Kan en kulturformidler betale sin husleje med likes?

I sommer befandt jeg mig i en situation, jeg som kulturarbejder og foredragsholder har stået i før. Et nyt sejt venue spurgt mig, om jeg ville afholde en workshop hos dem, hvilket først gjorde mig rigtig glad, for det er et sejt sted med en cool profil. 

I vores mailudveksling kom det dog hurtigt frem, at stedet ”ikke havde den store økonomi”, så de kunne desværre ikke betale mig for min workshop. Altså, med penge. I stedet kunne de bruge deres SoMe-kanaler til at reklamere for mig og dermed ”betale mig” i potentielle følgere og likes. 

Situationen var som sagt ikke ny for mig. Jeg har før prøvet at blive spurgt, om jeg vil deltage i ting uden at blive betalt for det, men hvor arrangørerne i stedet har lovet at skabe opmærksomhed om mit arbejde på sociale medier. 

Den store forskel fra før og nu er, at jeg helst undgår Big Tech og derfor ikke har nogle aktive SoMe-profiler. Derudover er jeg blevet mor, så nu går min dårlige økonomi heller ikke kun udover mig (hvilket også har været ret anstrengende) men nu også min søn, der har en mor med ringe udsigter til at betale for ture i svømmehallen, figenstænger og alt det andet, som et hjerte på 11 måneder begærer.  

En rodekasse af underbetalt arbejde

Det har nok altid været en ret stram følelse ikke at blive betalt for sit arbejde, men det nye ved situationen i dag er, at folk har fået en helt legitim grund til ikke at honorere dem, de indgår et samarbejde med. I stedet kan de love dem digital eksponering og online kapital. Og som cand.mag. i Moderne Kultur, kulturarbejder og forfatter er jeg desværre havnet i den her mærkelige rodekasse af underbetalt arbejde, networking på SoMe og betaling i likes, som influencerindustrien har smittet resten af arbejdsmarkedet med.

Det er dog ikke noget, der kun præger humanister som mig. Det er desværre et ret udbredt fænomen. I Politiken kunne man for nyligt læse, hvordan det forventes af folk på tværs af alle mulige brancher at være offentlige ansigter på deres arbejdsplads uden at få ekstra betaling for det. 

En lektor og arbejdslivsforsker fra RUC fortalte i artiklen, hvordan personlighed er begyndt at indgå i et bytteforhold med arbejdspladsen, hvor det før kun var tid eller kvalifikationer.

For folk der drømmer om at blive influencere, og der er sikkert mange derude, ville det nok være fint med lidt ekstra trafik på deres sociale medier og et par delinger, likes og followers (som det hedder på godt dansk), men for os andre, der drømmer om et fast job, så vi kan betale vores husleje og SU-lån af, er det en meget ærgerlig situation, synes jeg. 

Syndebukke eller uetiske udnyttere? 

I en af mine yndlingsromaner Dagene, dagene, dagene af den svenske forfatter Tone Schunnesson, følger man influenten Bibbs. Bibbs har været en af Sveriges mest succesfulde contentcreators, men med alderen er hun blevet irrelevant, og hun leder derfor febrilsk efter en måde, hvorpå hun igen kan blive interessant for sine følgere. 

Hele Bibbs’ liv handler om at lave opslag på sociale medier og romanen er for mig en af de bedste beskrivelser af det mærkelige spænd mellem arbejdsmarked, fritid og privatliv, som influenter liver i, og som langsomt også infiltrerer vores andre (arbejds)liv. 

Schunnesson har ikke skrevet bogen som en hån af influenter men for at undersøge de prekære forhold, mange af dem lever og arbejder under. Det er også derfor, at jeg selv synes, at industrien omkring influenter er spændende; fordi de og deres vilkår siger meget om måden, vi har indrettet os på i den digitale tidsalder.

Herhjemme er flere kvindelige influenter havnet i saksen, fordi deres privatliv, business og Instagram er kollideret med offentlighedens forventninger til dem. 

Det udstiller, synes jeg, deres prekære arbejdsforhold og deres ekstreme afhængighed af den folkelige gunst. Sidste år var det Cillemouse, Cecilie Haugaard, der kom i fedtefadet, fordi hun skrev en bog om at være grim på Instagram, når hun tydeligvis selv er et af rigest smukkeste personer. Dernæst var det influenten Catherine Wichman, som i et opslag på Instagram fortalte, at hun havde søgt Frederiksberg Kommune om hjælp til at håndtere sin ADHD i form af tilbud om en personlig assistent, der førte til voldsom kritik fra både politikere, medier og ikke mindst brugere af sociale medier. 

Disse shitstorme viser, at der ikke er langt fra succes til udskamning på nettet og at vi elsker at hade influenter, selvom det jo faktisk er os selv, der får deres business til at løbe rundt. Min kritik går heller ikke som sådan på influenterne og deres arbejde, for de er også ofte i en udsat position. For mig handler det mere om, at os, der ikke har ambitionerne om at blive den nye Mathilde Gøhler, ikke tvinges ud i en ufrivillig influencerkarriere, men får en fair løn for vores arbejde.

Den perfekte arbejder

Samtidig har jeg også selv romantiseret livet som freelancer eller influent, og det omskiftelige og kreative (arbejds)liv bliver da også ofte set som efterstræbelsesværdigt. Den slovenske teoretiker Bojana Kunst, der har beskæftiget sig meget med dette emne, skriver i sin bog Kunstner i arbejde, at ophævelsen af grænsen mellem privat- og arbejdsliv er blevet det primære vilkår for ”den perfekte arbejder i dag”. 

Her har sociale medier spillet en rolle, fordi de har skabt en platform til at opvise det kreative og omskiftelige forbrug og liv hele tiden. Kunst skriver, at kunstneren er den perfekte arbejder, fordi det er umuligt for dem at holde fri, da de er fuldkommen sammensmeltede med deres arbejde. Jeg vil i stedet mene, at influenten er en endnu bedre arbejder, fordi de udover at sælge billeder af deres egen aftensmad, kan få os andre limet til vores små skærme med ønsket om mere. 

Kunst beskriver også frygten for at miste sit arbejde til andre, hvis man ikke reagerer hurtigt nok, som et generelt vilkår i det senmoderne samfund. Og som nyuddannet og desperat efter en fast stilling, er det svært ikke at nære et lillebitte håb om, at sådanne jobs, som det jeg blev tilbudt i sommers, måske kan føre til et eller andet godt i en arbejdsmæssig sammenhæng på sigt. 

Det er også det, der gør det svært at takke nej til, selvom jeg inderst inde godt ved, at gratis arbejde er skruen uden ende. For hvis jeg ikke selv tror på, at mit arbejde er en løn værdig, hvem gør så? 

I England ser man forsøg på at starte fagforeninger for microinfluencers, og sådan et opgør med unfair arbejdsbetingelser uden barsel eller pension, kunne man også håbe på at se i fremtiden i en dansk kontekst. Det, tror jeg, ville gavne alle os, der arbejder uden et fast job, også os løstansatte akademikere. På en måde tilhører vi jo samme prekære gruppe af folk, der ikke får pension, barsel eller løn ved sygdom. 

Jeg håber selv på at blive bedre til at kræve betaling for mit arbejde. Og næste gang jeg bliver spurgt, om jeg vil have betaling gennem delinger på Instagram, vil jeg høre, hvordan arrangørerne selv betaler deres husleje. Med løn eller likes?