Skoler i skudlinjen

Det er en eftermiddag i oktober 2022 i Afghanistans hovedstad, Kabul, og i privatskolen Kaaj Educational Center sidder 600 elever med bøjede hoveder over deres eksamensopgaver. Her underviser lærerne både drenge og piger. Det er en sjældenhed, efter at Taliban overtog magten i august året før, men på trods af regimet insisterer lærerne på, at begge køn har ret til uddannelse. Mange af eleverne tilhører det persisktalende hazara-mindretal, der bekender sig til shiaislam – i modsætning til talibanerne, der er sunnimuslimer – og de har tradition for at lægge stor vægt på tilegnelse af ny viden.

Både lærere og elever ved, at skolen provokerer styret, og udenfor står der vagter, som skal passe på dem. Men det er ikke nok. Pludselig afbrydes eksamen af skud og tumult udenfor, døren smækkes op, og en mand løber ind. Sekundet efter er centeret et inferno af røg, murbrokker og blod, da en eksplosion lægger det i ruiner. Skrig af frygt og smerte flænser luften, og snart giver sirenerne fra udrykningskøretøjer genlyd i kvarteret, hvor pårørende hurtigt indfinder sig for at lede efter deres kære.

Angrebet på Kaaj Educational Center koster mindst 35 mennesker livet. De fleste ofre er piger fra skolen. Tragedien bliver fordømt fra flere sider – blandt andre af den amerikanske diplomat Karen Decker fra USA’s repræsentation i Kabul:

“At gå efter et lokale fuldt af studerende i gang med deres eksamen er skamfuldt: Alle elever burde have lov til at stræbe efter en uddannelse i fred og uden frygt.”

Blandt de efterladte er faren til en ung kvinde på 19 år, som sad ganske tæt på selvmordsbomberen.

“Hun sagde altid: ‘Selv hvis det koster mig livet, så lad det være i uddannelsens navn,’” fortæller han.

Chokerende stigning

Beretningen om angrebet på Kaaj Educational Center er et eksempel af alt for mange, man kan læse om i rapporten Education under Attack 2024. Den udgives hvert andet år af organisationen Global Coalition to Protect Education from Attack (GCPEA), og desværre er der ikke mange positive nyheder at finde i den.

Således har GCPEA identificeret 6.000 tilfælde af angreb på elever, lærere, skoler og universiteter i 2022 og 2023, hvilket er en stigning på næsten 20 procent siden de to foregående år. I alt har organisationen registreret mere end 10.000 tilfælde i perioden af drab på, vold mod, bortførelser af og anholdelser af elever og lærere i forbindelse med skolegang eller undervisning, så tragedien på Kaaj Educational Center er langtfra enestående. 

“Det er chokerende og oprørende at se den stigning på blot to år,” siger Lisa Chung Bender, der er direktør i GCPEA. 
Hun forklarer, at en del af stigningen skyldes situationen i Ukraine og Gaza, hvor tætbefolkede områder er under beskydning.

“Her er vi vidner til angreb med eksplosive våben som missiler, der udretter omfattende skader på infrastrukturen,” tilføjer hun.

Hun bakkes op af Siraj Khan, der er chefjurist i NGO’en Education Above All Foundation. Han har blandt andet arbejdet i Sudan og har på den måde været førstehåndsvidne til den blodige borgerkrig, der blussede op sidste år. Konflikten har betydet, at blot 4 millioner af landets 22 millioner skolebørn går regelmæssigt i skole. En del af forklaringen skal findes i direkte angreb på uddannelsesinstitutioner og de stridende parters brug af skoler som militærbaser.

“Generelt ser vi desværre ikke alene, at angrebene på globalt plan bliver flere, de bliver også værre,” siger han.

Det er således ikke uhørt, at skoler og universiteter bliver angrebet direkte med missiler, og det er ikke udelukkende ikkestatslige aktører såsom islamistiske terrorgrupper, der står bag. Også regeringstropper gør sig skyldige i angreb på skoler og universiteter.

“Det er ganske alarmerende, for staterne har trods alt alle sammen tiltrådt Genèvekonventionen, og det forpligter dem direkte til at beskytte uddannelse under krig og konflikt,” tilføjer Siraj Khan.

Forbudt for slaver og jøder  

Ideen om at forhindre adgang til uddannelse for forskellige grupper er på ingen måde ny.

Under slaveriet i USA havde syv stater direkte forbud mod at lære slaver at læse, skrive og regne, fordi ejerne frygtede, at viden øgede risikoen for oprør. Senere hen lod det nazistiske regime i Tyskland sig inspirere. Fra 1935 og frem blev jødiske børn og unge gradvist udelukket fra skoler og universiteter, og i 1942 var undervisning af jøder så godt som forbudt i det meste af det besatte Europa.

