Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ny jobportal gør op med gamle spilleregler: ”Her får deltidsjobbere og fleksjobbere en fair chance”

Henriette Friis Højer, direktør for Flexfabrikken.

"Vi ser et utrolig stort behov for at lave en jobportal for alle dem, der ikke kan eller vil arbejde 37 timer om ugen," siger Henriette Friis Højer, der er direktør i Flexfabrikken og selv er visiteret til fleksjob.  Foto: Søren Gylling/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

Karriere
Del artikel:

I årevis har jobsøgende, som ikke kan eller vil arbejde fuld tid, haft meget svært ved at finde job gennem traditionelle job-kanaler. Nu lanceres en ny jobportal for dem.

Mens virksomheder landet over skriger på arbejdskraft, står tusindvis af jobsøgende uden for arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan eller ønsker at arbejde fuld tid. Det gælder for eksempel omkring 30 000 fleksjobbere, som går ledige.

Det vil vikar- og rekrutteringsbureauet Flexfabrikken ændre på med en ny jobportal, der skal gøre det lettere for både fleksjobbere, deltidsakademikere og seniorer at blive matchet med de rette virksomheder. 

"Vi ser et utrolig stort behov for at lave en jobportal for alle dem, der ikke kan eller vil arbejde 37 timer om ugen. Det gælder for eksempel omkring 30.000 ledige fleksjobbere, men også for eksempel akademikere, der vil arbejde deltid, eller seniorer, som ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet på nedsat tid," siger Henriette Friis Højer, som er direktør i Flexfabrikken og selv er visiteret til fleksjob.

Flexfabrikken har i ti år arbejdet med at forsøge at matche fleksjobbere med virksomheder. Gennem de seneste år har netværket oplevet et stigende behov for at gå ned i tid blandt en gruppe arbejdstagere.

"Vi ryster derfor posen og vender jobmarkedet på hovedet. På vores jobportal er det kandidaterne, som lægger deres profil og CV op. Så skal man sætte kryds i de kompetencer, man gerne vil byde ind med, og de timer, man vil arbejde om ugen, og så kan virksomhederne selv vælge de kandidater, som matcher de arbejdsopgaver, der ønskes udført, "siger Henriette Friis Højer.

På den måde skal jobsøgende ikke længere bruge tid på at lave en klassisk ansøgning eller vente svar på et muligt afslag.

"Og vi fjerner også usikkerheden blandt kandidaterne om, hvorvidt de nu er gode nok eller ej til en stilling. I stedet bliver man kontaktet, når der er et match, og det tror vi er en fordel for både virksomhederne og de jobsøgende, "siger hun.

Har du en historie om fleksjob?

Rekordmange danskere er i fleksjob de seneste år. Men samtidig er tusindvis stadig uden for arbejdsmarkedet. Det sætter vi fokus på i en serie om fleksjob.

Har du en historie, som du vil dele med os?

Måske er du i fleksjob og har erfaringer, du vil dele? Eller er visiteret til et fleksjob, men kan ikke finde et sådant job?

Skriv meget gerne til journalist Martin Ejlertsen på me@dm.dk.

Savner arbejde og kolleger

En af dem, som Flexfabrikken vil hjælpe, er 37-årige Sandra Reffelt. Hun er bosat i Odense på Fyn og er kandidat i statskundskab fra Syddansk Universitet, men blev godkendt til fleksjob 15 timer om ugen i november 2024 på grund af leddegigt.

"Det er virkelig op ad bakke at finde et fleksjob. Og de få, som jeg har set, ligger enten i København eller Nordjylland, som er meget langt fra mig, eller kræver hårdt, fysisk arbejde, hvilket jeg ikke kan på grund af min leddegigt," siger Sandra Reffelt.

Hun har søgt deltidsstillinger og har ringet til virksomheder, som har opslået fuldtidsstillinger, for at høre, om de kunne være interesseret i en fleksjobber.

"Men hver gang får jeg et nej," siger Sandra Reffelt.

Sandra Case
"Det er virkelig op ad bakke at finde et fleksjob," fortæller Sandra Reffelt.

Hun håber, den nye jobportal kan sætte personer som hende i et mere positivt lys overfor virksomhederne og på den måde skabe et job match.

"Nu håber jeg virkelig, at jeg kan finde et administrativt fleksjob, for jeg savner at have et job og kolleger, "siger Sandra Reffelt.

Flexfabrikken er allerede online og skal nu stå sin prøve.

"Vi har allerede været i kontakt med rigtig mange virksomheder, som synes idéen er rigtig spændende. De synes, det er smart, at de på denne måde kan undgå det klassiske stillingsopslag," siger Henriette Friis Højer.

”Men det er klart, at det også kræver en kulturændring i virksomhederne, hvor de skal tænke lidt mere i at få løst specialopgaver, og organisationen kan også blive mere mangfoldig og fleksibel, end den er mange steder i dag, "siger Henriette Friis Højer.