Vi snakker hele tiden om Generation Z. Men det bunder i en farlig myte, mener professor

Da Politikens Ditte Giese i starten af året skrev en klumme om yngre generationer på arbejdspladserne blev der ikke lagt fingre imellem. Den 46-årige journalist har selv været chef for millennialgenerationen, forklarede hun, og her havde hun set, hvordan de ”helst vil møde kl. 10 og gå igen kl. 14.” Og så var det ikke engang for at hente børn, ”men fordi de skal til keramik og lave kimchi”.

Gieses generationsanalyse er langt fra unik. De unge er dovne, og de gamle er rigide, lyder de klassiske fordomme om generationerne, der går helt tilbage til de gamle grækere, forklarer Bobby Duffy over en telefonforbindelse fra London.

”Men både hvor meget og hvordan vi snakker om generationer er et helt andet sted i dag,” forklarer han.

Som professor ved King’s College i London og forfatter til bogen ‘Generations – Does When You’re Born Shape Who You Are?’ har han forsket i emnet årevis, og han har rådgivet den britiske premierminister som del af den såkaldte ’Prime Minister's Strategy Unit’ i 00’erne.

Hvis det stod til Bobby Duffy, skulle vi snakke meget mindre om generationer – særligt når det gælder i en kontekst af arbejdspladser. Og han står ikke alene med aversionen mod generationsetiketterne. Samfundsforskere har i årevis forsøgt at bremse brugen af dem. Senest i 2021 da 170 samfundsforskere og demografer underskrev et åbent brev, der opfordrede det amerikanske målingscenter Pew Research Center til at droppe generationsbetegnelserne.

Så hvad er det med de generationsbetegnelser? Hvorfor er vi så glade for dem? Hvor meget betyder de egentlig? Og hvorfor er forskerne så pokkers trætte af dem?

Avokadomadder i overskrifterne

På mange måder er Gieses indlæg et godt eksempel på generationsbegrebets storhedstid. I løbet af 90’erne og 00’erne begyndte dagbladene for alvor at skrive om millennials, forklarer Bobby Duffy.

”Mainstreammedier begyndte at bruge ’millennial’ som en nyttig betegnelse til at opsummere store grupper i befolkning med en simpel etiket. Og vi kan se, at det virker – når der bliver skrevet en historie om, at millennials bruger mange penge på avokadomadder, så bliver der simpelthen klikket. Fortællingen bliver så forstærket i samspillet med internettet og de sociale medier, der også har sat ild i brugen.”

Men de mange artikler og indlæg og generationers træk rummer store farer, mener professoren. Først og fremmest, fordi generationer betyder en brøkdel af, hvad man skulle tro for vores væremåde – særligt på arbejdspladsen.

 ”Al forskning viser, at der er forskelle mellem unge og gamle, ja. Men det handler ikke om generationer,” siger Bobby Duffy.

Det kan lyde paradoksalt, men hemmeligheden ligger i, at der er en forskel på alder og generation – to begreber der ofte bliver forvekslet.

”Vi ser artikler om, at Gen Z er mindre loyale over for deres arbejdsplads, og så viser de tal om, at de unge skifter job oftere. Og det er rigtigt, men unge mennesker har altid hoppet mere mellem jobs – det gjaldt også i 80’erne, da det var Gen X’erne. Det et grundlæggende spørgsmål om, hvor man er i sin livscyklus og ikke om, at der var noget særligt i luften i de år, hvor Gen Z blev født,” siger Bobby Duffy.

Et andet vigtigt aspekt, der ofte bliver blandet sammen med generationsspørgsmålet, er en bred kulturel forandring, der påvirker alle generationer, forklarer Duffy.

”Når man ser på tallene i USA og Storbritannien er det faktisk særligt de ældre folk i dag, der skifter jobs oftere end ældre tidligere, mens tallene for unge er mere stabile. Så overskrifterne burde måske mere være, at baby boomers er mindre loyale over for deres arbejdsgivere.”