Noget lignende gik ud over polakkerne, der i nazisternes optik skulle fungere som ‘herrefolkets’ slaver. Tusindvis af intellektuelle – herunder mange lærere – blev skudt, og børnenes undervisning blev begrænset til det helt basale, der gjorde dem i stand til at arbejde for og adlyde deres nye herrer.

En lignende tankegang findes hos terrororganisationen Boko Haram i Nigeria. Medlemmerne er berygtede for deres angreb på skoler og kidnapninger af skolepiger i deres kamp mod regeringen og den kristne del af befolkningen. Organisationens navn siger det hele: ‘Vestlig uddannelse er en synd’. 

Blandt de hårdest ramte lande i øjeblikket er Ukraine. Ifølge de ukrainske myndigheder er 3.800 skoler og universiteter blevet beskadiget eller ødelagt, siden den russiske invasion begyndte i 2022. Det betyder, at halvdelen af skolebørnene i landet bliver undervist online. En undersøgelse gennemført af Red Barnet blandt de ukrainske skoleelever viser, at fjernundervisningen især går ud over koncentration og motivation.

Endnu værre er betingelserne i Gaza. Ifølge nyhedsportalen Reliefweb har skolerne i det tætbefolkede område været lukket i et halvt år, hvilket betyder, at 625.000 børn i skolealderen ikke har modtaget undervisning. Næsten 90 procent af skolebygningerne er enten beskadiget eller ødelagt, og hvert eneste af de 12 universiteter i Gaza ligger i ruiner.

“Når vi står i en situation, hvor så mange skoler er ødelagt, og ikke et eneste universitet står tilbage, er det svært at se angrebene som tilfældige,” siger Siraj Khan.

Skoler mister beskyttelsen

Han peger på, at ødelæggelserne kan tage forskellige former ud over dem, der forårsages af missiler og selvmordsbombere. I borgerkrigen i Sudan er det eksempelvis almindeligt, at begge de stridende parter bruger skoler som baser i landsbyerne. Det betyder, at skolerne midlertidigt mister den beskyttelse, de ellers har i konventionerne, og at forældre derfor naturligt nok holder deres børn hjemme, fordi militære baser er legitime mål, uanset hvor de befinder sig.

“Det er ikke en overdrivelse at sige, at Sudan er fortabt for den nuværende generation, når det gælder undervisning,” konstaterer Siraj Khan.

Væbnet brug af skoler kan sammen med direkte angreb også være med til at erodere tilliden til samfundet og regeringen. Hvis ledelsen i et land ikke engang er i stand til at beskytte skolebørn, er den så overhovedet værd at støtte?

Angreb kan også ske på selve retten til uddannelse – især i forhold til etniske mindretal. Det sker eksempelvis i Baluchistan i Pakistan, hvor lokalbefolkningens krav om undervisning på eget sprog og i egen kultur af flertallet ses som et angreb på landets enhed. Derfor ser man diskrimination, fyringer, trusler og nogle gange ligefrem vold i forhold til skolelærere og undervisere på universiteterne.

“På lignende vis ser vi retten til ukrainsk sprog og kultur i de russiskbesatte dele af landet blive undertrykt og læseplaner, der designes til at fremme en russisk nationalistisk dagsorden,” tilføjer chefjuristen.

Nærende måltider og sundhedspleje

Konsekvenserne af angreb på skoler er vidtrækkende og handler ikke udelukkende om, at børn bliver forhindret i at lære at læse, skrive og regne.

“Når en skole bliver sprængt i luften, bliver børnenes hverdag også sprængt i luften,” siger Helle Gudmandsen, der er international uddannelseschef i Red Barnet.

I mange af verdens fattige lande får børnene et nærende måltid mad i skolen, ligesom der ofte er adgang til sundhedspleje. Eleverne får også mulighed for at være sammen med andre børn i en tryg atmosfære, ligesom de undgår hårdt fysisk arbejde, mens de sidder på skolebænken. I konfliktramte områder kan skolen også være et fast holdepunkt i en ellers kaotisk og skræmmende hverdag, og det har enorm betydning, forklarer Helle Gudmandsen:

“Vi ved, at hvis vi gennem skolen kan bevare en hverdag for børnene, forbedres deres psykosociale tilstand. Tør forældrene omvendt ikke sende deres børn i skole af frygt for angreb, øges risikoen for, at pigerne bliver tidligt gift, og at drengene blive rekrutteret som børnesoldater.”

