Spring menu over
Dansk Magisterforening

Den klassiske jobansøgning kan være på vej ud

Den klassiske jobansøgning kan være på vej ud

Med mulighederne for at bruge AI kan den klassiske jobansøgning være på vej ud. © Illustration: DALL.E.

Del artikel:

Virksomheder dropper i stigende grad den klassiske jobansøgning på grund af AI. Men den klassiske ansøgning har alligevel aldrig virket, siger DM.

De danske virksomheder bruger ikke AI, når de skal rekruttere nye medarbejdere.

Otte ud af ti virksomheder ønsker, at jobsøgere er tilbageholdende med at bruge AI i deres ansøgninger. Og knap halvdelen af alle virksomheder ønsker slet ikke, at jobansøgere bruger AI i deres ansøgning.

Det viser tilbagemeldinger fra 1239 offentlige og private virksomheder i Rekrutteringsanalysen 2023 fra Konsulenthuset ballisager, som tager pulsen på hvordan og hvor de virksomheder rekrutterer.

Den udmelding kan være starten på enden for den klassiske jobansøgning. Det mener Morten Ballisager, som er ejer og direktør i konsulenthuset.

”Det er måske starten på døden for jobansøgningen. Ansøgningen har i mange år været lidt snyd, fordi den tilgodeser den gode skribent. I dag tilgodeser ansøgningen dem, som er gode til ChatGPT. Det bliver på den måde lidt en pseudoproces og giver ikke længere mening,” siger Morten Ballisager.

Han mener, at virksomhederne kan bruge tiden i rekrutteringen langt bedre og mere effektivt ved i stedet for at fokusere på ansøgeres erhvervserfaring og så få et motiveret cv.

”Motivationen og ikke ansøgningen er afgørende for at kunne mærke, om der hos ansøger er et drive for at få jobbet,” siger Morten Ballisager.

Visma DataLøn og ProLøn, som er er Danmarks største leverandør af lønsystemer, er en af de danske virksomheder, der helt har droppet den klassiske jobansøgning.

I stedet beder virksomheden om, at ansøgere indsender deres CV. Og så giver man dem i et fritekstfelt mulighed for at beskrive deres motivation.

”Den standardiserede jobansøgning gav ingen værdi. Alle skriver alligevel det samme. Det tager lang tid at skrive den og lang tid for os at læse den. Vi har langt bedre erfaring med, at kandidaterne indsender deres CV og skriver lidt om sig selv, hvis de har lyst,” siger Julie Hollegaard, HR-chef i Visma DataLøn og ProLøn.

Den standardiserede jobansøgning gav ingen værdi. Alle skriver alligevel det samme

Julie Hollegaard, HR-chef, Visma DataLøn og ProLøn

LinkedIn hitter blandt virksomhederne

Rekrutteringsanalysen viser også, at der er sket en eksplosiv vækst i brugen af sociale medier til at rekruttere nye medarbejdere. Det gælder især LinkedIn.

For selvom 85 procent af virksomhederne stadig anvender det klassiske jobopslag som den mest anvendte rekrutteringskanal, så er anvender 71 procent af virksomhederne mest LinkedIn, og det er dermed den kanal, der er de seneste år vokset mest.

Når man lægger den udvikling sammen med virksomhedernes modstand mod at bruge AI i jobsøgningen, så sætter Morten Ballisager spørgsmålstegn ved, om virksomhederne på sigt får brug for den klassiske jobansøgning i rekrutteringen af nye medarbejdere.

Det er en udvikling, man genkender i Visma DataLøn og ProLøn.

”Vi forsøger at kommunikere til mennesker, og der synes jeg også, at LinkedIn fungerer bedre. Mange af de profiler, vi søger, er på LinkedIn, og der kan vi langt lettere indgå i en dialog med kandidaterne,” siger Julie Hollegaard.

Den klassiske jobansøgning har aldrig virket

Mads Løkke Rasmussen, karriererådgiver, DM

Jo, du skal benytte AI

I DM’s Karriereafdeling, som rådgiver og vejleder medlemmer om blandt andet jobsøgning, oplever man, at især større og toneangivende virksomheder ønsker, at jobansøgere kun indsender et motiveret CV i stedet for den klassiske jobansøgning.

”Det er i virkeligheden en dårlig udvikling for DM’s medlemmer, for de kan jo påvirke processen ved at skrive en god ansøgning,” siger Mads Løkke Rasmussen, som er karriererådgiver i DM.

At AI skulle skubbe til udviklingen, at den klassiske ansøgning dør, er dog ikke ny. For den klassiske ansøgning har altid været død, påpeger Mads Løkke Rasmussen.

”Den klassiske jobansøgning har aldrig virket. Det handler jo om, at man i ansøgningen skal vise virksomheden, at man forstår, hvem virksomheden er, og hvordan opgaven skal løses i stedet for bare at skrive om sig selv, for det har aldrig fungeret,” siger Mads Løkke Rasmussen.

Når det gælder jobansøgninger, så hjælper konsulenter i DM’s Karriereafdeling typisk medlemmerne med at afkode jobopslaget og finde ud af, hvad der ren faktisk skal fokuseres på i jobansøgningen.

Og det kan der være brug for. For hvis virksomheder finder, at niveauet for klassiske jobansøgninger er ret lavt, så er det ifølge Mads Løkke Rasmussen typisk fordi, at niveauet i mange stillingsopslag også er ret lavt.

Men skal ansøgere så lad være med at bruge AI, fordi virksomhederne ifølge Rekrutteringsanalysen siger det?

Nej, mener Mads Løkke Rasmussen.

”Selvfølgelig siger en virksomhed nej til, at ansøgere skal bruge AI. Og selvfølgelig skal man alligevel bruge AI, ligesom man bruger stavekontrollen eller en lommeregner. Man skal jo ikke bruge AI på en platfodet måde og for eksempel lade den skrive hele ansøgningen. Man skal bruge den som hjælperedskab til research og redigering via mange promps. Selvfølgelig skal man da benytte sig af den hjælp.”