Fra slips til sneakers: Sådan har akademikeres tøjstil ændret sig

Laura Lavas løstsiddende hestehale svinger i takt med hendes hurtige skridt gennem parfumeskyen på Illums stueetage.

"Når vi snakker om en erfaren kvindelig konsulent, er der ingen tvivl om, hvilket mærke vi skal hen til. Vi skal ovenpå," konkluderer hun med et rullende tøjstativ susende ved hendes side.

Den erfarne stylist og personal shopper har gennem snart to årtier hjulpet danskere med at finde ud af, hvordan de skal klæde sig på, alt afhængigt af hvem de er, og hvilken sammenhæng de skal indgå i.

Det samme skal hun denne varme sommerdag, hvor Akademikerbladet har stillet hende en opgave: Hvilket sæt tøj ville du anbefale fire forskellige typer af akademikere at købe, så det passer til deres arbejde.

For i en tid, hvor grænserne mellem arbejde og fritid bliver stadig mere udviskede, og hvor det personlige udtryk vinder frem, synes arbejdstøjet for akademikere at være en størrelse i forandring. Så hvordan har akademikeres tøj forandret sig gennem tiden, og hvordan ser det ud i dag? En stylist og en modeforsker gør os klogere.

Stramme, hullede bukser på gaden

Inden vi får Laura Lavas bud på tøj til de fire akademikertyper, ringer vi til modeforskeren Marie Riegels Melchior for at høre lidt om udviklingen inden for arbejdsmode.

Hun er lektor i europæisk etnologi på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i dansk mode- og designhistorie. Spørger man hende, er mode og arbejde dybt forbundne størrelser.

“Det spiller en rolle, hvordan vi ser ud på arbejdspladsen, fordi vi med tøj også udtrykker vores identitet, og det gælder også på arbejdet,” siger Marie Riegels Melchior.

Hun forklarer, at vores tøj er et led i vores personlige iscenesættelse.
“Det handler om, hvem man mener, man er, eller har ambitioner om at være,” siger hun.

“Vi skal selvfølgelig have tøj på, men tøjet giver både mulighed for at træde frem og blive iøjnefaldende og mulighed for at være mere anonym og usynlig.”

Tidligere har tøjet på akademiske arbejdspladser været mere formelt, end det er i dag. Der er sket en glidning hen over årene mod noget mere uformelt, siger Marie Riegels Melchior.

“Grænserne for, hvad du kan have på på arbejde, flytter sig hele tiden,” siger hun.

Det er stylisten Laura Lava enig i. Da hun begyndte i branchen for snart to årtier siden, gik de smarte typer på gaderne iført stramme bukser med huller og oversized cardigans. Men det er ikke kun på gaderne, at stilen har forandret sig. Det gælder også kontorerne.

“Tøjet er blevet langt mere uformelt. Vi har altid haft en mere ikkehierarkisk og uformel kultur på arbejdspladserne end både Hongkong og London, men der er også inden for landets grænser sket noget med årene. Selv i Mærsk, der ellers er kendt for de stive former, har de løsnet dresscoden op,” siger hun.

Men man behøver ikke at rejse så langt som til verdens storbyer for at finde forskelle på arbejdstøjet. De er også her i landet, understreger hun.

“Groft sagt kan du tillade dig at lege mere med tøjet i København end i Esbjerg. Det er et helt klassisk storbyfænomen, at der er mere plads til at skille sig ud dér. Det gælder, uanset om det er i fritiden eller på arbejdet.

Erfaring giver spillerum

Laura Lava løfter det rullende tøjstativ og træder op på rulletrappen ved Illums stueetage.

“Tøjstativet er mit vigtigste redskab, for det kan skabe overblik over de bunker af tøj, der næsten oversvømmer vores samfund,” forklarer hun.

“Vi har så meget af det, og min vigtigste opgave er, at vi forstår, hvordan vi kan bruge tøj, vi har, i længere tid – for eksempel ved at sammensætte det på nye måder,” fortæller hun.

