Sigge Winther: "Én fagforening har allerede sniffet sig frem til en model for større indflydelse"

Den grønne omstilling, udbredt mistrivsel blandt unge, et arbejdsmarked, der er presset af færre hænder, og stadig større krav om fleksibilitet.

Samfundet står overfor en lang række af udfordringer, der ikke kan løses ved at kigge dybt i den sædvanlige politiske værktøjskasse.

I bogen Vilde problemer giver 22 forskere og praktikere deres bud på, hvordan man kan tackle samtidens store problemer gennem indsatsstyrker, som bliver sammensat til formålet, og ved at afprøve løsninger i det små, før de bliver udrullet i en stor skala. De projekter, bogen beskriver, handler om alt fra fremme af folkesundheden og indsatser mod klimakrisen til forsøg med at skaffe flere medarbejdere til et presset arbejdsmarked.

Akademikerbladet har i anledning af udgivelsen fanget redaktør på bogen Sigge Winther på en skrattende mobil fra Møn.

Sigge Winther, du har selv lige sagt farvel til en stilling i Djøf. Men fagbevægelsen bliver kun nævnt i forbindelse med et af de 'best practice'-eksempler, bogen refererer til. Er det fordi de faglige organisationer ikke har nogen væsentlig rolle at spille i løsningen af tidens vilde kriser?

"De kan få en kæmpe betydning, og det håber jeg vil ske. Men det kræver en redefinering af, hvem fagforeningen er i dag. Er DM eller Djøf for eksempel klar til at spille efter et helt nyt rollehæfte? Historisk har fagbevægelsen jo været helt afgørende, når der skulle findes løsninger på en række problemer i samfundet, såsom ordentlige løn- og ansættelsesvilkår og arbejdstagers rettigheder. Dengang var det tit hårdt mod hårdt. I dag vil ægte forandringer kræve, at tidligere modstandere kan arbejde sammen."

Det lyder lidt som om en opfordring til at strække våben…

"Det er snarere en opfordring til at dele problemerne lidt op. Der er problemer som for eksempel sexchikane, giftige chefer og dårlig løn. Det er dem, jeg kalder for 'tamme' problemer, fordi de kan løses gennem forhandlinger og aftaler. De er ikke nemme, men tamme, fordi der er svar på dem: De vil fortsat kræve, at en fagforening er en kamporganisation, som sætter alle sejl til og gør sig benhård."

"Men så er der det 21. århundredes 'vilde' problemer. Det er problemer, som vi har en fælles interesse i at løse og som kræver, at forskellige samfundsaktører samarbejder på en helt ny skala. Det kan være løsninger på klimakrisen, men også udfordringer tættere på det akademiske arbejdsmarked. Eksempelvis nye krav om medledelse eller fleksibilitet i arbejdslivet."

Hvad får medlemmerne ud af at betale kontingent til en fagforening, der også skal til at påtage sig en endnu større rolle som problemknuser på samfundsniveau?

"Det nye skoleudspil, som regeringen netop har fremsat, er et godt eksempel på, at det kan betale sig at indgå i alliancer, når man er enige om, at der er et problem. Lærernes fagforening, DLF, har haft en kæmpe indflydelse på det politiske udspil. De fleste mener, at aftalen giver både faglighed og medbestemmelse tilbage til lærerne, og samtidig anviser løsninger på et af de problemer, der påvirker hele samfundet, nemlig mistrivslen blandt børn og unge. Så det er et eksempel på, hvordan fagforeninger i dag kan agere både som problemknuser og til gavn for medlemmerne."

Hvad har Danmarks Lærerforening gjort anderledes i den konkrete sag?

"Efter at have konfliktet hårdt og stillet sig stejlt på bagbenene i en årrække uden at opnå de store resultater for medlemmerne, slog DLF i 2020 ind på en helt ny kurs og indgik et partnerskab med både Kommunernes Landsforening, skolelederne og en række politikere. Man kan mene meget om det, men den aftale, som nu er lagt frem, høster roser nærmest hele raden rundt. Det ser ud til, at DLF har sniffet sig frem til en model, der gav dem størst muligt momentum. Det bør andre faglige organisationer lære af."

Er trepartsforhandlingerne ikke et eksempel på, at fagforeningerne allerede i dag har en betydelig rolle, når samfundet skal løse problemstillinger, der ligger ud over 'de tamme’?

"I dag ringer politikerne oftere til både fonde, virksomheder og civilsamfund, hvor fagbevægelsen førhen var selvskrevet. Politikerne leder efter medspillere som kan hjælpe dem med at skabe samfundsforandringer. Og der er - retfærdigt eller ej - ofte en opfattelse blandt flere på Christiansborg, om at fagbevægelsen sjældent er en del af løsningen. Og det er ærgerligt, for jeg har selv set, at den akademiske fagbevægelse faktisk tænker langsigtet. Så det handler om at finde nye rum, hvor den akademiske fagbevægelse kan møde op med utopier for fremtidens arbejdsliv, som partierne kan lade sig inspirere af. Ligesom vi har set med DLF i sammen om skolen partnerskabet."

Humanister bliver ofte krediteret for at være særligt skarpe til at tænke i relationer, utopier og fremtidsscenarier. Noget af det du efterspørger. Alligevel beder du i bogen næsten kun om en række djøferes bud på, hvordan vi tackler tidens store problemer. Hvorfor det?

"Der er forskellige bidragsydere med forskellige baggrunde – også humanistiske. Men du har ret i, at der er flere med en statskundskabsbaggrund, men de er næsten alle sammen heldigvis interesserede i at bruge de humanistiske greb til at få fyldt en ny politisk værktøjskasse, der udfordrer den klassiske tænkning. Vi skal netop tilbage til at dyrke en mere funky forestillingsevne, som ikke altid starter med procentregningen, når vi skal håndtere de vilde problemer."

Det lyder lidt flippet. Kan du blive mere konkret?

"Det er takket være humanistisk forskning, at vi for eksempel kan genskrive historien om, hvordan byer blev til. For 11.000 år siden i Tyrkiet var befolkningen nomader, og der fandtes ikke byer, som vi kender dem i dag. Ideen om en by startede formentlig som en forestilling hos nogle, der studerede hulemalerier af store dyreflokke og tænkte: hvad, hvis det var en menneskeflok – kunne det gøre noget godt for samfundet?"

"På Manhattan, hvor vandet vælter ned i øjeblikket, har byen udskrevet en drømmekonkurrence for at få forskellige bud på, hvordan de skal tackle de øgede regnmængder. Nogle foreslår nye diger og store cementblokke – og så er der dem, der tænker vildt. Der er for eksempel kommet forslag om etableringen af 12 små øer, hvor man udover at opsamle vand kan anlægge institutioner med vandsugende mos på taget og måske genskabe dyre- og planteliv. Historikerne, arkæologerne og antropologerne kan åbne vores horisont, og jeg er sikker på, at mange af de utopier, jeg efterspørger, vil komme fra den kant. Vores største udfordring i dag er vores manglende forestillingsevne. Evnen til at kigge de vilde problemer i øjne og så derfra fritskrabe, hvordan et nyt bæredygtigt arbejdsmarked faktisk kunne se ud."