Betragtninger om teknologiforståelse fra et børneværelse

Berlingske Business bragte i august en artikel om datalogiprofessor Thomas Hildebrandt.

Hans budskab er, at IT-faget skal bredes ud, således at folk med andre fagligheder også interesserer sig for og arbejder med IT.

Dermed skaber vi mønsterbrydere, som kan bygge bro mellem forskellige fagligheder og som kan bidrage til fremtidssikker software af høj kvalitet.

Han siger blandt andet:

»Vi skal selvfølgelig uddanne folk, som har den tunge it-faglighed, men vi skal ikke kun uddanne folk, som har netop det. Vi skal åbne op for, at faget kommer ud til folk med for eksempel en juridisk, sociologisk, designmæssig eller sågar musisk baggrund. Det hele handler om, at vi sikrer, at vi kan få brugt teknologien på den rigtige måde og i den rigtige kontekst,” sagde han i Berlingske.

Samtidig på min søns børneværelse i en lejlighed på anden sal på Frederiksberg.

Min søn: ”Der er en møl på mit værelse. Tror du, der er møl i mine bamser?”

Mig: ”Nej, det tror jeg ikke. Du roder så meget rundt i kurven med bamser, at møllene ikke vil være der, fordi de ikke kan være i fred”

Min søn: ”Vi kan lave en robot, der hælder bamserne ud og samler dem op igen, så møllene ikke vil være der”

Mig: ”Ja, eller en robot, der kan klaske møllene, hvis de kommer”

Min søn: ”Eller en robot, der kan sprede mølgift”

Ok, så skal vi bare hyre en udvikler?

Den rigtige robot

Først lidt baggrund: Vi har før haft problemer med møl, og min søn elsker virkelig sine bamser.

Hvis de bliver ædt af møl, er det som om, der bliver ædt af bamsernes personlighed. Så ja, det er et problem som vi hvert år må gøre noget ved. Og jeg er også villig til at betale mig fra det.

Jeg vil hellere bruge min tid på at læse Harry Potter med min søn end på at skifte det ene upålidelige rengøringsfirma ud med det andet. Så ja, vi kan godt hyre en udvikler.

Men hvilken løsning skal vi så vælge?

En robot, der spreder gift kan udelukkes med det samme. Ligegyldigt hvor robust, driftssikker og billig sådan en robot er, vil det være helt uacceptabelt i et børneværelse.

Havde det været en robot til en virksomhed med medarbejdere, som er vant til at omgås kemikalier, så kunne det faktisk godt være en mulighed.

En robot, som tømmer en kurv med faste intervaller, er temmelig simpel at udvikle af den grund, at en bestemt veldefineret handling, der skal udføres med et fast interval, er nem at implementere med kode.

Den ville blot skulle opsamle data på, hvornår den har udført handlingen, og vi ville kunne udarbejde en simpel rapport over succesraten.

En robot, der kan klaske møl, kræver derimod en sensor, som kan fornemme bevægelse. Dernæst kræver det noget logik, som kan bruge sensorens data til at bestemme, hvornår der skal klaskes, og hvornår der ikke skal.

Det er selvfølgelig fint nok, hvis den også klasker fluer, men ikke hvis den klasker husdyr eller børn.

Vi skal også tage stilling til, hvordan vi vil bruge robottens data. Jeg vil nok ikke have en notifikation, hver gang en møl er blevet klasket. Men jeg vil nok gerne have en besked, hvis et bestemt antal møl indenfor et vist tidsrum er blevet klasket. Det kræver viden om møl at definere, hvor mange møl over hvilket tidsrum kan udgøre et mølproblem.

Derudover vil jeg gerne have en rapport over mønstre i robottens adfærd, som jeg kan bruge til at raffinere robotten.

Vi ville for eksempel kunne spare strøm ved at slukke for den på tider af året, hvor der ikke er møl. Desuden vil denne robot kræve bedre beskyttelse af data, da den opsamler mere data.

De data den opsamler, er måske ikke fortrolige, men et cyberangreb kan også have det formål at kompromittere validiteten af mine data eller manipulere med min klaske-algoritme.

Det kommer an på problemet

Så hvorfor skulle jeg vælge klaske-robotten fremfor en robot, der kan tømme en kurv og fylde den igen?

Fordi jeg ville kunne bruge en klaske-robot i mit tøjskab også. Jeg kunne også udbygge den med sensorer, som kunne måle temperatur og luftkvalitet, sammenholde den information om forekomsten af møl og på den måde give indsigt i, hvilke forhold møl trives under.

Kan jeg gøre robotten alment anvendelig, kan den måske sælges til andre, og indsigten fra den information robotten opsamler, kan jeg måske også tjene penge på.

Valget kommer helt an på, om det er et alment problem, jeg er ude på at løse og skabe en forretning af, eller om jeg bare vil løse vores eget lille lokale problem her og nu.

Akademikere kan sagtens præge den teknologiske udvikling

Men hvad har alt det med Thomas Hildebrandt at gøre?

Bemærk venligst, at ovenstående som sådan ikke har særligt meget teknologi at gøre, i den forstand at alle tre typer af robotter kan programmeres med robust, velstruktureret kode ligegyldigt, hvilken én af dem vi vælger.

Det er heller ikke et spørgsmål om teknologi, om vi overhovedet vælger at løse vores problem med en robot.

Svaret på de ovenstående spørgsmål kræver indsigt i, hvordan teknologi og data kan hænge sammen, og hvad informationssikkerhed betyder, men svarene findes lige så meget i brugskontekst, forretningsstrategi og evne til at gennemføre den forandring, der ønskes.

Og det er her den slags mønsterbrydere, som Hildebrandt efterspørger, vil gøre en afgørende forskel.

Der er med andre ord rig mulighed for akademikere for at præge den teknologiske udvikling og digitale transformation i en retning, der tjener både kunder, borgere, medarbejdere, myndigheder og virksomheder.

Svaret på, hvordan det lader sig gøre ligger i den tværfaglighed. Vi kan også vælge at kalde det teknologiforståelse – i min optik er det, det er.