Dansk militærforsker har 21 millioner visninger på YouTube
"På TV og i radioen er der kun plads til, at jeg leverer konklusioner i små lydbidder. På YouTube går jeg i dybden med alle mellemregningerne,” siger Anders Puck Nielsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Forsvarsakademiets Anders Puck Nielsen har 224.000 abonnenter på sin private YouTube-kanal. Det er eksempel på, at eksperter udfolder deres stofområde i en ny ’creator-økonomi’, siger forsker.
På TV er han iført militærstøvler, han optræder med tydeligt navneskilt på camouflage-skjorten og har titel af militæranalytiker på Forsvarsakademiet.
Men når Anders Puck Nielsen hver uge toner frem og taler til sine 224.000 abonnenter på sin personlige Youtube-kanal, er uniformen skiftet ud med slips og skjorte.
”Min kanal er uafhængig, og indslagene bliver lavet i min fritid. Formålet er at udbrede min viden om forsvaret og højne vidensniveauet generelt," siger han.
"På TV og i radioen er der kun plads til, at jeg leverer konklusioner i små lydbidder. På Youtube kan jeg gå i dybden med alle mellemregningerne."
På TV og i radioen er der kun plads til, at jeg leverer konklusioner i små lydbidder. På YouTube går jeg i dybdenAnders Puck Nielsen, YouTuber og forsvarsanalytiker
I mange år har han også drevet en niche-podcast om krig, Krigskunst, uden at det har fået den store bevågenhed.
YouTube-kanalen levede ligeledes et forholdsvis stille liv - lige indtil Ruslands invasion af Ukraine.
Siden har også Trumps fokus på Grønland sendt endnu flere ind på Anders Puck Nielsens kanal, hvor han udlægger situationen på engelsk.
”Det sker ofte, at udenlandske medier kontakter mig, fordi de er faldet over mine analyser på Youtube. Samtidig er der mange fagprofessionelle, som følger mig. Det giver mig også en masse nye input den anden vej at være i dialog med dem,” forklarer forsvarsanalytikeren.
Kommenterer ikke på militære operationer
Privatpersonen Anders Puck Nielsen siger ikke ting i sine analyser, som han ikke også kan sige som ansat i Forsvarsakademiet.
”Jeg kommenterer ikke på igangværende operationer, og jeg går ikke ud med mine private holdninger til dansk og international forsvarspolitik. Samtidig forsøger jeg at varedeklarere det meget tydeligt, når jeg udtaler mig om emner, jeg ikke er specialist i,” forklarer han.
Anders Puck Nielsen er et præmie-eksempel på en ny tendens, der er på fremmarch, hvor den personbårne formidling af et ekspertfelt fylder stadig mere i medielandskabet.
Det forklarer Camilla Mehlsen, der er journalistisk fellow på SDU, hvor hun forsker i 'nyhedsinfluencere'.
"Stadigt flere mediebrugere følger mennesker frem for organisationer. Der er efterspørgsel på folk som Anders Puck Nielsen, der kan udfolde et stofområde i en personlighedsbåren form. Han har en stor troværdighed som ekspert, han bruger sig selv og står personligt på mål for sine analyser”, siger Mehlsen.
Den nye ’creator-økonomi’ er en videreudvikling af influencerfænomenet. Begge fænomener er en del af det samme økosystem som ’de gamle medier’, og det er således ikke tilfældigt, at Anders Puck Nielsen i 2024 indtog en 16. plads på Akademikerbladets top50-liste over mest citerede eksperter, påpeger SDU-forskeren.
”Han har i forvejen en kendthedsfaktor, som han kan bygge sit eget mini-medie ovenpå, hvor han har et større ejerskab over budskabet og en tættere kontakt til sine følgere. Det vidner om, at der er god plads til indholdsskaberne af de længere formater og ikke kun til dem, der laver 60 sekunders sekvenserne på TikTok,” siger Camilla Mehlsen.
Han har en stor troværdighed som ekspert, han bruger sig selv og står personligt på mål for sine analyserMedieforsker Camilla Mehlsen, SDU
Anders Puck Nielsen synes selv, at 224.000 abonnenter og 21 millioner visninger er et ret flot resultat.
Det kaster også penge af sig i form af reklameindtægter. Dem bruger han på nyt og bedre udstyr. Og så er der endda lidt i overskud.
”Jeg får nok flere foredrag, fordi jeg er så synlig, og det har givet mig en bogkontrakt. Men min YouTube-kanal er først og fremmest en hobby, jeg dyrker, fordi det er sjovt og fagligt tilfredsstillende”, siger militæranalytikeren.