Chefen spærrede øjnene op: To barselsvikariater trak 263 ansøgere

Hvem fa’n gider arbejde med det?

Den holdning mødte Mette Kaae Hansen jævnligt i årene efter, at hun i 2012 blev udnævnt til afdelingschef for ligestillingsområdet under daværende Ligestillings- og Kirkeminister Manu Sareen.

I dag stiller ingen længere det spørgsmål.

Da afdelingschefen i maj måned slog en fuldmægtig-stilling op, modtog hun 168 ansøgninger.

Få måneder senere tiltrak to barselsvikariater 263 ansøgninger.

Både i denne og tidligere bunker ligger en overvægt af yngre kvinder.

"De vil gerne arbejde værdipolitisk med et område, der får stor politisk opmærksomhed, og det tiltaler dem at være tæt på den ansvarlige minister, hvor chancen for indflydelse er stor," siger Mette Kaae Hansen.

Interessen vokser yderligere, når de ser, at der er en meget bred spillebane for ligestillingsarbejdet i staten.

"Vi beskæftiger os for eksempel både med vold mod kvinder, seksuel chikane, kvinder i ledelse, mænd og ligestilling og LGBT+-rettigheder” siger Mette Kaae Hansen.

Ikke bare en enkelt idiot

Interessen for at arbejde med køn og diversitet er langt fra bare et forbipasserende modefænomen blandt unge i storbyerne.

Drivkraften kan også være et sundt raseri, der stikker meget dybere. Det fastslår Ea Høg Utoft, der er adjunkt i Gender and Diversity Studies ved Radboud Universitet i Holland.

”Især unge kvinder har ofte egne oplevelser med i bagagen af det magtmisbrug og de afhængighedsdynamikker, der finder sted hver eneste dag på arbejdsmarkedet,” siger Ea Høg Utoft.

Efter MeToo ser stadigt flere på strukturerne i samfundet med et feministisk blik, siger forskeren.

”De er blevet bevidstgjorte om, at det ikke bare var en enkelt idiot, der overskred deres grænser, hvis de har været ude for noget. Problemets omfang ses tydeligere, og lagt sammen med deres egne levede erfaringer bliver det sværere bare at sidde på hænderne,” siger Ea Høg Utoft.

For bare 8-10 år siden blev ligestilling opfattet som et mere nichepræget felt.

Ifølge køns- og diversitetsforskeren var det gængse narrativ i mange år, at det danske samfund for længst havde opnået ligestilling, og at der ikke var mere at kæmpe for.

”Det er ikke sikkert, at tendensen varer ved, for ligestilling er aldrig blevet indført i en lineær proces. Lige nu går det faktisk den forkerte vej på visse områder. Regeringen ønsker for eksempel at fjerne måltalslovgivningen og mainstreaming-indsatserne. Men den store interesse for at arbejde med området viser, at der også bliver skubbet tilbage,” siger Ea Høg Utoft fra Radboud Universitet.

Ifølge Altinget har ligestillingsområdet hørt under 17 forskellige ministre og 15 forskellige ministerier siden oprettelsen af posten i 1999. 

Men det afskrækker tilsyneladende ikke akademikerne, at medierne med jævne mellemrum beskriver, hvordan området flakker politisk hjemløst rundt, og hvordan afdelingens ansatte fra tid til anden må fylde en papkasse for igen at flytte et nyt sted hen.

Måske endda tværtimod, lyder vurderingen fra afdelingschef Mette Kaae Hansen.

"De mange omstillinger holder os på dupperne, selv om det da også er krævende at flytte, lære nye processer og procedurer og finde sig til rette i et nyt hus. Men det giver os en stærk kultur og et godt kollegaskab. Og fordi vi er så små, gør vi også meget ud af at arbejde sammen og have te godt arbejdsmiljø,” siger hun.

"Ligesom vi hele tiden prøver at gribe nye dagsordener. Lige nu er der for eksempel fokus på kvinders sundhed, og så graver vi alt frem, vi kan finde om det og holder fokus på det i en periode. Det er en arbejdsform, der tiltaler mange."

Afdelingschefen har desuden aldrig oplevet, at ligestillingsområdet er givet til en minister, der ikke gider at have med det at gøre.

”Det er enormt privilegeret, og vi bliver altid taget godt imod i de huse, vi kommer ind i. De ser os som et frisk pust. Og så jeg oplever, at vores blotte tilstedeværelse har den uforudsete bieffekt, at det sætter gang i nogle refleksioner," siger Mette Kaae Hansen.

"De ministerier, vi lander i, får øjnene op for kønsproblematikker og får lige kigget deres politikker og data igennem en ekstra gang. På den måde påvirker vi også dagsordener indadtil."