Vores arbejdsliv er kørt af sporet, siger forsker. Men hun tror, hun har fundet vejen tilbage

Over tre millioner danskere er i arbejde, flere end nogensinde. Bare sidste år var der over en million jobskifte – også en rekord.

Alligevel vil statsminister Mette Frederiksen have danskerne ”op i gear”, og partikollegaen Kaare Dybvad har til Jyllands-Posten udtalt, at han er bekymret over en tidsånd, hvor flere og flere danskere har ”en opfattelse af at arbejde er dårligt, og mindre arbejde er godt.”

Meldingen til befolkningen er klar fra Socialdemokratiet: I skal arbejde mere, og det skal være på fuld tid.

Mange har det stik modsat landets statsminister.

Hver sjette dansker vil ifølge den seneste Arbejdskraftsundersøgelse fra Danmarks Statistik arbejde færre timer. Og flere og flere arbejdspladser eksperimenterer med en firedages arbejdsuge.

Den 37 timers arbejdsuge, der har været en selvfølgelighed siden 1990, bliver altså nu livligt debatteret.

Det er også fint, mener arbejdslivsforsker Malene Friis Andersen.

Der er bare noget, som er vigtigere at tale om.

”Vi skylder hinanden en større og virkelig grundig samtale, som ikke bare handler om, hvor lidt eller hvor meget vi kan og vil arbejde, men også om, hvordan vi faktisk skaber nogle arbejdspladser og arbejdsfællesskaber, hvor vi har lyst til at være, hvor vi føler vi bidrager, og hvor vi også kan modnes som mennesker,” siger hun.

Malene Friis Andersen er autoriseret psykolog, arbejdslivsforsker og en anerkendt ekspert i ledelse, stress og psykisk arbejdsmiljø. I en ny bog med titlen ’Det kunne være så godt’ sætter hun fokus på problemerne og løsningerne i arbejdslivet.

”Der har været mange ting i gærde efter coronakrisen, og vi ser disse år nogle megatrends som quiet quitting, loud quitting og lazy girls, som viser opbrud og en gen-reflektion over, hvad vi egentlig vil med arbejdet og vores liv,” siger Malene Friis Andersen.

”Jeg har en bekymring for, at disse tendenser, den store jobrotation og forekomsten af stress er udtryk for, at vi har indrettet vores arbejdspladser på måder, som groft sagt ikke tager mennesket og dets grundbehov i ed – og det er det, vi ser konsekvenserne af nu – med stigende hast.”

Vi taler ikke samme sprog som systemet

Men hvorfor er vores arbejdsliv ifølge arbejdslivsforskeren så kørt af sporet? Og vigtigere: Hvordan kommer vi tilbage på sporet igen?

Mere indflydelse, lyder et af Malene Friis Andersens helt store svar.

”Når vi har indflydelse, trives vi bedre, vi løser opgaver bedre, vi oplever at høre til, og vi får en positiv selvforståelse,” som hun skriver i bogen.

Problemet er ifølge hende, at mange arbejdspladser grundlæggende bygger på et fejlbehæftet menneskesyn.

Det kommer for eksempel til udtryk ved, at målstyring og standardisering mange steder æder medarbejderes indflydelse – og dermed også trivslen og meningen i arbejdet.

”Det er ikke nyt med målstyring, for det har vi haft siden industrialiseringen. Det nye er, at målstyring og standardisering har grebet voldsomt om sig på videns- og relationsarbejdspladser,” siger Malene Friis Andersen.

”Jo mere digitaliseret vores arbejde bliver, desto mere data får vi, og vi bliver forført af at lade data som KPI’er og resultatkontrakter være styrende, i stedet for at lade fagligheden og indflydelsen være styrende. Der er sket en stigende acceleration på det område, og det er løbet løbsk.”

Udviklingen efterlader mange steder de faglige medarbejdere ordløse samtidig med, at arbejdet risikerer at miste sin substans. For hvor skal man gå hen med sin faglighed og ønsket om at bruge den, når systemet kun taler i målstyret evidens, tal og Excel-ark?

”Den menneskelige erfaring og ønsket om at bruge sin faglighed taler ikke samme sprog som systemet. Derfor ved man som medarbejder ikke, hvor man skal gå hen med sine erfaringer og indsigelser mod systemet eller de overordnede ledelsesmæssige beslutninger. Det får mange til at omdefinere holdningen til, hvorfor og hvor meget vi skal arbejde, for ellers kan man ikke holde ud at være i det,” siger Malene Friis Andersen.

Hvis vi skal løse problemet, skal vi tale sammen

For at få arbejdslivet tilbage på sporet handler det om, at arbejdsgivere og arbejdstagere skal finde hinanden igen, mener Malene Friis Andersen.

Arbejdsgivere og medarbejdere skal tale samme sprog.

”Arbejdstagere vinder ikke ved at gå på arbejde, som ikke giver mening. Og arbejdsgivere vinder heller ikke ved, at de ansatte derfor gradvist redefinerer deres forhold til arbejdet,” siger hun.

”Det er et fælles anliggende at løse det, og her har fagforeningerne en utrolig vigtig rolle for at starte og moderere samtalen om hvordan. Men hvis vi vil have medarbejdere fremfor arbejdere, bliver vi nødt til at skrue op for indflydelsen igen.”

Netop samtalen er afgørende. Malene Friis Andersen gør meget ud af understrege, at hun ikke har en entydig, køreklar fempunktsplan til, hvordan problemerne skal håndteres.

I bogen opstiller arbejdslivsforskeren i stedet en række konkrete spørgsmål, som kan sætte samtalen i gang på den enkelte arbejdsplads.

”Jeg vil ikke positionere mig som eksperten, der ved, hvad man skal gøre for at øge indflydelsen, for det kan være helt forskelligt på de enkelte arbejdspladser. Svarene er ikke ekspertafhængige. Dem finder man lokalt ved at stille de rigtige spørgsmål og ved at få muligheden for at drøfte dem. De spørgsmål stiller jeg til rådighed i bogen.”

Hun opstiller desuden en række typer af øvelser, som man kan bruge til at igangsætte samtalen på arbejdspladsen.

På den måde er Malene Friis Andersens bog først og fremmest en selvhjælpsbog til og for fællesskabet. Men den er også en bog til den enkelte, som gerne vil forstå sig selv og sit arbejdsliv lidt bedre.

”Vi skal hver især få øje på og tale om, hvad der gør, at jeg i mit arbejdsliv har følelsen af ikke længere at være forbundet, og hvilken indflydelse jeg længes efter. Vi skal have både ansatte og ledere med på den rejse, for vi er alle sammen en del af problemet og af løsningen.”