Spring menu over
Dansk Magisterforening

Stine drikker ikke til julefrokost - og hun ville ønske, du ikke spurgte hvorfor

Stine Winskel drikker ikke til julefrokost.

Det kommer ikke andre ved, hvorfor kommunikationskonsulent Stine Winskel ikke drikker, mener hun. Og hun har en opfordring til kollegaer i julefrokostsæsonen: Tænk lige en ekstra gang, før I spørger. © Privatfoto.

Arbejdsliv
Del artikel:

Tag hensyn til de kolleger, der ikke drikker til julefrokosten, lyder opfordringen fra Stine Winskel.

Det var da kedeligt!

Jamen, du plejer at drikke?

Stine Winskel drikker ikke alkohol, og det er ofte blevet gjort til et problem til julefrokosten på tidligere arbejdspladser.

”Det er noget, jeg ofte skal konfronteres med og som andre stiller spørgsmål til,” siger Stine Winskel, der arbejder som kommunikationskonsulent i Louis Nielsen, der en del af Specsavers.

”Engang blev der indirekte spurgt, hvad der havde ændret sig, fordi jeg plejede at drikke. På det tidspunkt var jeg gravid, men det kunne jeg ikke sige endnu,” fortæller Stine Winskel, som husker, at hun følte, hun blev sat på prøve.

Stine Winskel medgiver, at det kan være spændende at lære nye ting om sine kollegaer. Men det er ofte ikke den intention, der ligger bag spørgsmålene. 

”De spørger ikke, fordi det lærer dem noget eller gør dem klogere. Bare fordi det stiller deres nysgerrighed. Og det synes jeg i bund og grund ikke rager folk, særligt i arbejdssammenhæng,” siger hun.

Det er simpelthen spøjst at stille andre det spørgsmål, mener hun.

”Jeg spørger jo ikke hende fra marketing, hvorfor hun ikke ryger cigaretter,” siger Stine Winskel.

6 overvejelser, du bør gøre dig før julefrokosten:

Stine Winskel har en række andre råd til dig, der som som leder eller kollega vil skabe et inkluderende fællesskab på arbejdspladsen, hvor også dem, der ikke drikker alkohol, føler sig velkomne. 

1. Spørg aldrig: “Hvorfor drikker du ikke?”

Det kan være af religiøse årsager, fertilitetsbehandling, graviditet, sygdom, misbrug eller blot 'fordi'.

Hvis en person siger nej til alkohol, så siger de altså bare nej til alkohol. Den er ikke længere.

Du ville jo heller ikke spørge en person, hvorfor de ikke ryger.

2. Overvej de våde gaver

Giv mulighed for at vælge et alternativ til alkoholen.

Der er mange grunde til, at man ikke drikker – nogle kan slet ikke have alkohol i hjemmet. 

Måske er det tid til at tænke i nye baner, når det gælder virksomhedsjulegaven?

3. Sørg for gode alternativer

Og nej, vi er ikke til børnefødselsdag – en lunken halvanden liters cola er altså flad, både i smag og indsats. Det gør en forskel at kunne skåle med sine kolleger uden at føle sig udenfor.

Mangler du inspiration? Supermarkederne har masser af alkoholfrie alternativer fra for eksempel THE SPARKLING T, Copenhagen Sparkling Tea Company, Mikkeller eller To Øl.

4. Undgå lege, som kræver alkohol

Selvfølgelig må der være  beerpong, men undgå obligatoriske lege, hvor alkohol er nødvendigt.

Den der “limbo-og-shots”-kultur er forhåbentlig død og begravet sammen med Ung Rejs-turene til Lloret de Mar.

5. Tænk, før du taler

Undgå bemærkninger som:
Ej, kom nu, bare en enkelt.
Hvor er du kedelig.
Du plejer da at drikke?
Du går virkelig glip af noget!

6. Har I et 'diversity & inclusion'-team?

I så fald: Har I tænkt alkohol med som tema?

Håber det ændrer sig

Kollegerne på Stines nuværende arbejdsplads har ikke stillet spørgsmål til, hvorfor hun ikke drikker. 

Til julefrokosten er der altid alkoholfri alternativer, og de er gode til også at lave arrangementer helt uden alkohol såsom bowling, kanalrundfart eller kagebagningsdage.

Det har været en lettelse.

”Jeg håber, det bliver naturligt at lade være med at spørge, hvorfor nogen ikke drikker,” siger Stine Winskel.

"Det er vigtigt, at fællesskabet på arbejdspladsen ikke handler om druk."

Jeg spørger jo ikke hende fra marketing, hvorfor hun ikke ryger cigaretter

Stine Winskel, kommunikationskonsulent

Stine Winskel har en opfordring til dig, der gerne vil spørge din kollega om, hvorfor vedkommende ikke drikker.

Tænk over, hvorfor du spørger, inden du spørger.

”Overvej, hvad du vil med svaret. Er det en tæt kollega, du spørger, for at tilbyde hjælp eller støtte? Eller er det bare for at stille din nysgerrighed?” siger hun.

Hvis det er sidstnævnte, så vil Stine Winskel opfordre dig til at lade være med at spørge overhovedet.