Højgravide Caroline fik jobbet og gik direkte på barsel: ”Man skal lade være med at lukke døre for sig selv”
Caroline Færch er på barsel fra stillingen som fuldmægtig i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. © Privatfoto.
Caroline Færch opfordrer andre gravide til at søge job - selv hvis de ikke tror, det kan lade sig gøre.
Caroline Færch ærgrede sig, da hun så stillingsopslaget ved Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i Holbæk.
Ej, hvor er det uheldigt, at drømmejobbet kommer lige nu, når jeg skal på barsel, tænkte den synligt højgravide og nyuddannede kandidat i pædagogik.
Hun forventede ikke, at nogen ville ansætte hende, når hun var på vej på barsel.
Hun nævnte stillingen for sin mor, der gav hende ret: "Det kan du jo ikke få."
Det kan du jo ikke fåCaroline Færchs mor
Men så hørte Caroline Færch om en bekendt, der lige havde fået et nyt job to uger før sin terminsdato. Det gav inspiration.
Hun blev nødt til at give det en chance.
Nærmest af irritation over, at hun skulle have dårligere kort på hånden end andre, søgte Caroline jobbet.
Det skulle vise sig at være en god beslutning. For til hendes overraskelse ville arbejdspladsen gerne ansætte hende.
En god investering
Kristine Bang Andreasen er Caroline Færchs nye chef. For hende er det langsigtede perspektiv det allervigtigste.
”Til samtalen var jeg overbevist om, Caroline var den bedst kvalificerede og det bedste match. Hvis jeg fik hende om bord, ville vi kunne have hende længe. Så ansættelsen virkede som en god investering,” forklarer hun.
Derfor blev Caroline Færch også ansat, før hun overhovedet havde fortalt, hvor længe hun planlagde at være på barsel.
”Vi ville gerne have hende, uanset hvornår hun kunne starte.”
Caroline Færch nævnte sin graviditet, da arbejdspladsen ringede og inviterede hende til samtale. Det var ingen hindring for hendes ansættelse, men det satte alligevel tanker i gang hos Kristine Bang Andreasen, som umiddelbart tænkte: Årh, pokkers!
”Når man får en ny medarbejder, har man lyst til, at de starter med det samme, så det var selvfølgelig en udfordring. Men hendes graviditet gav på den anden side ingen anledning til at tænke, at hun ikke skulle til samtale. Det var et vilkår,” fortæller Kristine Bang Andreasen, der har fundet en barselsvikar, mens Caroline Færch i dag er på barsel.
Spørger man Anette Borhost, der er professor emerita og ligestillingsforsker ved Aalborg Universitet, så spiller konjunkturerne på arbejdsmarkedet en rolle i den slags situationer.
”Når der generelt er mangel på arbejdskraft, er det et konkurrenceparameter at have nogle gode barselsvilkår,” siger hun.
Når ledigheden på arbejdsmarkedet er lav, som den er nu, har de mest kvalificerede lettere ved at lande et job – trods blandt andet graviditet. Spillereglerne bliver omvendt mindre fair i krisetider.
”Når der er krise og arbejdsløshed, så bliver personer med småbørnsforpligtelser ofte sorteret fra, ” siger Anette Borchorst.
Det bedste match
På Caroline Færchs nye arbejdsplads er ansættelsespolitikken denne: Ansæt den bedst mulige.
HR-afdelingen meldte derfor klart ud til Kristine Bang Andreasen, at hun skulle ansætte Caroline Færch, fordi hun var den mest kvalificerede.
”Det var vigtigt, at jeg som leder fik sådan at vide. Ingen slinger i valsen. Så fandt vi ud af det praktiske bagefter. De klare retningslinjer gjorde, at jeg ikke kom til at vakle som leder,” siger Kristine Bang Andreasen.
De klare retningslinjer gjorde, at jeg ikke kom til at vakle som lederKristine Bang Andreasen
Professor emerita Anette Borchorst vurderer, at retningslinjerne for Kristine Bang Andreasen er tidstypiske.
”Man diskuterer meget det der med at have en klar politik på området, også når man kommer tilbage fra barslen. Signaler oppefra er vigtige – ligesom i sagen her med Caroline Færch,” forklarer Anette Borchorst.
Dejlige og provokerende reaktioner
Da Caroline Færch fortalte sin jævnaldrende veninde om det nye job, blev hun overrasket.
”Wow, det skal jeg virkelig huske,” bemærkede veninden.
Andre reagerede med skulderklap eller et 'Hold da kæft, hvor sejt’. Det er dejligt, men også provokerende, mener Caroline.
”Hvorfor skal det være så sejt, når jeg egentlig bare var den mest kvalificerede?”
Ligesom hun selv blev inspireret af en bekendt, håber Caroline Færch, at hendes historie kan huske andre gravide på, at man ikke skal stikke en kæp i sit eget hjul.
”Jeg vil opfordre andre til at søge alt det, de kan. Man skal lade være med at lukke døre for sig selv. Der er en mulighed at blive ansat som højgravid, selvom man ikke selv tror det,” siger hun.