Stylisten stiger af rulletrappen på første sal og går direkte mod et hjørne, hvor en forretning med jakkesæt åbenbarer sig.

“Nogle typer af job har ikke den store forskel i tøjet fra fritid til arbejde. Det her er et helt klassisk workwear-mærke. Og når vi snakker om en konsulent i Deloitte, er vi ovre i de mere klassiske dyder,” fortæller hun.

Inden længe har hun fundet en taljeret, grå blazer og et matchende par habitbukser frem.

“Hvor gammel var hun igen? 50? Så skal man ikke skeje helt ud, når man møder kunderne og vil tages alvorligt, men erfaringen gør også, at hun nok hviler i sig selv og har lidt spillerum.”

Laura Lava hænger tre bluser på tøjstativet: En beige silkebluse med en sløjfe ved halsen, en råhvid silkebluse med et abstrakt blomstermotiv i lyserøde farver og en lavendelfarvet T-shirt.

“Habitten er ligesom den helt klassiske ramme, og så kan man vælge, hvor meget man vil markere sig, ud fra hvad man tager på indenunder. T-shirten ville for eksempel ikke gå for sig selv, men sammen med habitjakken er det stadig business, men lidt mere casual.”

Stylisten ender med at vælge blomstermotivet til konsulenten.

“Smid et par Roccamore-hæle på, og så er hun klar,” konkluderer hun med henvisning til mærket, der har slået sig op på at fremstille komfortable højhælede sko.

Nu er tiden kommet til den nyuddannede, kvindelige biolog i Randers Kommune.

“Så skal vi i en helt anden retning,” konstaterer Laura Lava, mens vi lægger konsulentens tøj på plads igen.

Et ikonisk symbol på forretning

Selvom vores arbejdsgarderobe har ændret sig gennem tiden, har én beklædningsdel dog været rimelig stabil, forklarer etnolog Marie Riegels Melchior.

“Til det seriøse møde vælger akademikermanden ofte stadig et mørkt jakkesæt og akademikerkvinden et mørkt sæt bestående af jakke, bluse, bukser eller nederdel,” siger hun.

Når du tænker på mode på arbejdspladsen, er der måske ikke langt til, at tanken falder på jakkesættet. Og det er der en god grund til, for jakkesættet er et meget ikonisk symbol på forretning, seriøsitet og formalitet, fortæller Marie Riegels Melchior.

Selvom jakkesættet stadig holder i dag, kan det ikke bruges i alle situationer, og selve arbejdsgarderoben udenom har ændret sig, mener hun.

“Den typiske konsulentmundering i dag ville for 70 år siden være anset for fritidstøj. Der er sket en forandring,” siger Marie Riegels Melchior.

Forandringen er sket i vores egne garderober og skyldes blandt andet markedsføring, som blev sat i gang i slutningen af 1950’erne af den danske beklædningsindustri, fortæller hun.

Industrien satte fokus på modens skift ved at introducere dansk modeuge og dansk herremodeuge for at overbevise både mænd og kvinder om, at de skulle købe nyt tøj sæson for sæson for at følge moden.

I 1958 etablerede en gruppe herreekviperingsforretninger Dansk Herremoderåd. Målet var at gøre den danske mand velklædt og modebevidst. Rådet anbefalede mænd at have flere jakkesæt og nu til forskellige årstider og lejligheder. Både til fritid og arbejde, til fest, til ude og til inde, til dag og til aften.

“Det handlede dybest set om, at den voksende tekstilindustri ville sælge mere tøj via herreekviperingsforretningerne,” siger Marie Riegels Melchior.

Førhen ville en mand med kontorarbejde typisk bruge sit slidte jakkesæt i fritiden. Det nye i 1960’erne blev, at mænd begyndte at købe mere decideret fritidstøj og dermed udvidede deres garderobe.

