“En usynlig hånd styrer markedet. Nogle gange gør det nas, når den røvrender en"
Måske var det først, da jeg sad til premieren på komedien “Tjener for to herrer”, at jeg for alvor indså, hvor absurd det er at være en del af prekariatet. Er det et personligt eller kollektivt ansvar at sige fra over for de dårlige forhold, som flere og flere akademikere har lært at leve med?
