Jeg er altså ikke sur, jeg er bare ramt af livet

Hvis du er et arbejdende menneske, er du højst sandsynligt blevet konfronteret med spørgsmålet, om du er introvert eller ekstrovert. Måske er du endda stødt på det i forbindelse med jobsøgning, hvor jobannoncen direkte indikerer, at virksomheden bag har en præference mellem de to personlighedstræk:

”Vi søger en ekstrovert og smilende person, der er klar på at have mange bolde i luften.”

Sådan en formulering burde falde i virkelig god jord hos mig, fordi jeg netop er ekstrovert, men det giver mig en bismag i munden, fordi det udelukker en komplet arbejdsdygtig gruppe mennesker, der ikke vil kategorisere sig selv som ekstroverte. Derudover lægger det op til en stærk forventning om, at jeg, som ekstrovert, altid fremstår som et festfyrværkeri af glæde og wuhuu-stemning.

Sådan er virkeligheden ikke, i hvert fald ikke altid, og det er de sidste par uger et godt eksempel på. 

Når livet rammer

Den seneste periode af mit liv har været en underlig tid. På den ene side har jeg følt mig utroligt glad og taknemmelig for, hvor jeg står. På den anden side har jeg været presset fra flere kanter, og det har skabt en ubalance i mit nervesystem, som er kommet til udtryk i min kontakt med andre mennesker.

Normalt er jeg initiativrig, åben og grinende, men der har været lidt færre smil at spore i mit ansigt. I stedet har jeg fået en ekstra fuge i panden, lige mellem øjenbrynene, der vidner om et ekstremt fokus på at holde alting i balance. Mine opgaver på mit arbejde, mine børn med tilhørende Aula-beskeder, mit hussalg - der mildest talt er udfordrende - og andre dagligdags ting, som egentlig ikke burde vælte mit læs, men som har gjort det.

Derfor var det ikke overraskende, da jeg forleden blev spurgt af en utroligt velmenende kollega, om jeg var okay. Om der var noget galt. Jeg skyndte mig at sige, at der ikke var noget galt, for det er faktisk sandheden. Der er ikke noget galt – jeg mangler bare min energi. Jeg er ganske simpelt ikke ekstrovert for tiden, og det har taget mig et par dage at forstå, at det er okay. 

For mig er kollegaskabet en fantastisk del af mit arbejdsliv, og derfor er det også et stort afsavn, at jeg ikke har plads i mit hoved til at rumme den linde strøm af sociale arrangementer, hyggesamtaler ved kaffemaskinen og chit-chats ved skrivebordet. Men det er ikke kun en følelse af afsavn. Jeg synes direkte, at det er lidt pinligt, og det giver jo ingen mening, fordi jeg stadig er i stand til at tilbyde en bundstabil arbejdskraft, der får leveret på diverse opgaver inden for deadlines.

Det er en følelse, venner. Og den er grum.

Jeg stempler lige ud

Min løsning på min off-periode har været radikal. Forleden sad jeg ved mit skrivebord på kontoret og kunne mærke, at jeg egentlig bare havde brug for ro. Der var musik, grin og bløde samtaler ved de små arbejdsøer, og jeg kunne ikke rumme noget af det.

Derfor kiggede jeg mine søde kolleger direkte i øjnene og sagde: ”Nu kører jeg hjem og arbejder hjemmefra. Der er ikke noget galt. Jeg skal bare hjem”. De næste par dage arbejdede jeg også hjemmefra, og jeg kunne pludselig mærke en lille snas af noget overskud vende tilbage. Og meget romantisk begyndte jeg at savne den menneskelige kontakt, som jeg få dage inden var ved at få galt i halsen.

Men den mest monumentale forskel skete, da jeg var til medarbejdermøde og direkte fortalte alle omkring bordet, at jeg virkelig elsker mit arbejde og alle de søde mennesker, der arbejder der, men at jeg ikke havde mere social benzin tilbage i min reservetank. Det blev anerkendt på den fineste måde, og jeg følte mig meget lettere, da jeg gik ud ad mødelokalet og satte mig ved mit skrivebord. Med hovedtelefoner på og øjnene direkte i tastaturet.

Nu skal jeg finde ud af, hvem jeg er på arbejdspladsen, nu hvor jeg ikke altid er hende den skøre-sjove-åbne-glade kollega, der altid står på spring for at skabe topstemning. Den e-k-s-t-r-o-v-e-r-t-e. Hun skal nok komme tilbage, i hvert fald for en periode, men jeg synes egentlig, at det er spændende at udfordre mit reaktionsmønster lidt og få italesat, at de gode folk omkring mig ikke skal blive bange for, at jeg er sur eller utilfreds, hvis jeg pludselig stempler ud og tager et par ekstra hjemmearbejdsdage. Så ved de det til næste gang, panderynken viser sig igen.