“Deres indsats gjorde, at fritidstøjet så at sige vandrede ind i vores arbejdsgarderobe. På den måde blev mandens påklædning på arbejdet gradvis mindre formel end før.”

Tøj til møder

At vi overhovedet har bestemte måder at klæde os på arbejdet, skyldes et miks af tradition, kultur, vaner over tid og retningslinjer, forklarer etnologen.

Marie Riegels Melchior siger, at der typisk er en dresscode, når der er en form for interaktion med eksterne.

Arbejdspladser har tit interne retningslinjer og forventninger til dresscode ved kundemøder, som er nogle særlige sammenhænge, fortæller hun.

“I forretningsverdenen, i den private sektor og i arbejdet som konsulent er mødesammenhængen typisk ret formel, når der er en interaktion med kunder. Uden om møderne kan der så være færre forventninger om slips eller jakke,” siger Marie Riegels Melchior.

Man kan stadig se jakkesættet eller mere uformelle udgaver af det uden for mødelokalet. Det kan for eksempel være skjorte uden slips eller uden jakke. Og hvis man har jakkesæt på, er materialet ikke nødvendigvis det samme i buks og jakke, forklarer hun.

Jordfarvet bomuld

Tilbage i Illum er Laura Lava på vej væk fra jakkesættene på første sal.

“Jeg forestiller mig noget jordfarvet og noget bomuld til 
biologen,” når hun knap nok at få sagt, inden hun stopper op ved en gruppe guldfarvede tøjstativer, hvor der hænger netop det.

“Vi kan nok starte med at konstatere, at biologen nok nærmere ville købe sit tøj i en genbrug end her i Illum,” mener hun og finder en mat lysebrun skjorte, et par cowboybukser og en mørkeblå sweater frem.

“Hun gider ikke være fin på den og ligne en, der har tænkt for meget over tøjet. Der er jeans en klassiker, og skjorten er også helt afdæmpet og naturlig i farven.”

Hun griber bunden af skjorten mellem fingrene og sætter en bølge i gang gennem stoffet.

“Og så er der materialevalget. Hvor konsulentens tøj var vævet og havde en glat overflade, er vi her ovre i et mere nedtonet look med en mat lærredsvævning, og det giver en langt mere uformel udstråling, selvom skjorten har et nydeligt udtryk,” fortæller hun.

Det samme gælder den blå sweater, der kan tages uden på skjorten, mener hun.

“Den larmer heller ikke. Som biolog skal hun jo kunne snakke med både fiskere og landmænd og kommer ud i den friske luft, så det må gerne være lidt uformelt. Så jeg ville måske også bare smide et par simple sneakers på til at afslutte sættet,” forklarer hun.

Selv om det uformelle fylder mere på arbejdspladser, og der ikke nødvendigvis er en nedskrevet dresscode, er der måske alligevel beklædningsgenstande, du ser mindre af, mener etnolog Marie Riegels Melchior.

“Jeg ser sjældent T-shirt og cowboybukser på kontorarbejdspladser såsom i ministerier, advokatkontorer og konsulenthuse,” siger etnologen.

Hun forklarer, at T-shirt og cowboybukser er blevet signalet på idéen om både ’nørden’ og ’den kreative’. Personer, der arbejder i små startups eller it-virksomheder. Når så virksomheden vokser, skifter de typisk til mere formelt tøj.

For de unge og smarte

For den 30-årige marketingassistent i Unicef handler det om at gå balancen mellem moderne og formel, forklarer Laura Lava, da vi er kommet op i Illums herreafdeling på anden sal.

“Du er ung og smart med forståelse for markedsføring, men du befinder dig altså stadig i et kontorlandskab og ikke til Fashion Week,” lyder analysen.

Hun finder en lavendelfarvet T-shirt frem.

“Den her er for eksempel et lidt modigt valg med farven, men så vil jeg dæmpe den ned med sådan en her,” siger hun og hiver en æggehvid overshirt frem med et groft vævemønster på kryds og tværs.

