4 ting politikerne ikke må glemme i reformen af de professionsrettede uddannelser

De professionsrettede uddannelser har en særlig rolle og betydning i den danske og nordiske velfærdsmodel. De uddanner professionelle, der varetager nogle af de mest centrale og samfundsvigtige opgaver inden for sundhed, omsorg, uddannelse og socialt arbejde. De forskellige professioner bidrager til at sikre borgernes velfærd og livskvalitet, samt til at løse nogle af de store udfordringer, som Danmark står over for i fremtiden, såsom demografiske ændringer, ulighed, integration og klima.

De professionsrettede uddannelser og fag fortjener derfor at få den opmærksomhed der er nødvendig for at få revitaliseret uddannelsernes omdømme og attraktivitet. Derfor er det i udgangspunkt godt regeringen vil prioritere og styrke disse uddannelser, så de kan fortsætte med at levere undervisning af høj faglig og pædagogisk kvalitet, samt at udvikle og forny sig i dialog med praksis, forskning og samfund.

Sigtelinjerne for regeringens reformambition er at styrke fokus på de professionsrettede uddannelser ved at forbedre kvaliteten for udvalgte uddannelser, skabe fleksibilitet, mobilitet og bedre sammenhæng mellem uddannelser og -niveauer samt fremme mulighederne for livslang læring.

Regeringens reformtanker er ambitiøse og på nogen områder nok også nødvendige, men det kræver en bred involvering og dialog med de relevante aktører, der har en interesse og et ansvar for de professionsrettede uddannelser. Det gælder fx de studerende, de ansatte, de faglige organisationer, de private og offentlige arbejdsgivere, professionshøjskoler og erhvervsakademier, samt det øvrige videregående uddannelsesområde.

Derfor var det særdeles positivt, at regeringen ville nedsætte et Forum for fremtidens videregående uddannelser, der skulle drøfte udfordringer, dilemmaer, svære prioriteringer og løsninger, når det handler om, hvordan de videregående uddannelser bedst kan forberedes til fremtiden. Desværre er det ikke blevet til noget.

Det er også godt, at der i aftalen omkring reform af universiteter er nedsat et referencepanel i tilknytning til kandidatudvalget med repræsentanter fra det private erhvervsliv, de offentlige arbejdsgivere, faglige organisationer samt professionshøjskoler og erhvervsakademier.

Disse initiativer viser, at regeringen har haft en intention om at lytte til og inddrage de forskellige perspektiver og erfaringer, der findes på området.

Selvom det er et skridt i den rigtige retning at nedsætte fora og paneler, er det afgørende, at disse initiativer følges op med konkrete handlinger og tilstrækkelige ressourcer. Kun sådan kan vi sikre, at de professionsrettede uddannelser opnår den nødvendige kvalitet og relevans.

Regeringen må derfor som minimum leve op til sit løfte om at allokere 200 millioner kroner, stigende til 300 millioner kroner årligt fra 2030, til uddannelsessektoren.

Se jer ikke blinde på arbejdsudbuddet

Jeg er bekymret for, at de politiske processer, som finder sted bag lukkede døre, vil resultere i ‘streger på papir’, hvor et øget arbejdsudbud bliver en styrende faktor for indholdet af et forlig frem for en reel forståelse af krisens natur, som omhandler kvalitet, omdømme og attraktivitet af både fag og uddannelser.

Når jeg ser på regeringens egne forslag i forbindelse med deres reformprogrammer, er der bekymrende lidt fokus på fagenes status i samfundet og på reelle kvalitetsløft af uddannelserne.

Jeg medgiver, at der er potentiale i at skabe et mere sammenhængende uddannelsessystem, hvor forskellige faglige kompetencer anerkendes i en ‘meritform’. Det kan også vise sig værdifuldt at åbne op for nye måder at være tilknyttet en uddannelse på, såsom at øge mulighederne for at uddanne sig sideløbende med arbejde og at fremme livslang læring.

Men for at adressere den reelle krise, er det afgørende, at en reform sikrer, at professionsuddannelserne forbliver forankret i praksisnære og forskningsbaserede kundskaber og placerer sig i spændingsfeltet mellem det professionsrettede og det akademiske. Det er til skade for både fag, uddannelser og samfundet, hvis man sænker forventningerne til studerende ved at forkorte uddannelsernes længde.

4 ting, politikerne ikke må glemme

En reform bør indeholde en fortsat ambition om:

1. Vekseluddannelser: Professionsuddannelserne skal fortsat være vekseluddannelser med en hensigtsmæssig kobling mellem teori og praksis, hvor uddannelse finder sted både i praksis og på uddannelsesinstitutionerne. Fordelingen mellem teori og praktik skal tilpasses de enkelte uddannelsers specifikke behov.
   
   
2. Kvalitets- og indholdsløft: Der er behov for et bredt kvalitets- og indholdsløft af professionsuddannelserne. Dette indebærer ikke kun flere undervisningstimer, men også undervisning på mindre hold og mere vejledning, hvilket vil imødekomme de studerendes forskellige behov bedre.
   
   
3. Bæredygtige uddannelsesmiljøer: Professionsuddannelserne skal tilbyde bæredygtige uddannelsesmiljøer, hvor størrelsen ikke begrænser eller udvander mulighederne for specialisering inden for fagområdet. Der skal være bedre muligheder for at tone uddannelserne og skabe skærpede faglige profiler.
   
   
4. Videreuddannelsesmuligheder: Professionsbachelorer skal have bedre muligheder for videreuddannelse inden for deres profession. Derfor bør der udvikles flere overbygningsuddannelser, der giver mulighed for specialisering inden for professionen, såsom fagdidaktiske overbygningsuddannelser.

Mod en mere nuanceret reform

I lyset af de seneste års debat og de mange løfter, står vi nu over for en afgørende tid, hvor den nuværende regerings reformer af de korte og mellemlange uddannelsesområder skal omsættes til virkelighed.
Det er uomtvisteligt, at reformer er nødvendige for at imødekomme de udfordringer, vores professionsuddannelser står overfor. Men vi må ikke falde i fælden med at tro, at strukturelle ændringer alene kan løse krisen.

Det er en forsimplet tilgang, der risikerer at overse de dybereliggende problemer.

Reformerne skal ikke kun være et redskab til at justere strukturer; de skal være en katalysator for ægte forandring. De skal fremme en opmærksomhed, hvor kvalitet, omdømme og attraktivitet af fag og uddannelser er i centrum. Alle bør stå vagt om de værdier, der gør vores uddannelser til mere end blot en vej til arbejdsmarkedet - de er grundpiller i vores demokrati og samfundsudvikling.

For at dette kan ske, må vi insistere på, at enhver reform af professionsuddannelserne ikke kun adresserer øjeblikkelige behov, men også ser fremad og skaber en robust ramme for uddannelserne. Dette indebærer en investering i både de studerende og underviserne, en styrkelse af forbindelsen mellem teori og praksis, og en anerkendelse af, at professionsidentiteter kræver vedligeholdelse og udvikling som en del af det moderne arbejdsliv.

Lad os derfor bruge denne reform som en mulighed til at revitalisere vores professionsfag og professionsuddannelser. Lad os sikre, at de kommende generationer af fagprofessionelle er udstyret med faglige dømmekraft, viden og færdigheder, der kendetegner de forskellige fags nødvendige faglige autonomi.

Kun sådan sikrer vi, at de professionsrettede uddannelser får de bedste betingelser for at udvikle sig og kan imødekomme fremtidige behov og udfordringer.