Overblik: Fyringerne i staten fortsætter
Ifølge skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen, er forvaltningen de seneste år vokset og har fået tilført markant flere medarbejdere og økonomiske muskler. Koncernen er derfor også rustet til at bidrage til besparelserne i det statslige arbejdsprogram, siger ministeren. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Skatteministeriet varsler nu fyringer på over 600 ansatte, da der skal spares cirka 1,1 milliard kroner i 2030. Vi giver dig overblikket over fyringer i staten.
Regeringens finanslovsforslag medfører store besparelser på statslige arbejdspladser.
Selvom finansloven endnu ikke er vedtaget, har en række ministerier og styrelser allerede gennemført afskedigelser.
Nedskæringerne kommer i forlængelse af regeringens arbejdsprogram, der skærer mindst 5,5 milliarder kroner i den statslige administration frem mod 2030.
Regeringen siger, at den ønsker at komme unødvendig administration til livs og begrænse statsligt bureaukrati.
Akademikerbladet bringer her et overblik over fyringerne. Artiklen vil blive opdateret løbende.
Opdateret 27. november.
Skatteministeriet varsler over 600 fyringer
Der kommer nu fyringsrunder i seks af Skatteministeriets styrelser som følge af faldende budgetter. Det meddelte ministeriet mandag i en pressemeddelelse.
Ministeriet, der skal finde besparelser på omkring 1,1 milliarder kroner frem mod 2030, vurderer, at mellem 610 og 640 ansatte skal afskediges. Det sker i en organisation med cirka 12.500 medarbejdere.
De styrelser, der bliver ramt, er Skattestyrelsen, Motorstyrelsen, Gældsstyrelsen, Toldstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt Administrations- og Servicestyrelsen.
De forventede afskedigelser sker som led i det langsigtede statslige arbejdsprogram, der skal sikre, at pengene bruges, hvor "de gør størst gavn", og hvor målet er at "begrænse statsligt bureaukrati".
”Skatteministeriet står grundlæggende et langt bedre sted end for bare et par år tilbage. Gennem de seneste år er forvaltningen vokset og har fået tilført markant flere medarbejdere og økonomiske muskler, hvilket har medført, at vi i dag har fået styrket en række områder, blandt andet skattekontrollen. Derfor er koncernen også rustet til at bidrage til besparelserne i det statslige arbejdsprogram. Det står jeg på mål for, selvom det aldrig er en rar situation at skulle sige farvel til dygtige ledere og medarbejdere,” siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen i pressemeddelelsen.
Det Kgl. Bibliotek nedlægger 21 årsværk
Med en besparelse på 62,5 millioner kroner skal Det Kgl. Bibliotek levere langt den største portion af de 103,3 millioner kroner der skal spares på Kulturministeriets område frem mod 2030.
62,5 millioner kroner svarer til 9,1 procent af bibliotekets nuværende budget.
Det Kgl. Bibliotek har nu valgt at afskedige 11 medarbejdere. Sammen med en række frivillige fratrædelser nedlægger biblioteket 21 årsværk.
Og det er kun begyndelsen, vurderer formanden for DM Kultur, Anders Dalsager, i Altinget.
“Det her bliver ikke de sidste fyringer, vi ser på Det Kgl. Bibliotek. Langt fra – for ni procents besparelse i 2030 er virkelig meget”, siger han.
Bibliotekets tillidsrepræsentanter kalder i et åbent brev til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) nedskæringen for et massivt ”angreb på en af demokratiets kronjuveler.”
Tillidsrepræsentanterne undrer sig over, at ministeren tidligere har sagt, at besparelserne primært skal findes på administration og sagsbehandling.
”Nej, Jakob Engel-Schmidt, Det Kgl. Bibliotek er ikke ”administration og sagsbehandling”. Biblioteket er en hjørnesten i demokratisk dannelse og publikumsrettet i sin natur”, skriver tillidsrepræsentanterne blandt andet.
En række eksperter har i Kulturmonitor kritiseret, at besparelserne blandt andet går ud over Det Kgl. Biblioteks fotosamling, hvor dens eneste kurator er varslet til fyring, ligesom indkøbsbudgettet til nye fotos er sløjfet.
