Dansk Magisterforening

Direktøren i en lille NGO anklages for mobning over flere år: ”Vi hører desværre ofte om de her sager”

Efter afsløringerne i Globalnyt er Red Orangutangens direktør, Hanne Gürtler, nu på orlov. Hun anklages for at have skabt et giftigt arbejdsmiljø i den lille organisation. Arkivfoto fra 2013. © Foto: Lars Helsinghof/Ritzau Scanpix.

Af Troels Kølln
Del artikel:

Red Orangutangen har længe haft et giftigt arbejdsmiljø, fortæller 11 tidligere medarbejdere til Globalnyt. Desværre ikke unormalt, siger DM Civilsamfund.

Forestil dig en direktør, der pludselig skælder dig ud for ikke at have styr på din privatøkonomi som alenemor.

Forestil dig en direktør, der bagtaler dine kolleger og kalder dem uduelige, dovne og barnlige.

Forestil dig en direktør, der brokker sig over din dårlige arbejdsmoral, selv om du arbejder op til 60 timer om ugen uden afspadsering.

Det har i en årrække været virkeligheden for medarbejderne i den lille ngo Red Orangutangen, skriver mediet Globalnyt.

Artiklen tegner et særdeles kritisk billede af direktør Hanne Gürtler på baggrund af interviews med 13 personer, der har arbejdet i Red Orangutangen i perioden 2017-2023 samt aktindsigter i tilsynsrapporter, APV og flere lægejournaler. 

Ifølge Globalnyt er 21 medarbejdere stoppet i Red Orangutangen i årene 2017-2023 – vel at mærke i en organisation med 7-8 ansatte. Det svarer altså til, at hele sekretariatet er blevet udskiftet tre gange på seks år.

“Tallene giver indtryk af et samlet mønster, for det skulle være meget usædvanligt, hvis alle de her medarbejdere skulle være inkompetente eller bare ikke passer ind. Det er svært at forestille sig, at der finder god personaleledelse sted i en sådan organisation,” siger Bjarke Oxlund, der er professor mso på Roskilde Universitet og tidligere ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder.

Flere ansatte beskriver, at de har grædt på arbejdet, at de er utrygge og usikre, og at deres selvtillid og selvværd svinder ind

Arbejdstilsynet i tilsynsrapport

Globalnyt har også fået aktindsigt i en rapport fra Arbejdstilsynet.

“Mange af de ansatte oplyser, at deres psykiske arbejdsmiljø er meget præget af direktørens adfærd. Flere ansatte beskriver, at de har grædt på arbejdet, at de er utrygge og usikre, og at deres selvtillid og selvværd svinder ind,” skriver Arbejdstilsynet blandt andet.

Hanne Gürtler har ikke svaret på spørgsmål om sagen fra Globalnyt. I en mail anerkender hun dog, at de tidligere medarbejdere har fundet hendes ledelse problematisk, men siger samtidig, at hun selv har en “anden erindring” af, hvad der er sket.

I en pressemeddelelse udsendt efter artiklens offentliggørelse skriver bestyrelsen i Red Orangutangen, at kritikken gør et stort indtryk, og at direktøren nu er på orlov.

”Vi hører desværre ofte om de her sager”

Historien kommer ikke bag på Morten Hofmann Rytter, som er formand for DM Civilsamfund, der repræsenterer 2.500 medlemmer i civilsamfundet.

"Vi hører desværre ofte om de her sager. Dårlig ledelse går igen i særligt de små organisationer," siger han til Akademikerbladet.

Morten Hofmann Rytter kender ikke personligt til Red Orangutangen som arbejdsplads - udover at deres badge hænger på køleskabet derhjemme efter en ferie i Borneo, hvor organisationen arbejder. Men sagen er symptomatisk for det, der er kendt i branchen som helhed, forklarer han.

"Mange af de mindre NGO'er har en meget usikker økonomi, og det skaber et pres i organisationen om, at medarbejderne skal stille op og arbejde løs, uanset hvor dårlige vilkårene og arbejdsmiljøet er," siger han.

Det kan selvfølgelig aldrig blive en undskyldning for et dårligt arbejdsmiljø, pointerer han. Det er trods alt lovpligtigt med sunde, sikre arbejdsforhold. Men det kan godt blive brugt som forklaring af ledelsen. Ikke mindst fordi mange arbejder i en NGO, fordi de kæmper for en sag og brænder for at ændre verden til det bedre.

Hvis medarbejderne vil have mere i løn eller ikke vil arbejde over om søndagen, så kan ledelsen hive den dårlige samvittighed frem

Morten Hofmann Rytter, formand for DM Civilsamfund

"Hvis medarbejderne vil have mere i løn eller ikke vil arbejde over om søndagen, så kan ledelsen hive den dårlige samvittighed frem. En dårlig leder kan altid sige: 'Hvis du vil have det, går det ud over børnene, de fattige, eller hvad organisationen nu arbejder for," siger Morten Hofmann Rytter.

Der findes naturligvis også dårlige ledere i store organisationer, men her er der ofte flere ledere på arbejdspladsen og et større system med for eksempel medarbejderrepræsentanter, som man kan gå gennem.

"I en lille organisation kan ledelsens magt være koncentreret hos én person og uden modspil, og det kan være svært at udfordre som medarbejder. Det er simpelthen mere risikabelt"

Det er tid til at gøre noget

En arbejdsmiljøundersøgelse fra DM viste sidste år, at 30 procent af medlemmerne i civilsamfundet har et dårligt arbejdsmiljø. Lige så mange siger, at de har problemer med dårlig ledelse.

Det er altså ikke ukendt, at det kan være hårdt at arbejde i en NGO. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at ændre på forholdene.

"Der mangler en erkendelse hos mange i civilsamfundet af, at man skal prioritere god ledelse. Det skader ikke bare de medarbejdere, der skal leve med det. Det er går også ud over organisationen, der bliver mindre effektiv," siger Morten Hofmann Rytter.

Forholdene for medarbejderne skal være i orden, hvis du modtager offentlig støtte

Morten Hofmann Rytter, formand for DM Civilsamfund

Han håber, at blandt andet Civilsamfundets Brancheforening vil være med til at tænke med i gode løsninger, og så er han også inspireret af de indsatser, der er blevet taget i brug for at bekæmpe social dumping.

"Vi kunne godt begynde at stille krav til organisationer om, at forholdene for medarbejderne skal være i orden, hvis du modtager offentlig støtte. Det er også den model, vi kender fra anlægsprojekter. Det er ikke nogen trylleløsning, men det ville være et skridt på vejen," siger Morten Hofmann Rytter.

}