Sådan bruger du AI i din jobansøgning
© Illustration: DALL.E.
Der er stor hjælp at hente til jobansøgningen i AI-værktøjet ChatGPT, fortæller karriererådgiver Fredi Falk Vogelius. Her er hans råd til, hvordan du kommer godt i gang.
Omkring 100 mio. brugere er ikke i tvivl. De har omfavnet den og taget den i brug. Dem, der bliver rigtig dygtige til at bruge det som sparringsværktøj, kan blive ti gange så effektive i deres arbejde.
Og dem, som ikke omfavner det, risikerer at stå helt bag om dansen og blive sat af.
Interessen for kunstig intelligens og ikke mindst værktøjet ChatGPT er seneste måneder eksploderet. Og det er ifølge Fredi Falk Vogelius slet ikke så mærkeligt. Han er karriererådgiver i Magistrenes A-kasse og har de seneste uger afholdt en række workshops for snart 500 medlemmer, der alle blev udsolgt på få minutter. Akademikerbladet spørger Fredi Falk Vogelius, hvordan ChatGPT kan bruges i jobsøgningen.
Hvordan kommer jeg helt lavpraktisk i gang med at bruge ChatGPT?
Du går ind på chat.openai.com, opretter en konto, og så kan du faktisk gå i gang. Nogen bliver overrasket over, at der ingenting er derinde. Der er som på Google - bare et søgefelt. Her skriver du, hvad du vil have chatbotten til at gøre for dig.
Hvordan starter jeg bedst dialogen med en chatbot?
Først og fremmest handler det om at sætte rammerne for chatbotten. Den skal vide, hvad du vil bruge den til. Skriver du bare løst og fast, så får du hat og briller tilbage. Du skal gøre dig klart, hvilken rolle den skal have, før du kan gå i gang.
Hvordan kommer jeg så i gang med at bruge den fx til jobsøgning?
Du kan starte med at skrive: Du skal antage rollen som karriererådgiver med speciale i at rådgive akademikere videre på et jobmarked. Så har du afgrænset dens rammer. Tryk ikke retur endnu, for så får du bare en masse alt for overordnede svar. Derefter kopierer du hele jobopslaget ind, og så kan du sætte dit CV ind sammen med rådata såsom din uddannelse, erhvervserfaring og beståede kurser.
Derefter kan du så skrive, hvad du vil have den til. For eksempel: Jeg vil gerne have hjælp til at lave et godt CV, eller jeg vil gerne have hjælp til at lave en jobansøgning, eller jeg vil gerne have hjælp til at besvare et af de mest hyppige spørgsmål til en jobsamtale.
Hvis du spørger, om den vil lave din ansøgning, får du et nej. Men hvis du spørger, om den vil lave et eksempel på en jobansøgning, så vil den gerne.Fredi Falk Vogelius, karriererådgiver
Er der noget, jeg ikke skal spørge chatbotten om, når det gælder jobansøgning?
Jo mere uspecifikt du spørger, desto mere tågede svar får du.
Generelt kan du ikke få den til at lave noget for dig, men den kan give dig ideer. Hvis du spørger, om den vil lave din ansøgning, får du et nej. Men hvis du spørger, om den vil lave et eksempel på en jobansøgning, så vil den gerne.
Hvilke fordele er der ved at bruge AI i jobansøgningen?
Jeg bruger især chatbotten til at få feedback på det, jeg har lavet.
Du kan fx sende en ansøgning ind og spørge den, om den kan forbedre formuleringer og finde grammatiske fejl. Så vil den vise det. Og det kan du jo faktisk også lære af. Hvis jeg desuden beder den om at vise rettelserne, kan det være utrolig lærerigt. Jeg kan også bede den om at tone teksten på en helt ny måde – måske gøre den mindre formel eller mere sælgende. Det kan give dig nye input til din tekst.
Hvilke faldgruber er der ved at bruge AI i jobansøgningen?
Hvis jeg ikke ved, hvad et godt CV eller en god jobansøgning er, så ved jeg heller ikke, om jeg med ChatGPT’ens hjælp er på vej mod noget bedre. Måske kan det ved første øjekast se godt ud, selv om forslaget er helt galt. Chatbotten skriver også nemt noget, der er meget generelt og overordnet. Der kan det være en ide at få rådgivning fra sin a-kasse eller fagforening til at komme videre i processen.
Er der noget i jobansøgningen, jeg bestemt ikke skal anvende AI til?
Jeg synes faktisk, den kan hjælpe dig hele vejen igennem, hvis du bare sørger for at bruge den rigtigt. Prøv for eksempel at spørge: Jeg er magister med speciale i dansk, og jeg vil arbejde med bæredygtighed – kan du komme med forslag til, hvilke job jeg skal søge? Så vil den komme med mange gode eksempler.
Den kan også give dig en kort opsummering af lange tekster på diverse hjemmesider og hjælpe dig med at udforme gode spørgsmål og besvarelser til jobsamtalen. Så både i researchfasen og i hele den øvrige jobansøgningsproces kan ChatGPT være en fantastisk sparringspartner.