Spring menu over
Dansk Magisterforening

Et arbejdsliv over Zoom er som en suppe uden krydderier

Bærbar computer med Zoom-møde

Der går noget tabt i de digitale møder: Tilfældigheder, der opstår i de spontane, fysiske møder med kollegerne, mener Helene Brochmann. © Foto: Gabriel Benois/Unsplash

Af Helene Brochmann
Del artikel:

Digitale videomøder er smarte, men det kan ikke erstatte den daglige, fysiske kontakt til kolleger, chefer og samarbejdspartnere. For det er her, tilfældighederne bliver skabt - de tilfældigheder, der skaber den gode idé og den inspirerende tanke, skriver Helene Brochmann.

Der gik ikke mange dage, fra coronavirussen sendte os hjem til vores respektive privatadresser for at arbejde, før vi allesammen var fortrolige med møder over Skype, Zoom og Teams. Det er smart, ingen tvivl om det.

På lidt forskellige betingelser - alt efter arbejdsopgaver, antallet af hjemmeskolebørn og bredbåndskapacitet - kan vi holde virtuelle møder, der er brugbare erstatninger for dem, vi plejer at have. Der gik da heller ikke mange dage, før LinkedIn flød over med videoer med gode råd til, hvordan man gør det bedst: Husk at slukke lyden, husk at markere, når du vil sige noget...

(Hvorfor er der i øvrigt ingen, der siger: Husk at have lys på dit ansigt forfra, og sæt din computer på nogle bøger, så du ser bedst ud på skærmen?)

Men nu, hvor det har varet nogle uger, begynder de fleste nok at mærke, at det ikke helt slår til.

En god arbejdsdag er ikke bare er solopræstationer på computertastaturet og formelle møder og Powerpoint-undervisning. Hvis vi ikke vidste det i forvejen, bliver det skåret ud i digitalt pap nu: Vi har også brug for at se vores kolleger, studerende og andre mere uformelt! Ikke bare af rent hyggesociale grunde, men fordi det faktisk bidrager med noget essentielt i vores arbejdsliv.

På en normal arbejdsdag sker det næsten dagligt, at jeg får en god idé, nyttig information, et uventet indtryk eller en interessant tilbagemelding ved et tilfældigt møde med en kollega.

En, der kommer forbi min dør på vej til et møde, en, jeg falder i snak med ved kaffemaskinen, en, jeg møder på vejen over til en af de andre bygninger på campus.

Jeg fornemmer allerede nu, at min opgaveløsning bliver sløjere og min arbejdsdag mere uinspireret uden disse tilfældigheder. Jeg skal nok få kogt suppen og serveret den, men krydderierne er væk, og hvis dette kommer til at vare længe, risikerer den også at miste næringsværdi.

Smalltalker på skærmen

I min egen afdeling spiser vi Zoom-frokost sammen hver dag.

Det har ikke helt det tilfældige mødes funktion (fordi vi ikke er så mange), men ud over at det er rart at holde kontakten, betyder det også, at vi har vænnet os til at smalltalke på skærmen, hvilket slet ikke er så dumt. Det gør nemlig også vores formelle møder mindre stive og akavede og holder vores fornemmelse af arbejdspladsen i live på en anden måde. Andre afdelinger holder virtuelle fredagsbarer med samme effekt.

Hvad så med de tilfældige møder? Det er ikke helt umuligt at få i stand.

Vores it-afdeling har for eksempel etableret en vejledning med en halv times daglig åbningstid på Zoom. En af mine kolleger var "derinde" en dag, og her "mødte" hun en anden kollega, som det viste sig, hun selv kunne hjælpe. Fuldstændig, som hvis de havde stået i kø sammen ved disken i Helpdesk. Og med samme gode effekt på min kollegas humør!

En anden af mine kolleger, der er underviser på Arkitektskolen, har også øje for, at de studerende mangler hverdagen på tegnesalen. Her sidder de normalt og arbejder med hver sit, men ser jo, hvad de andre er i gang med og kan lade sig inspirere og stille hinanden nysgerrige spørgsmål.

I det skemalagte, virtuelle rum kan de godt lave fremlæggelser, ligesom de normalt gør undervejs i deres projekter, men det er en helt anden, mere præstationspræget situation. Underviseren har derfor forsøgt at etablere en virtuel tegnesal i form af et døgnåbent Zoom-møde, hvor de studerende kan lade hinanden se, hvad de er i gang med, på samme måde som de normalt kan gå rundt og se, hvad der ligger på de andres borde eller hænger på opslagstavlerne.

Teknisk fungerer det vist fint, men de studerende føler angiveligt stadig at de "afleverer" noget, når de viser det frem dér, og ikke at de "prøver en overvejelse af". Måske er det bare et spørgsmål om tilvænning, ligesom small-talk'en.

Og idéen er stadig god, synes jeg. Måske skulle jeg åbne et virtuelt tekøkken på Zoom?