Spring menu over
Dansk Magisterforening

Akademikernes formand: ”Vi må ikke blive dem, de andre ikke vil lege med”

DM Kongres 02

I weekenden d. 27-28. september afholdte DM kongres i København.  Foto: Jacob Nielsen.

DM Kongres
Del artikel:

Tomas Kepler, der er Akademikernes nye formand, fremlagde på DM’s kongres sin politiske kampplan.

I filmen Babettes Gæstebud lever to aldrende søstre et liv præget af religiøs askese og stilhed i en lille landsby på den jyske vestkyst (i Karen Blixens novelle er scenen en norsk fjordby, men det er en detalje til en anden gang).

En dag ankommer den mystiske franske kok Babette til byen. Hun forvandler en simpel middag til et overdådigt festmåltid, der ryster byens indbyggere og åbner for en ny forståelse af gavmildhed og fællesskab.

Den film var udgangspunktet, da Tomas Keplers på DM's kongres forklarede sin politiske strategi som ny formand for hovedorganisationen Akademikerne.

”Babettes Gæstebud er en parabel over, hvad vi kan opnå med gavnlighed, umagehed og godt håndværk. Og at man  nogle gange bare ved med sig selv, hvad der er det rigtige at gøre – også selv om man ikke præcis kan formulere det endnu. Og sådan har jeg det med den bevægelse, vi står i som akademikere lige nu,” lød det lørdag fra Tomas Kepler til DM’s kongres.

Han bemærkede, at Akademikerne nu repræsenterer over 500.000 medlemmer. 

”Vi har på den ene side aldrig været så mange i vores store bevægelse, som vi er i dag. Men på den anden side har aldrig været så marginaliserede, som vi er i dag,” sagde han.

”Jeg tænker på akademikerbashing. En af de ingredienser, politikerne har brugt for meget af på den politiske menu, er “dem og os”-krydderiet. Os akademikere bliver alt for ofte fremstillet som arrogante skrankepaver, bogorme, you name it – og ender i den kategori, som ’de andre’” ikke vil spise med”.

Vi skal i langt højere grad være dem, der kommer med holdbare visionære bud på fremtiden

Tomas Kepler, formand for Akademikerne

”Vi skal kreere den uimodståelige opskrift”

Det er Tomas Keplers klare mission at gøre Akademikerne til en politisk medspiller, der præsenterer saglige, brugbare politiske forslag, som Christiansborg kan bruge til noget – uden at pege fingre ad andre, hverken politikere eller andre faggrupper.

”Vi skal væk fra bænken og ind i forhandlingslokalet. Det gør vi ved at være spilbare og konstruktive med visionære udspil for fremtiden, som alle kan se fordelen af. Det er den sværeste position af alle. Men det er også den mest ambitiøse,” lød budskabet fra talerstolen.

Kepler fremhævede Akademikernes nye pensionsudspil som et godt eksempel på det, der skal komme mere af. Udspillet går i korte træk ud på, at pensionsalderen ikke skal hæves lige så meget, som det er planlagt, at seniorer skal have mere fleksibilitet i forhold til for eksempel arbejdstid, og at der skal sættes ind over for stress.

Ifølge Kepler et nuanceret udspil, der også kan samles opbakning til på tværs af Christiansborgs partier. Dem vil der komme flere af.

”Jeg kommer til at fortsætte linjen om, at vi ikke skal opfattes som dem, der er i evig opposition, som bevarere af fortiden. Vi skal i langt højere grad være dem, der kommer med holdbare visionære bud på fremtiden,” sagde han og lagde tryk på sin optimisme. 

”Selv om vi akademikere ikke er kendt for at myldre på gaderne for at strejke og brokke os, så har vi alligevel gode kort på hånden, hvis vi spiller dem rigtigt og står sammen. 500.000 medlemmer er svære at komme udenom.”

Artiklen er blevet opdateret: I den første udgave af artiklen skrev vi, at filmen Babettes Gæstebud foregår i en norsk fjordby. Det er imidlertid kun tilfældet i novellen Babettes Gæstebud, der ligger til grund i for filmen. I den danske film er scenen nemlig skiftet til Vestjylland. En mindre detalje, men dog sigende.