Konsekvenserne rækker længere end skolebørnene og deres familier, fordi uddannelse er en af de allervigtigste forudsætninger for øget velstand.

“Jeg arbejdede på et tidspunkt i Liberia, hvor uddannelsessystemet havde været lukket ned i et årti, og i den periode blev der ikke uddannet nye lærere, ingeniører eller læger, fordi rørledningen fra grundskolen og videre frem blev ødelagt,” fortæller Lisa Chung Bender fra GCPEA.

Nybrud i måden at tænke på

Netop derfor er det helt centralt, at uddannelse på alle niveauer kan få lov til at fortsætte på trods af krig og konflikt, hvilket en række konventioner og andre internationale aftaler også slår fast. Ethvert militært angreb på en skole, som ingen militære formål har, er en krigsforbrydelse.

Det er der heldigvis en stigende erkendelse af. I 2015 lancerede Norge og Argentina ‘The Safe Schools Declaration’, som indeholder en række guidelines, som skal beskytte uddannelsesinstitutioner i tilfælde af krig og konflikt. Deklarationen opfordrer blandt andet til at uddanne militærpersonel, så de er klar over den beskyttelse, som skoler er omfattet af, og hvor omfattende konsekvenserne kan være af at inddrage dem i stridighederne – også for deres egne børn. Omkring 120 lande har tilsluttet sig deklarationen, og selv om den ikke er juridisk bindende, har den alligevel betydning, mener Siraj Khan:

“Det er ikke muligt at tvinge landene til noget, men det markerer alligevel et nybrud i måden at tænke på.”

Deklarationen indeholder instrumenter, som overvåger situationen i de forskellige konfliktområder, og det er også muligt for underskriverne at dele erfaringer – blandt andet om tiltag, der er effektive, men ikke nødvendigvis koster mange penge. Og der er rent faktisk eksempler på, at tingene har ændret sig. For eksempel er FN’s fredsbevarende styrker helt holdt op med at bruge skoler som baser rundtom i verdens brændpunkter, og Ukraine har ligeledes valgt at holde egne styrker væk fra landets uddannelsesinstitutioner, så Rusland i det mindste ikke kan bruge militær tilstedeværelse som en undskyldning for at bombe skoler og universiteter.

“I Mali har vi set et stort fald i antallet af angreb på uddannelsesinstitutioner, efter at landet har institutionaliseret børns rettigheder i en national tilgang, hvor uddannelsesministeriet, finansministeriet og justitsministeriet er gået sammen om at styrke lovgivningen og håndhævelsen af lovene,” forklarer Lisa Chung Bender.

Fremskridtene har været så bemærkelsesværdige, at nabolandet Burkina Faso for nylig sendte en delegation til Mali for at lære af tilgangen.

“Det handler nok også om, at uddannelse er en stor offentlig investering, og at landene derfor har en interesse i at beskytte skolerne,” tilføjer hun.

Som at angribe et hospital

Helle Gudmandsen fra Red Barnet peger på, at principperne også har haft betydning for tusinder af muslimske rohingyaer, som er blevet fordrevet fra det overvejende buddhistiske Myanmar. Mange af dem bor i enorme flygtningelejre i Bangladesh, hvor der ofte er mangel på det helt basale. Alligevel har internationale organisationer formået at organisere undervisning for et stort antal børn, fordi en uddannelse kan være afgørende for deres fremtidige liv.

“Selv under så horrible forhold er det lykkedes at skabe, hvad jeg vil betegne som en kvalitetsuddannelse,” siger Helle Gudmandsen. 
Skoler kan endda være med til at forebygge traumer hos børn, der vokser op i et område, der er præget af væbnet konflikt. Skolen kan nemlig være det sted, hvor eleverne også kan få hjælp til at bearbejde de oplevelser, de har haft.

“Vi har psykologer, som fortæller, at børn er dygtigere til at hele, end voksne er. Børn i Gaza, Sudan, Mali, Ukraine og alle de andre steder, som er præget af krig, har brug for skoler, hvor de kan føle sig sikre, fordi trygheden gør det nemmere at hele fra traumerne,” tilføjer Helle Gudmandsen.

Netop derfor er det svært at undervurdere skolers betydning for et lands velvære og velstand – en betydning, der rækker fra det enkelte barn til en hel nation, ikke mindst når nationen står midt i en krig eller er på vej tilbage mod fred.

“For nylig angreb Rusland et børnehospital i Ukraine, hvilket med rette førte til stærke fordømmelser. Fremover bør vi reagere på samme måde, når angreb rettes mod skoler og universiteter – det er ganske enkelt uacceptabelt,” siger Lisa Chung Bender.