Minna satte voksenlivet på pause: "For én gangs skyld handlede det ikke om at præstere"

Det er en sommeraften i juni, og i græsset foran Vestjyllands Højskoles røde mursten sidder Minna Højholt. Hun synger sange fra højskolesangbogen, mens aftensolen hænger på himmelen, lavere og lavere før den til sidst synker ned bag markerne. Det er en af de sidste aftener af hendes højskoleophold.  

“En magisk aften,” siger hun i dag. 

For første gang i lang tid havde hun brugt sin tid på ting, der faktisk ikke var “vigtige”.  

På Teater- og performancestudier, som 28-årige Minna Højholt til dagligt studerer på Københavns Universitet, kan hun godt få en følelse af, at hun hele tiden bør kæmpe.

For den fede praktikplads, det rigtige studiejob, de spændende projekter.

Og selvom selve studiemiljøet ikke er toxic, var hun alligevel blevet udbrændt.   

“Jeg havde bare fået lidt for meget af det hele, og jeg trængte til at lave noget andet. Jeg havde brug for ikke konstant at tænke over, hvad jeg kunne blive til, eller hvilket job jeg kunne få, når jeg var færdig."

Derfor valgte Minna at holde en pause, hvor hun både var et halvt år på højskole, arbejdede som museumsvært på to forskellige museer og skrev videre på en roman, der havde ligget i skuffen, siden hun var teenager. 

Det ‘rigtige liv’ venter  

Idéen om en pause havde Minna Højholt haft længe, ja, faktisk lige siden, hun begyndte på studiet. Men når hun tænker tilbage på sin beslutning, var det første semester på kandidaten alligevel vendepunktet. 

Hun husker, hvordan hun ofte havde hovedpine og græd på sit studiejob, fordi hun simpelthen havde for meget at se til.  

“Den periode var helt klart med til at skubbe på for, at jeg tog min beslutning,” siger hun.  

“Jeg havde samtidig brug for at strække studielivet ud. I dag skal man alligevel være så længe på arbejdsmarkedet, og jeg ville gerne udskyde den virkelighed, jeg forestillede mig, at jeg ville komme ud i."

For hende var pausen et skridt væk fra udsigten til en konkurrencepræget branche og alle karrierespørgsmålene: 

Er jeg det rigtige sted i forhold til fremtidsudsigter? Kan jeg overhovedet finde et arbejde, jeg kan lide? Hvordan får jeg en fod inden for de rigtige steder?

“Jeg elsker faktisk at studere, så det lyder paradoksalt, at jeg så valgte at tage en pause. Men måske netop derfor gav pausen god mening, for at jeg kunne blive ved med at være studerende. Ellers kan jeg godt frygte, at jeg havde knækket halsen på det.” 

På højskolen i Vestjylland fik Minna Højholt en øjenåbner: Det var faktisk okay at lave ting, der ikke havde nogen arbejdsmæssig relevans. Hun lærte blandt andet om permakultur, havde sangskrivningstimer og drejede træ (som hun aldrig blev rigtig god til). 

I modsætning til meget andet af det, hun tidligere havde brugt tid på, gjorde hun nu udelukkende de ting, fordi det var sjovt.

“Det var vildt befriende at slippe hele tanken om fremadrettethed og det her med, at alt skal gøres af en grund. Jeg turde ting, jeg ellers ikke ville turde. Måske lyder det lidt ophøjet, men højskolen mindede mig virkelig om, at der er mere til livet.” 

‘No regrets’ 

I alt var Minna Højholt væk fra sit studie i lidt over et år. Det gav hende fornyet energi og mere overskud til at vende tilbage til studiet. 

En pause midt i studielivet er dog ikke omkostningsfrit, særligt når ræset fortsætter uden én. 

“Jeg prøver stadig at slippe tanken om, at folk omkring mig er kommet videre og er nået længere, end jeg selv er. Selvom det er megasvært, prøver jeg at huske på, at det var netop det ræs, jeg gerne ville ud af,” siger Minna.  

“På højskolen handlede det for én gangs skyld ikke om at præstere eller om at komme et bestemt sted hen, men om at lave noget der gør mig glad. Det prøver jeg at holde fast i.” 

Minna Højholt skriver for tiden sit speciale om formidling af krig gennem live performance. Hun skal aflevere det i december. 

“Nu er jeg en lille smule fucked, fordi jeg har brugt al den tid, jeg må, på at færdiggøre mit studie. Jeg er tvunget til at aflevere mit speciale til tiden, men jeg har stadig no regrets,” siger hun.  

“Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad jeg skal på den anden side af studiet, så på den måde er mit problem jo ikke blevet løst. Selvom jeg godt kan føle mig bagud, så tror jeg, at jeg er bedre rustet til det nu. Jeg har fundet ud af, at det måske er helt okay ikke at have en fast plan.”