Mindre museum på Sydfyn er nomineret til museernes Oscar
Det er ikke hverdagskost, at et mindre, kulturhistoriske museum på Sydfyn bliver nomineret for at stå bag den bedste udstilling i verden. Men med udstillingen 'Anbragt' er Forsorgsmuseet rykket op i superligaen ifølge Museums & Heritage, der siden 1991 har stået for museernes årlige Oscar-uddeling. © Foto. Ard Jongsma
Den aktivistiske tilgang til udstillingen Anbragt har givet Forsorgsmuseet i Svendborg opmærksomhed i resten af verden.
Fredag skålede de ansatte på Forsorgsmuseet i Svendborg i en rom, der kun kommer frem ved særlige lejligheder.
Det er ikke hverdagskost, at et mindre, kulturhistorisk museum på Sydfyn bliver nomineret for at stå bag den bedste udstilling i verden - i selskab med blandt andre Rijksmuseum i Amsterdam og The Franklin Institute i Philadelphia.
Men med udstillingen Anbragt er Forsorgsmuseet rykket op i superligaen.
Det mener i hvert fald et uafhængigt ekspertpanel nedsat af den internationale sammenslutning af museer, Museums + Heritage, der siden 1991 har stået for museernes årlige 'Oscar-uddeling'.
Museet i Svendborg er nomineret sammen med fire andre, og ikke overraskende er leder af forsorgsmuseet Sarah Smed jublende lykkelig.
Når vi er lykkedes med at skabe noget helt særligt, er det fordi, vi ikke har lavet udstillingen selvSarah Smed, leder af Forsorgsmuseum Danmark
”Når vi er lykkedes med at skabe noget helt særligt, er det fordi, vi ikke har lavet udstillingen selv. Udover dygtige filmfolk og udstillingsdesignere har vi samskabt en fortælling med de mennesker, der bærer historien med sig: både yngre og ældre tidligere anbragte, der bringer levet liv ind på museet,” siger hun.
Komplekse sager belyses
Bag 'Anbragt' ligger mange års indsats og forsøg med greb, der både fremmer forskningen, giver tavse skæbner en stemme og samtidig trækker tråde ind i nutiden, forklarer Sarah Smed.
”Lige nu kører flere sager om et forrået miljø på opholdssteder i Danmark. Udstillingen forsøger at kaste lys på den kompleksitet, som ligger bag enhver anbringelsessag, både før og nu. Det er en vigtig samtalestarter at bede vores gæster om at engagere sig i nogle af de dilemmaer, der knytter sig til området. Som for eksempel hvornår et samfund skal gribe ind i en families private forhold,” siger museumslederen.
Fællesskabsdag med 100 deltagere
Forsorgsmuseet har længe haft som ambition at gå den aktivistiske, engagerende vej.
Foruden at have lavet en udstilling, der giver viden og kan bruges af folk, der arbejder inden for anbringelsesområdet, er 'Anbragt' en udstilling, der ikke mindst skal bruges af de anbragte selv.
”Vi havde blandt andet 100 deltagere med på en fælleskabsdag her på museet i weekenden, hvor tidligere og nuværende anbragte både kunne mødte hinanden og forskerne bag udstillingen og hvor de kunne få konkret hjælp til at søge aktindsigt i deres sag”, siger Sarah Smed.
Det er vigtigt for museets arbejde fremadrettet, at den aktivistiske strategi møder anerkendelse ude i verden.
”Det er jo lidt fedt, at en udstilling, der har kostet syv millioner, kan måle sig med udstillinger på museer, der har budgetter på tocifrede millionbeløb. Selv om vi ikke kommer hjem med en pris, har vi allerede vundet, for anerkendelsen kan måske hjælpe, når vi skal gøre sponsorer til vores kommende projekter interesserede,” siger Sarah Smed.
Det her er også en cadeau til de fonde, der tilgodeser museumsverdenen meget generøstNils M. Jensen. Direktør i Organisationen Danske Museer
Med nomineringen skriver Danmarks Forsorgsmuseum sig ind i en trend, der har kørt nogle år efterhånden. De skandinaviske museer er gode til at høste internationale priser og interessen fra udlandet er stigende, siger Nils M. Jensen, der er direktør i Organisationen Danske Museer (ODM).
Det giver pote, at museerne har øget fokus på publikum og arbejder grundigt med målgrupper, mener han.
”Vi er inde i en spændende udvikling, hvor der bliver arbejdet med nogle nye formater, for eksempel den aktivistiske tilgang. Gæsterne kvitterer ved at komme i stort tal. Sidste år steg besøgstallet på landets museer til 16 millioner, hvilket er en tredjedel flere end for 10-15 år siden”, siger Nils M. Jensen.
En cadeau til fonde
Prisregnen afspejler, at ambitionerne er store i museumsverdenen trods de vanskelige økonomiske forhold på mange museer, uddyber han:
”Det her er også en cadeau til de fonde, der tilgodeser museumsverdenen meget generøst”, siger Nils M. Jensen.
Uddelingen af de internationale museumspriser finder sted 15. maj.
På Danmarks Forsorgsmuseum er man allerede godt i gang med at forberede næste udstilling, som har fået arbejdstitlen ’Underdanmarks tavse skæbner’.
Den kommer både til at handle om fortidens mennesker på fattiggården og om hjemløse, der lever på gaden i dag.