Spring menu over
Dansk Magisterforening

Tobias arrangerer statsbesøg til hverdag. Men på Roskilde Festival kæmper han med afløbspumper

"Her på festivalen følger jeg hele kæden fra beslutningen bliver truffet, til der står en fungerende festival," fortæller Tobias Ameland Maltesen.

Del artikel:

Akademikerbladet har talt med en frivillig på Roskilde om, hvordan det adskiller sig fra hverdagen – og hvad vi kan lære af det.

Hvert år er cirka 30.000 frivillige med til at sørge for, at Roskilde Festival finder sted, herunder mange akademikere. Akademikerbladet tog en snak med Tobias Ameland Maltesen, der til hverdag arbejder i et ministerium, men som har en helt anden rolle en helt særlig uge om året.

Frivillige på Roskilde Festival

Cirka 30.000 personer er frivilligt engagerede under festivalen, heraf er 17.000 tilknyttet diverse foreninger og organisationer. Omkring 2.000 personer arbejder frivilligt hele året.

En tilfredshedsundersøgelse fra 2023 viste, at 87% var tilfredse med at være frivillige på festivalen og 78% forventede at blive frivillig igen på Roskilde Festival 2024.

Hvad laver du til hverdag, og hvad laver du på Roskilde Festival?

"Til dagligt arbejder jeg i Udenrigsministeriet, hvor jeg er ansat som konsul og teamleder i Protokollen, der blandt andet organiserer statsbesøg og større konferencer. Men på Roskilde Festival er jeg områdeleder for Stables-området, hvor jeg står for at koordinere planlægningen, drift og nedtagning af de mange forskellige eksterne og interne aktiviteter, for eksempel barer, Food Court, Gloria-scenen og graffitigruppen."

Hvordan adskiller dit arbejde i ministeriet sig fra det på festivalen?

"I mit nuværende arbejde minder faktisk på visse måder om arbejdet med Roskilde Festival. Begge steder indebærer planlægning og koordination af store begivenheder, hvor man også evaluerer og forbedrer efterfølgende. Men jeg har tidligere siddet i fagkontorer i andre ministerier, hvor tiden bruges på at producere notater, papir og beslutninger, der hurtigt ryger videre til et andet bord – og som man sjældent selv ser det direkte resultat af. Her på festivalen følger jeg hele kæden fra beslutningen bliver truffet, til der står en fungerende festival – og så videre, når den skal evalueres og pakkes sammen igen. Man er med hele vejen."

Har du nogen eksempler, hvor den forskel er kommet til udtryk?

"Et eksempel på, hvad der fylder i planlægningen af festivalen, kan være flow. For eksempel når vi gerne vil sikre bedre mulighed for deltagerne kan bevæge sig gennem pladsen på en nem måde. Vi evaluerer og tænker over og designer en bedre løsning, vi i sidste ende også opfører og ser fungere på pladsen. Et mere håndgribeligt eksempel er også forleden dag, hvor lyset gik i det område, hvor en masse graffitikunstnere har brugt lang tid på at male flotte værker. Det vil både de og vi selvfølgelig gerne vil have, folk kan se, også om natten. Så var det bare at komme derud med forskelligt værktøj og se, om vi kunne løse problemet i en fart."

Hvad kan du tage med fra din erfaring på Roskilde Festival til dit daglige arbejde?

"Noget vi er gode til her i mit område, er at arbejde på tværs af fagligheder, alder og erfaring. Vi er en god blanding af både akademikere som mig selv, kunstnere, håndværkere, studerende og alt muligt andet. Faglig baggrund betyder selvfølgelig noget herude, men først og fremmest handler det om, at vi kan tale sammen på en måde, der gør, at vi faktisk kan skabe noget virkelig fedt. Og så er der noget ved den mere fleksible måde at arbejde på herude, hvor alt ikke behøver seks godkendelsesled, skriftlig forelæggelse og alt det, der hører til et arbejde i et ministerium. Det kan nogle gange være med til, at vi kommer hurtigere i mål med at løse store ellers ret uoverskuelige problemer."

Hvorfor tror du, man kan gøre det på en anderledes måde herude?

"Der er selvfølgelig noget ved alvorsgraden og hele systemet, der nødvendigvis må være anderledes i et ministerium. Men det frivillige arbejde i at lave Roskilde Festival er også med til at give os et tydeligt fælles formål om at skabe den bedst mulige publikumsoplevelse – og få festivalen til at lykkes."