Mie er ”hamsterhjulsfornægter”: Jeg følte mig kaldet til at skrive om det

Mie Storm arbejdede på en asylafdeling uledsagede asylansøgere i Nordjylland. Det var et spændende job. Men der var også brug for at løbe og tænke hurtigt hver eneste dag.

Og tingene hang simpelthen ikke sammen, da hun og hendes mand fik deres første barn i 2016. Hun fik nok af den arbejdskultur, der fulgte med jobbet.

”Jeg havde som mange andre taget for givet, at jeg bare kunne gå tilbage og arbejde efter barslen. Men det var forfærdeligt at give min lille dreng til en anden og så få ham tilbage, når han, jeg og min mand var trætte efter en lang dag. Det fungerede slet ikke. For mig hang jobbet ikke sammen med at være en nærværende mor og få familien til at fungere,” fortæller Mie Storm.

Selvom hun var glad for sit job og havde en forstående chef, så hev hun stikket og sagde op.

Efter nogle måneders tænketid og identitetskrise gik hun i gang med at læse videnskabelige artikler om tilknytningsteori og adskillelse.

”Jeg fandt en masse kontraster i den måde, vi har indrettet vores arbejdsliv på i forhold til børns tilknytning og udvikling.”

Mie Storm besluttede sig derfor for at skrive om sin beslutning om at sige stop og sine tanker om vores måde at indrette arbejds- og familieliv på sin Instagram-profil. Profilen blev som en slags åben dagbog og fik snart tusindvis af følgere, som ivrigt kommenterede og debatterede. 

”Jeg følte mig kaldet til at skrive om min beslutning. Hvorfor skal vi have den her arbejdskultur, hvor vi giver vores små børn fra os og bare arbejder videre på fuldt drøn? Det berørte mig meget, at jeg havde købt ind i den fortælling, som slet ikke fungerede for mig og vores familie.”

En ny måde at sige op på

Mie Storms åbne måde at håndtere problematiske forhold i sit arbejde på er ikke enestående. Loud quitting, bliver det kaldt.

Tendensen er vokset frem internationalt, men ses også i stigende grad herhjemme. Det fortæller Malene Friis Andersen, som er autoriseret psykolog, forfatter og ekspert i ledelse, arbejdsfællesskaber og psykisk arbejdsmiljø. 

”I langt de fleste tilfælde er en opsigelse noget der sker i relation mellem den ansatte, virksomheden og de nærmeste kolleger – måske med en lille afskedsreception. Men i loud quitting er en opsigelse ikke længere et internt anliggende i virksomheden – der ytrer man sig som ansat offentligt og forklarer om fyringen, sine bevæggrunde for at sige op eller om de problematiske forhold på arbejdspladsen,” fortæller Malene Friis Andersen.

Man ved ifølge arbejdslivsforskeren ikke, hvor stor tendensen er. Men noget tyder på, at der er kommet flere af denne type opsigelser. Det kan der være flere grunde til.

”Vi ser især loud quitting inden for den offentlige sektor, hvor man arbejder med borgere, børn, unge og patienter i velfærdsprofessionerne. Her er fænomenet typisk gået på, at man har haft et behov for at ytre sig om, at rammerne i arbejdet gør, at man ikke længere føler, at man kan løse sine arbejdsopgaver forsvarligt,” siger Malene Friis Andersen.

”Man har sikkert prøvet at råbe ledelsen eller politikere op, og når det er slået fallit, og man ikke tror på, at man kan ændre forholdene i organisationen eller i branchen, så føler man sig etisk kaldet til at forlade arbejdspladsen og fortælle om, hvad der sker i organisationen,” fortæller Malene Friis Andersen.

Flere danske tilfælde

I Danmark har der de seneste måneder flere tilfælde af loud quitting, som har nået den brede offentlighed.

Tilbage i juni måned sagde to erfarne kirurger deres arbejde op på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital i protest mod den nærmeste ledelse. Og de fortalte åbent om det. Måneder tidligere havde en overlæge også sagt sit job op i protest mod arbejdsforholdene.

I august måned sagde HR-chef i Frederiksberg Kommune, Birgitte Rømer, sit job op, efter at en kollega havde udsat hende for "krænkelse af seksuel karakter". Og hun skrev om det på LinkedIn.

”Krænkelsen er erkendt - og den er også undskyldt. Men den gjorde mig syg - og jeg kan hverken som privatperson eller som HR-chef fungere i en organisation, hvor en sådan handling tolereres og understøtter en uacceptabel kultur,” skrev Birgitte Rømer.

Sidste løsning er at råbe højt

Sager som disse er klassiske eksempler på, når man ikke længere kan stå inden for arbejdsbetingelserne, og det psykiske pres er for stort, og man ønsker at dele det med andre.

”Loud quitting er oftest en sidste løsning, når man ikke kan ændre rammerne internt på trods af flere tiltag. Når man ikke kan stå inde for arbejdet, der udføres, og man også vurderer, at offentligheden burde få kendskab til det, som man normalt ikke kan se udefra,” siger Malene Friis Andersen.

Men hvorfor er loud quitting vokset frem netop nu? For andre har jo sikkert haft det på samme måde tidligere.

En del af det skyldes, at det er blevet meget nemmere at gå offentligt ud med vores holdninger og meninger og erfaringer på sociale medier.

Men måske handler det også om, at rammerne for arbejdet er blevet vanskeligere mange steder, ligesom det også kan handle om, at vi forventer, at vores arbejdspladser lever op til det, de skal og siger, de vil, forklarer Malene Friis Andersen.  

”Lige nu har vi også højkonjunktur, og der føles det nemmere at råbe op om kritiske forhold, fordi det er nemmere at finde et nyt arbejde bagefter. Havde arbejdsløsheden ligget på 17 procent, havde vi nok ikke set denne tendens vokse frem på denne måde,” fortæller Malene Friis Andersen.

Det er ikke altid lige til at råbe højt om problemerne. Det kan være risikofyldt for både organisationen og den ansatte at stille sig frem og fortælle åbent til den brede offentlighed om kritiske forhold.

”Hvem vil måske ansætte nogen, som har haft en historik ved at råbe om dårlige forhold? Den frygt og tilbageholdenhed ser vi for eksempel i TV2-dokumentaren om arbejdsforholdene på Michelin-restauranter, hvor flere af de særligt udsatte ansatte kun ønsker at stå frem med sin historie anonymt.”

Har et ansvar for at dele viden

Mie Storm har de sidste fire år drevet sin selvstændige virksomhed Kulturkritisk Forum. Hun er såkaldt hamsterhjulsfornægter og har tre børn. Den mindste på ét kræver lidt ekstra opmærksomhed.

Hun er glad for at ændret sin måde at arbejde på og skrive åbent om det.

”Forældre og børn kan have forskellige behov, og det skal der være plads til samfundet,” siger Mie Storm.

”Når vi giver tingene et sprog og diskuterer det åbent, så bliver det forhåbentligt nemmere for andre også tale om det og måske gøre noget ved det.”