Formanden på arbejdspladsbesøg: Besparelser går ud over arbejdsmiljøet
Alle alarmklokker burde ringe, når der gang på gang er tale om fyringer eller et stigende antal midlertidige ansatte på uddannelsesinstitutionerne, skriver Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening.
“Du skal da næsten være godt dum, hvis du fortsætter med at arbejde på universitetet.”
Sådan sagde en af de yngre ansatte på DTU i Risø til mig forleden, hvor jeg var inviteret på arbejdspladsbesøg og medlemsmøde af et dedikeret medlem, der forsker i nye materialer til solcelleteknologier.
Citatet udtrykker desværre den virkelighed, mange universitetsansatte står i. Og det holder jo ikke. Hvis vi skal have en universitetssektor, der fortsat bidrager med ny viden til virksomheder og samfund, udfordrer gamle forståelser og leverer dygtige kandidater, kræver det, at det er attraktivt at være ansat på universiteterne. Lige nu bliver arbejdsforholdene mange steder så forringede, at både fastholdelse af dygtige medarbejdere og rekrutteringen af nye bliver svær, som det blev udtrykt af en anden forsker på mødet: “Mange, jeg kender, har taget valget og skiftet fra universiteterne, for der ligger meget mere appellerende muligheder andre steder.”
Samme foruroligende billede viste sig, da jeg besøgte medlemmer på Aalborg Universitet i sidste uge. Her resulterer de årlige to procent-nedskæringer i fyringsrunder, desværre forstærket af regeringens beslutning om færre studiepladser til udenlandske studerende. Og nu, hvor jeg skriver disse linjer, er der delt fyresedler ud til adskillige medlemmer på det naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet, mens fyresedlerne til medlemmer på andre fakulteter følger efter om lidt.
Det er voldsomt at blive fyret. Jeg har selv prøvet det en gang, og det var chokerende ubehageligt. Så lige nu går mine tanker til de medlemmer, der har fået en fyreseddel.
Men fyringerne går ud over flere, for det er også heftigt at skulle være tilbage på en arbejdsplads, hvor der er nedskæringer og intensiverede krav, samtidig med at fyresedlerne gør, at man skal sige farvel til gode kolleger.
Det er samtidig blevet sværere at blive fastansat på universiteterne. Mange bliver det først, når de er over 40 år gamle efter adskillige midlertidige ansættelser, og de forhold gælder på tværs af fakulteter, forskningsområder og institutioner. Det er ikke ligefrem luksusvilkår. Midlertidige ansættelser er ikke gavnligt for ansatte, der har et brændende ønske om at opsøge ny viden og har brug for et permanent ansættelsesforhold og konsistens i arbejdslivet for at realisere deres visioner, der kommer os alle til gavn.
Retten til et trygt og solidt arbejdsliv er naturligvis ikke kun vigtigt for universitetsansatte. Det er vigtigt for alle! Men jeg skriver det her, fordi der ofte er nogle samfundsforestillinger om, at alle akademikerne lever et privilegeret arbejdsliv på den grønne gren. Der er helt sikkert mange arbejdspladser, hvor alle faggrupper har det godt. Men der er også et voldsomt pres på alt for mange arbejdspladser, og akademikerne er særligt presset, når de ikke har nogen øvre arbejdstid.
De sidste år har været voldsomme for hele uddannelsesområdet, der har lidt under to-procent-besparelser (ligesom det også gælder for kulturområdet). Man kan godt klare besparelser et enkelt år. Men ikke flere år i træk. Nu er områderne udsultede.
Alle alarmklokker burde ringe, når vi igen og igen hører om fyringer og stigende antal midlertidige ansættelser på uddannelsesinstitutionerne. Men majoriteten af politikerne lukker foreløbig øjnene for, at det er på høje tide at gøre op med besparelserne på uddannelsesområdet.
Så derfor er det på tide med et call to action: Lad os få fjernet de dræbende to-procents-besparelser. Det kan og skal blive et valgkamptema. Jeg håber, at alle ansatte på professionshøjskoler, gymnasier, universiteter, erhvervsakademiker samt ikke mindst alle de studerende står sammen og melder, at nok er nok.
Det er ikke kun vigtigt for dem, der er indenfor uddannelsesfeltet. Investering i forskning skaber nye arbejdspladser til alle faggrupper, og vi får kun en udvikling af Danmark, hvis vi uddanner dygtige unge mennesker, uanset om de så bliver pædagoger eller dataloger. Forskning og uddannelse er afgørende for samfundets udvikling, og vi skal investere i de unges fremtid.
