske studerendes sproglige og faglige kompetencer. Med internationale studerende på de engelsksprogede uddannelser tales der ikke kun engelsk i undervisningen, men også i forbindelse med gruppearbejdet - og så er de studerende ovenikøbet mere tilbøjelige til at arbejde med tekster på andre sprog end bare på dansk og engelsk, når de samarbejder med studerende fra andre lande, fordi der er kompetencer inden for tysk, spansk eller kinesisk til rådighed. Derudover er internationalisering jo også med til at styrke de studerendes interkulturelle kompetencer og give dem viden om politiske, kulturelle og økonomiske strukturer i vores nabolande.
Alt dette kommer i høj grad danske virksomheder til gode, når de danske studerende efterfølgende kommer i arbejde. Men det er også vigtigt at have for øje, at fremtidens store udfordringer som fx den globale klimakrise kræver samarbejde på tværs af grænser og sektorer, så ud fra det perspektiv giver det heller ingen mening at afglobalisere det danske uddannelsessystem.
Det har lektor Hanne Tange fra Institut for Kultur og Globale Studier på AAU illustreret fint i et indlæg på Videnskab.dk:
- Hvad nytter det, at vi i Danmark sætter grænsehegn op omkring vores indre farvande? Det stopper jo ikke olie spildt i den russiske del af Østersøen! Her kan danske og russiske studerende, der eksempelvis har mødt hinanden på Aalborg Universitets engelsksprogede uddannelse i Development & International Relations, spille en afgørende rolle. De har en fælles interesse i at håndtere situationen på en måde, der er god for såvel Danmark som Rusland. Selvom de arbejder i henholdsvis en dansk og russisk organisation, relaterer de til hinanden som studenterkammerater, og en sådan personlig forbindelse gør det nemmere at fokusere på det fælles problem frem for deres respektive regeringers nationale interesser.
Symbolpolitikken har alvorlige konsekvenser
Jeg er derfor helt på linje med Mette Fjord Sørensen, som er chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed i Dansk Industri, når hun siger, at fokus bør være på at fastholde de internationale kandidater frem for at skære i optaget.
I den forbindelse mener jeg, at vi skal se på, hvordan vi kan mindske de barrierer, der vanskeliggør udenlandske kandidaters adgang til det danske arbejdsmarked. På den måde kan vi sikre, at endnu flere internationale kandidater er med til at betale deres uddannelse tilbage til det danske samfund, og at de danske studerende får en bedre uddannelse. Samtidig sikrer vi, at danske virksomheder også i fremtiden kan rekruttere den nødvendige arbejdskraft. Her må den letteste vej til rekruttering af stærke internationale kompetencer naturligvis være at investere i fastholdelse af dem, der allerede har stiftet bekendtskab med dansk samfund og kultur.
Sker det ikke, er jeg bange for, at det danske samfund kan ende med en meget større regning i fremtiden end uddannelsesudgifter til udenlandske studerende. Universiteterne skal jo nu til at investere i dyre løsninger for at sikre, at de studerende fortsat udvikler deres sproglige og interkulturelle kompetencer samt får de nødvendige internationale erfaringer fx i form af udvekslingsaftaler med udenlandske universiteter.
Jeg er således ikke i tvivl om, at det samarbejde, danske studerende har med mennesker, der er opvokset i andre dele af Europa, har større betydning, end den danske eller engelske litteratur om globale forhold, de studerende kan læse. Jeg er derfor enig med Hanne Tange, når hun forudser, at det vil få betydning for vores adgang til information, og at det vil blive sværere for danske virksomheder at begå sig på markeder i Rusland eller Kina, hvis ikke vi har dimittender fra vores engelsksprogede uddannelser til at bygge bro.
Globaliseringen går nemlig næppe væk inden for en overskuelig fremtid. Symbolske afglobaliseringstiltag inden for universitetssektoren styrker derfor billedet af dansk uddannelsespolitik som drevet af kortsigtede forsigtighedshensyn – måske mere fortidsparat end fremtidsparat?
