Spring menu over
Dansk Magisterforening

26-årige Mina er mentor for 40 år ældre direktør

Mentor Mina og Allan

De har nysgerrigheden og de faglige ambitioner til fælles, men ser verden fra hver deres ståsted. Og det er hele pointen, mener Mina Akbari, der har været mentor for Allan Levann (tv.) i godt et år. © Foto: High Performance Institute

Del artikel:

To gange om ugen mødes Mina Akbari med direktør Allan Levann fra Charlottenlund. De vender spørgsmål om unge, bæredygtighed og ny teknologi.

De deler en brændende interesse for ledelse, bæredygtighed og mangfoldighed.

Derudover er de så forskellige, som man næsten kan blive – og det er selve pointen. For 26-årige Mina Akbari er blevet hyret til at vise den 40 år ældre Allan Levann verden fra et helt andet ståsted.

”Jeg er en slags samfundsspejder, der hjælper Allan med at spotte nye megatrends og åbne hans øjne for egne blinde punkter og bias”, forklarer Mina Akbari.

Det er godt et år siden, at Allan lagde et opslag på LinkedIn, hvor han søgte en ´’omvendt mentor’.

Ind ad døren trådte Mina Akbari, dengang 25 år og nyuddannet kandidat i strategi, organisation og ledelse fra Aarhus Universitet. Siden har de to mødtes et par gange om ugen og udvekslet synspunkter og viden på tværs af generationer.

Den omvendte mentorordning er uvurderlig, vurderer Allan Levann.

"Jeg lever af at uddanne fremtidens ledere i erhvervslivet, og så nytter det ikke noget at synke hen i en magelighed og en forvisning om, at man ved alt og ikke behøver at lære nyt. Heller ikke, selvom biksen egentlig kører meget godt, og man lige er blevet morfar”, forklarer Levann.

Vidt forskellige ståsteder

Til daglig er han direktør og stifter af konsulenthuset High Performance Institute, der tilbyder uddannelser til erhvervslivet samt talent- og idéudvikling af mennesker og virksomheder, som det står beskrevet på hjemmesiden.

Når Allan Levann kigger sig rundt i sit netværk, ser han praktisk taget kun folk som ham selv: 60+ere med bopæl i de pæne forstæder, lyseblå skjorter på række i klædeskabet og masser af smagfuld kunst på væggene.

Afgørende for, at vi får så meget ud af vores møder er, at vi fra dag 1 har skabt et magtfrit rum, hvor vi udfordrer hinanden

Mina Akbari

Ikke ligefrem den store mangfoldighed, vedgår han:

”Derfor gik jeg på jagt efter en mentor, som kommer fra et helt andet sted, og som jeg kan tale med om alt fra kunstig intelligens og til, hvad der rører sig i de yngre generationer. Jeg har visse ting til fælles med Mina – en nysgerrighed, faglige ambitioner og en opvækst uden ret mange penge. Samtidig ser vi verden fra vidt forskellige ståsteder”, forklarer Allan Levann.

Et magtfrit rum

Mina Akbari bor i Aarhus og arbejder som sustainability coordinator i en stor medievirksomhed. Hun er nummer fem af ni børn i en familie, der flygtede fra Afghanistan. Hendes mor er analfabet og familien har boet i Ry, siden Akbari var fire år gammel.

Selvom det var hende, der blev ansat som mentor for Allan Levann, går udvekslingen begge veje, forklarer hun:

”Jeg vil gerne være CEO en dag. Allan er direktør med egen virksomhed, og han ved alt om de konkrete dilemmaer og situationer, man kan stå i som topleder. Afgørende for, at vi får så meget ud af vores møder er, at vi fra dag 1 har skabt et magtfrit rum, hvor vi udfordrer hinanden”, siger Mina Akbari.

Ideen om reverse mentoring, hvor en yngre person bliver rådgiver for en ældre, er ikke ny.

På to lederuddannelser, som Allan Levann laver i samarbejde med CBS Executive Fonden, har han selv flere gange koblet unge studerende med etablerede direktører fra erhvervslivet. Det handler om at bevare et åbent sind, forklarer han.

”Jeg har et langt liv i praksis bag mig. Mina kommer med ny viden og de nyeste teorier fra universitetet. Jeg deler mine erfaringer, og hun byder ind med at lave en kursusdag i min virksomhed om kunstig intelligens,” siger han.

”Forleden havde vi aftalt at læse den samme bog om ledelse og diskutere indholdet. Det var jo helt tydeligt, at vi fik noget meget forskelligt ud af den. Vi er også i gang med at udvikle en uddannelse i mangfoldighed. Før havde jeg nok tænkt, at den skulle jeg klare selv. Nu er det i stedet en ung kvinde i min virksomhed, Kirsten, der løber med opgaven. Det var Mina der fik mig til at tænke over, at jeg er for dårlig til at uddelegere”, forklarer Allan Levann.

Allan og Mina Mentor
"Forleden havde vi aftalt at læse den samme bog om ledelse og diskutere indholdet. Det var jo helt tydeligt, at vi fik noget meget forskelligt ud af den," siger Allan Levann. © Foto: High Performance Institute

Nye ideer opstår

Mina Akbari havde selv en del forestillinger om, hvad Allan er formet af, første gang de mødtes:

”Han kommer fra Charlottenlund. Han er vildt høj, jeg er lav, så der er også noget visuelt, ikke?”

Når de sætter sig sammen, opstår der tit nye idéer, fortsætter Akbari:

”I uddannelsessystemet fik jeg tit at vide, at jeg lige skulle skrue lidt ned. Hos Allan er der ikke noget, der er for meget. Og der er ikke langt fra tanke til handling. For nylig skrev vi en artikel om ChatGPT og fik én fra Google med. Det skete efter en af vores snakke. Vi har også lige fundet på at indstifte en pris. Vi vil nominere mennesker, der er dygtige til bæredygtig ledelse og diversitet.”

Fremtidens ledere skal turde vise deres sårbarhed, mener Levann.

”Især overfor de unge generationer skal de have modet til at erkende, at de ikke ved alt”, tilføjer han.

Selv er han oprindeligt uddannet cand.mag. i dansk og idræt og får nervøse tics ved øjet, når han ser et excel-ark. Mina ved alt om styring og regneark. Begge tænker de i mennesker frem for i køn, uddannelse, seksualitet og alder, siger de.

”Måske handler det om, at vi begge har brudt nogle sociale rammer. Vi taler meget om, hvor vi kommer fra. Og hvad der skal til, for at mennesker kan forløse deres potentiale. Det er nok kernen i vores samtaler”, siger Allan Levann.