STAR: Nedlægger 45 stillinger
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) nedlægger 45 fuldtidsstillinger, oplyser styrelsen.
Det svarer til 12 procent af de i alt 367 stillinger i STAR.
24 medarbejdere er blevet varslet afskediget, mens 21 ubesatte stillinger bliver nedlagt.
Fyringerne skyldes ifølge STAR opgavebortfald som følge af beskæftigelsesreformen, regeringens arbejdsprogram og faldende bevillinger.
”Tilpasningen sker for at sikre, at styrelsen fremadrettet står på et stabilt fundament og er klar til at løfte det vigtige arbejde, som blandt andet følger med implementeringen af beskæftigelsesreformen,” skriver STAR.
GEUS: Nedskæringer rammer forskning
13 medarbejdere er blevet opsagt og i alt 18 stillinger nedlagt på forsknings- og rådgivningsinstitutionen GEUS, der hører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Flere af de fyrede er forskere og videnskabelige medarbejdere.
"Politikerne vil effektivisere og fjerne bureaukrati, men kendsgerningen er, at videnskabelige medarbejdere bliver fyret", siger seniorforsker og tillidsrepræsentant Trine Dahl-Jensen.
Regeringens arbejdsprogram betyder en besparelse på 15 millioner kroner på GEUS. Men dertil kommer fald i bevillingerne på finansloven som har ført til et strukturelt underskud på 30 millioner kroner.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet: 17 bliver fyret
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal afskedige 17 medarbejdere i departementet, skriver ministeriet på sin hjemmeside.
Årsagen er faldende bevillinger og kravet om mindre administration i det statslige arbejdsprogram.
Foruden reduktionen på 17 stillinger i departementet nedlægger ministeriet den såkaldte Benchmarkingenhed med 10 ansatte, som er blevet opsagt til udgangen af september.
Benchmarkingenheden en selvstændig og uafhængig institution, der har lavet analyser af kommuner og regioners opgaveløsning.
DMI: Nedlægger hver 9. stilling
Danmarks Metrologiske Institut (DMI) har tidligere oplyst, at 10 medarbejdere er varslet afskediget som led i bestræbelserne på at bringe budgettet i balance frem mod 2026.
Men nu fortæller DMI, at yderligere 30 stillinger er nedlagt, og at fire tidsbegrænsede ansættelser ikke er forlænget.
Nedlæggelsen af de 30 stillinger er sket via ansættelsesstop, frivillige aftaler om fratrædelse, nedsat tid og seniorordninger.
Foruden regeringens arbejdsprogram skyldes nedskæringerne ifølge DMI ”reduktioner i særbevillingerne til oversvømmelsesvarsling, NCKF (Nationalt Center for Klimaforskning) og arbejdet med Klimatlas.”
Ifølge Økonomistyrelsen var der i 2. kvartal 2023 i alt 368 ansatte i DMI.
Fagforening: SKAT skal fjerne 1.000 årsværk
SKAT står til at blive ramt hårdt af regeringens nedskæringer.
På et møde 2. september med deltagelse af Skatteministeriets departementschef Merete Agergaard og repræsentanter for medarbejderne har ledelsen oplyst, at det der svarer til 200 årsværk i ”skal væk” årligt 2026-2030.
Det skriver Dansk Told & Skatteforbund (DTS) på sin hjemmeside.
Ifølge regeringens arbejdsprogram bliver Skatteministeriets resort i alt skåret med 1.072 millioner kroner startende med 215 millioner kroner i 2026.
DTS skriver, at Skatteministeriet senest 22. september skal aflevere en plan til Finansministeriet for at gennemføre besparelserne i 2026 og 2027
”Helt grotesk”: Højgravid solomor fyret fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Solomor Frederikke Pflug var sat til at føde om otte dage, da hun fredag blev fyret sammen med 32 andre medarbejdere som i Miljø- og Ligestillingsministeriet.
”Det er helt grotesk, at det er miljø- og ligestillingsministeren, der fyrer en gravid. Jeg har det forfærdeligt, og jeg har grædt fuldstændig utrøsteligt hele formiddagen,” siger den jurauddannede akademiker til Ekstra Bladet.