Men har hvorvidt man er vokset op med en pong-spillemaskine i kælderen i 70’erne eller en iPad i køkken-alrummet i 10’erne så overhovedet ingen varig betydning?

Jo, generationer har en betydning. Den er bare meget overdrevet, mener Bobby Duffy. Særligt når det gælder arbejdspladser.

”Der er de særlige ved arbejdspladser, at vi har bestemte strukturer og roller. Ja, man har sig selv med, men kontorets spilleregler udjævner på mange måder de generationelle forskelle.”

Med andre ord: Jobbeskrivelsen for en 25-årig fuldmægtig og en 40-årig fuldmægtig er på mange måder den samme.

Paradoksalt nok, bemærker Bobby Duffy, er generationsbegrebet ellers ofte blevet brugt netop som en måde at forstå arbejdskraft på.

”Det bunder nok i, at det er her, der er penge at tjene. Så vrimler det med konsulenter og eksperter, der kan rådgive i, hvordan man skal gå anderledes til værks. Og så har man virkelig en interesse i at holde myten i live,” siger han.

Kontoret som løsning

Bobby Duffy understreger igen og igen, at han ser store farer ved vores brug af generationsbegreberne.

Meget håndgribeligt risikerer organisationer at spilde penge på konsulenter og at ændre ting, der faktisk ikke gør nogen forskel. Men der er også en større samfundsmæssige fare.

”Grundlæggende er det spørgsmål om generalisering – og det ved vi kan skabe konflikt og distance mellem generationer. Når man afskriver Gen Z som dovne eller selvcentrerede, gør det generationskløfterne større,” siger Bobby Duffy.

Han peger på, at nutidens samfund er karakteriseret ved en markant opdeling mellem generationerne. Unge mennesker bosætter sig i stigende grad i byerne, mens ældre generationer oftere bor i landdistrikter. De unge finder sig til rette er på digitale platforme, mens de ældre holder sig mere til den analoge verden.

”Det er på afstand, at der bliver opbygget fjendebilleder af unge som woke og ældre som snæversynede. Når der kommer distance, går det udover nuancerne, vores mulighed for at lære af hinanden og ikke mindst sammenhængskraften i samfundet.”

Det opløftende budskab fra professoren er, at kontoret kan spille en central rolle i at råde bod på problemet. Det er en nemlig en af få arenaer, hvor vi virkelig kommer hinanden ved på tværs af generationer.

”Så der er virkelig stort potentiale for at være et sted, hvor vi kan bygge broer, hvis vi går til det på den rette måde.”

Den rette måde er først og fremmest, at man ikke gør distancen større med misbrug af generationsbegreberne, mener han.

”Og så er der noget så simpelt som at skabe meningsfulde interaktionerne mellem grupperne. Det kræver ikke dyre konsulenter eller omfattende træningsprogrammer af smarte jakkesætstyper, der kaster om sig med generationsbegreberne. Det handler om at skabe en situation, hvor medarbejderne føler sig værdsat og arbejder mod et fælles mål.”

Tandpastaen ude af tuben

Generationsbegreberne er kommet for at bliver, mener Bobby Duffy.

”Tandpastaen er ude af tuben – og den er simpelthen så tillokkende at bruge.”

Men han håber, at vi fremover vil bruge dem med mere omtanke.

”Vi skal tage udgangspunkt i virkeligheden, og det betyder, at vi i langt størstedelen af tilfældene skal snakke om alder og ikke generationer. Og så skal vi være bedre til at kritisere dem, der bruger begreberne forkert.”  

Grundlæggende er det en ret vild generalisering af en gruppe, minder han om.

”Hvis du kaldte en etnicitet doven i en overskrift uden grundig dokumentation, ville du næppe slippe lige så let afsted med det. Men når det gælder generationer, har vi givet frit spil. Det må vi have lavet om på.”