Sådan sagde en af de yngre ansatte på DTU i Risø til mig forleden, hvor jeg var inviteret på arbejdspladsbesøg og medlemsmøde af et dedikeret medlem, der forsker i nye materialer til solcelleteknologier.
Citatet udtrykker desværre den virkelighed, mange universitetsansatte står i. Og det holder jo ikke. Hvis vi skal have en universitetssektor, der fortsat bidrager med ny viden til virksomheder og samfund, udfordrer gamle forståelser og leverer dygtige kandidater, kræver det, at det er attraktivt at være ansat på universiteterne. Lige nu bliver arbejdsforholdene mange steder så forringede, at både fastholdelse af dygtige medarbejdere og rekrutteringen af nye bliver svær, som det blev udtrykt af en anden forsker på mødet: “Mange, jeg kender, har taget valget og skiftet fra universiteterne, for der ligger meget mere appellerende muligheder andre steder.”
Samme foruroligende billede viste sig, da jeg besøgte medlemmer på Aalborg Universitet i sidste uge. Her resulterer de årlige to procent-nedskæringer i fyringsrunder, desværre forstærket af regeringens beslutning om færre studiepladser til udenlandske studerende. Og nu, hvor jeg skriver disse linjer, er der delt fyresedler ud til adskillige medlemmer på det naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet, mens fyresedlerne til medlemmer på andre fakulteter følger efter om lidt.
Det er voldsomt at blive fyret. Jeg har selv prøvet det en gang, og det var chokerende ubehageligt. Så lige nu går mine tanker til de medlemmer, der har fået en fyreseddel.
Men fyringerne går ud over flere, for det er også heftigt at skulle være tilbage på en arbejdsplads, hvor der er nedskæringer og intensiverede krav, samtidig med at fyresedlerne gør, at man skal sige farvel til gode kolleger.
Det er samtidig blevet sværere at blive fastansat på universiteterne. Mange bliver det først, når de er over 40 år gamle efter adskillige midlertidige ansættelser, og de forhold gælder på tværs af fakulteter, forskningsområder og institutioner. Det er ikke ligefrem luksusvilkår. Midlertidige ansættelser er ikke gavnligt for ansatte, der har et brændende ønske om at opsøge ny viden og har brug for et permanent ansættelsesforhold og konsistens i arbejdslivet for at realisere deres visioner, der kommer os alle til gavn.
Retten til et trygt og solidt arbejdsliv er naturligvis ikke kun vigtigt for universitetsansatte. Det er vigtigt for alle! Men jeg skriver det her, fordi der ofte er nogle samfundsforestillinger om, at alle akademikerne lever et privilegeret arbejdsliv på den grønne gren. Der er helt sikkert mange arbejdspladser, hvor alle faggrupper har det godt. Men der er også et voldsomt pres på alt for mange arbejdspladser, og akademikerne er særligt presset, når de ikke har nogen øvre arbejdstid.
De sidste år har været voldsomme for hele uddannelsesområdet, der har lidt under to-procent-besparelser (ligesom det også gælder for kulturområdet). Man kan godt klare besparelser et enkelt år. Men ikke flere år i træk. Nu er områderne udsultede.
Alle alarmklokker burde ringe, når vi igen og igen hører om fyringer og stigende antal midlertidige ansættelser på uddannelsesinstitutionerne. Men majoriteten af politikerne lukker foreløbig øjnene for, at det er på høje tide at gøre op med besparelserne på uddannelsesområdet.
Så derfor er det på tide med et call to action: Lad os få fjernet de dræbende to-procents-besparelser. Det kan og skal blive et valgkamptema. Jeg håber, at alle ansatte på professionshøjskoler, gymnasier, universiteter, erhvervsakademiker samt ikke mindst alle de studerende står sammen og melder, at nok er nok.
Det er ikke kun vigtigt for dem, der er indenfor uddannelsesfeltet. Investering i forskning skaber nye arbejdspladser til alle faggrupper, og vi får kun en udvikling af Danmark, hvis vi uddanner dygtige unge mennesker, uanset om de så bliver pædagoger eller dataloger. Forskning og uddannelse er afgørende for samfundets udvikling, og vi skal investere i de unges fremtid.