“Sådan en overshirt er jo det nye for de unge og smarte. Det er en åbenstående skjorte, der er større i det, og som man bruger som en slags jakke,” forklarer hun.

Et par sorte chinos, en simpel retrosneaker, og outfittet er færdigt, mener hun.

“Den næste burde også været ret nem,” mener Laura Lava, da hun har lagt overshirten på plads. Tiden er kommet til den 43-årige mandlige bibliotekar på Dokken.

Han skal have et par standardjeans, en sort trøje og en sort T-shirt, forklarer hun.

“Det er meget basic, for du behøver ikke at tage scenen som bibliotekar på Dokken. Og det er igen de afslappede tøjkoder i materialerne, der også smager af noget uformelt. Til gengæld er det ikke tøj, der er fremstillet til at se vintage og afvasket ud. Det viser, at han har gjort sig umage, selvom det ikke springer i øjnene.”

Det kan lyde lidt halvkedeligt, og kvinder har da også traditionelt en bredere spændvidde, når det kommer til moden på arbejdspladsen, forklarer Marie Riegels Melchior.

Inden for normerne har kvinder både jakkesættet og jakke 
og nederdel. Og så har de kjolen. Den skal ikke være for lang 
og ikke kortere end lige over knæet. Den kan være fremstillet 
i jakkesætstoffet tweed eller en anden uldvævning, bomuld eller hør.

“Kvinder har bredere muligheder,” konkluderer hun.

Vi er nutidens Marie-Antoinetter

Både stylisten og modeforskeren er helt enige i, at klimakrisen kommer til at have en effekt på moden den kommende tid. Men præcis hvordan står endnu uklart.

“Det kan komme til udtryk på alle mulige måder – også rent symbolsk. Vi har for eksempel set, at den grønne farve pludselig fylder mere, når vi nu skal være bæredygtige. Men det er jo ikke lige der, man redder klimaet,” siger Laura Lava.

Etnolog Marie Riegels Melchior er spændt på at se, hvordan et nyt EU-direktiv om retten til tøjreparation og den stigende bevidsthed om, at tøjproduktionen påvirker klimaet, vil påvirke vores garderober – både den til arbejde og den til fritid.

Vi har nemlig rigtig meget tøj i dag.

“Vi har aldrig haft så store garderober som nu, hvad angår antal stykker tøj og på tværs af vores økonomiske formåen. I historien er det kun helt exceptionelle typer som den franske dronning Marie-Antoinette, der har haft meget tøj,” fortæller Marie Riegels Melchior.

Førhen var det et symbol på luksus at have fyldte garderobeskabe. I dag ser vi lidt mere negativt på det med vores ’klimaøjne’, siger hun.
Helt frem til begyndelsen af 1900-tallet kan man, fortæller forskeren, tale om, at der var samfundsgrupper, som var ’tøjfattige’. De havde ikke adgang til meget tøj ud over deres arbejdstøj og eventuelt andres aflagte tøj.

I dag har vi kæmpe garderober set i forhold til datidens perspektiv.

“Du kan også være fattig i dag og måske have mindre tøj, men du har stadig tøj. Det er egentlig en ret vild udvikling. Det handler om, at tøj er blevet rimeligere at fremstille,” siger Marie Riegels Melchior.

Et ordløst sprog

Tour de forcen gennem Illum er kommet til en afslutning, og Laura Lava puster ud på en gruppe store, grå stofkugler, der tilsammen danner en sofa. Hun konkluderer, at tøj er afgørende – også på en arbejdsplads.  

“Tøj er jo et visuelt og ordløst sprog, der er afgørende for, hvordan vi bliver opfattet. Og vi tænker alle i en eller anden grad på, hvordan vi taler det sprog. Tit bliver tøj jo puttet over i en eller anden skammekrog, fordi man ser det som noget forfængeligt. Men at udtrykke, hvem man er, med sit tøj og høre til i en bestemt sammenhæng giver både værdi indadtil og udadtil – og det må man sige også gælder på arbejdet.