Hun kan komme med ’eventuelle bemærkninger’ til fyringen senest 17 september.
Arbejdsgivere – heller ikke i Ligestillingsministeriet – må ikke afskedige medarbejdere på grund af graviditet eller barsel.
Ligestillingsminister Magnus Heuniche (S) siger at han ”ikke på nogen måde” har været involveret i beslutningen om at afskedige Frederikke Pflug. Han kalder samtidig reglerne for barsel og graviditet ”helt centrale og grundlæggende”.
”Jeg har derfor bedt mit ministerium om at redegøre for processen”, siger han til Ekstra Bladet.
Social- og Boligstyrelsen
Social- og Boligstyrelsen står foran en omfattende fyringsrunde:
Omkring 100 ansatte – næsten hver fjerde medarbejder – skal væk, oplyser styrelsen.
”Det er meget voldsomt. Jeg har været tillidsrepræsentant i 15 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende,” siger Birgitte Færregaard Larsen, AC-tillidsrepræsentant i styrelsen.
Social- og Boligstyrelsen mister ifølge finanslovsforslaget over 100 millioner kroner frem mod 2028.
I en meddelelse skriver styrelsen, der ledes af direktør Ellen Klarskov Lauritzen, at fyringerne skal ”give et stabilt økonomisk fundament under styrelsen og ro om organisationen.”
Fyringsvarslerne sendes ud 18. september.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) afskediger ca. 130 medarbejdere og ledere.
Det svarer til cirka 8 procent af alle ansatte i styrelsen.
Ifølge styrelsen skyldes afskedigelserne blandt andet, at bevillinger i landbrugsaftalen bortfalder ved årsskiftet. Derudover peger ministeriet på regeringens arbejdsprogram og kravet om effektiviseringer.
”SGAV vil fortsat løse sine vigtigste opgaver og gennemføre de politiske aftaler – herunder ikke mindst opgaverne forbundet med den grønne trepart, skriver styrelsen, og tilføjer:
For at få mest muligt ud af de færre midler bliver der dog brug for at arbejde mere effektivt og prioritere skarpere.
Medarbejderne stiller sig dog tvivlende overfor fyringerne, der kommer midt imens at styrelsen medvirker til at implementere en historisk aftale, der skal bidrage til at Danmark opfylder sin 2030-målsætning.
Tillidsrepræsentanter for otte fagforbund skriver i et fælles opråb, at der i forbindelse med nedskæringerne ikke er taget "politisk ansvar for et tilsvarende opgavebortfald."
"Det er bekymrende, hvorvidt opgaver i relation til den grønne trepartsaftale kan gennemføres uden den nødvendige faglige kapacitet," skriver blandt andet DM's tillidsrepræsentant i styrelsen.
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Miljø- og Ligestillingsministeriet skal fyre 33 medarbejdere i departementet og 27 medarbejdere i Miljøstyrelsen.
Det svarer til 13 procent af alle ansatte i Miljø- og Ligestillingsministeriets koncern.
Besparelserne skyldes ifølge en pressemeddelelse faldende bevillinger og regeringens opgavebortfald.
”Miljø- og Ligestillingsministeriet vil fortsat levere på sine kerneopgaver og sikre gennemførelse af de politiske aftaler, men skærpe prioriteringen og fokuseringen i opgaveløsningen på tværs af koncernen”, skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet.
En række opgaver vil blive overført fra departementet til Miljøstyrelsen i Odense.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Alle arbejdspladser under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er ramt af afskedigelser på nær selve departementet.
I Energistyrelsen er 70 medarbejdere blevet afskediget, mens i alt 110 stillinger bliver nedlagt. Det svarer ifølge EnergiWatch, som var først med nyheden, til en ud af syv stillinger.
Men også Geodatastyrelsen, DMI, Klimadatastyrelsen og GEUS er ramt.
Klimadatastyrelsen må sige farvel til 35 medarbejdere mens GEUS nedlægger 18 stillinger, hvoraf 13 er blevet afskediget.
Opdateres…