Kritikere: Regeringens lækkede plan afslører dobbeltspil med uddannelser

Med sit udspil om et ”fleksibelt kandidatlandskab” fremlagde regeringen tidligere på året det første skridt i en stor ”sammenhængende reformkurs” på uddannelsesområdet.

Nu viser et notat fra de igangværende politiske forhandlinger om kandidatuddannelserne, at regeringen selv har en meget fleksibel holdning til, hvordan den sammenhængende reformkurs opnås.

Og ifølge Kira Ladegaard Knox, næstforperson i DM Studerende, afslører notatet, at regeringen dybest set ikke er optaget af, hvilke uddannelser de studerende får.

Regeringens krav lyder nu, at 36 procent af kandidatuddannelserne skal omfattes af reformen. Tidligere var det op imod halvdelen. Det skriver Altinget, der har modtaget det lækkede notat.

De 36 procent dækker over, at 16 procent af pladserne skal være nye 1-årige kandidatuddannelser, og 20 procent skal være erhvervskandidater. Sidstnævnte er fleksible deltidsuddannelser med tæt kobling til sideløbende beskæftigelse.

Kassetænkning

Imidlertid er afgrænsningen mellem 1-årskandidater og erhvervskandidater ikke vigtig for regeringen, det er derimod den samlede andel på 36 procent. For ifølge Altinget kræver regeringen, at andelen af 1-årskandidater øges i takt med, at målet om 20 procent erhvervskandidater ikke opnås, så 36 procent af alle kandidatuddannelser under alle omstændigheder omlægges.

Og den logik har intet at gøre med at skabe den rette sammenhæng i uddannelsessystemet, mener Kira Ladegaard Knox.

”Det virker som om, unges fremtid er reduceret til kassetænkning”, siger hun.

”Hvis pointen er, at regeringen gerne vil skabe større forbindelse til arbejdsmarkedet med erhvervskandidater, men samtidig siger, at det for resten lige så godt kan være 1-årige kandidater, så handler det jo ikke om at give de studerende mere fleksibilitet, men derimod om at få en bestemt procentdel hurtigere ud på arbejdsmarkedet”, siger Kira Lagdegaard Knox.   

Økonomiprofessor og tidligere overvismand Michael Svarer udlægger Altingets oplysninger fra notatet på samme vis.

”Det ser ud til, at kandidatreformen for regeringen drejer sig om at spare noget tid på de studerendes uddannelser og dermed levere et arbejdsudbud. Det skal holdes op imod risikoen for at reducere kvaliteten på det, der i dag er velfungerende uddannelse”, siger han.

8.000 skal have anden uddannelse

At regeringen har blødt op på sit oprindelige krav gør ifølge Kira Ladegaard Knox ikke reformen mere spiselig.

De 36 procent svarer til over 8.000 studiepladser, og ifølge notatet skal de især findes på humaniora og samfundsvidenskab, hvor halvdelen af alle pladser foreslås omlagt.

”Det virker meget gennemgribende samtidig med, at regeringen så er ligeglad med, om den når sit resultat af den ene eller den anden vej. Og jeg køber ikke præmissen om, at du får en bedre uddannelse ved at gøre den kortere”, siger hun.

Kira Ladegaard Knox ser for sig, at de nye kortere kandidatspor vil skabe et A- og et B-hold på arbejdsmarkedet.

”Jeg tror, at man hos arbejdsgiverne risikerer at skabe en forventning om, at dem med den kortere uddannelse ikke er ligeså dygtige. Mange af universiteternes aftagerpaneler siger også nej tak til en halveret kandidatuddannelse. Det er i hvert fald ikke svært at forestille sig, hvordan arbejdsgivere vil prioritere, hvis valget står mellem en 1-årig og en 2-årige kandidat”, siger hun.

Kommission: Ikke plads til forsøg

SF, Konservative og Liberal Alliance forhandler med regeringen i fællesskab og har foreslået et kompromis, hvor reformen – på linje med vismændenes anbefaling – begrænses til en forsøgsordning, der i de tre partiers forslag omfatter 5 procent af studiepladserne.

Den ide er dog tidligere blevet afvist af Reformkommissionen.

”Når vi ikke har foreslået en forsøgsordning, er det fordi en omlægning skal have en vis volumen, så de nye 1-årige kandidater ikke bliver ’B-kandidater’. Der skal være mange, for at 1-årige kandidater opleves som normen”, har kommissionsformand Nina Smith tidligere sagt til Akademikerbladet.

Den vurdering er Michael Svarer dog ikke enig i.

”Der findes ikke nogen velbelyst analyse bag diskussionen om A- og B-hold. Det eksisterende uddannelsesudbud er i forvejen heterogent, også på universiteterne, så jeg ved ikke, hvor stærkt det argument står”, siger han.

Ifølge Michael Svarer er det samme problem gældende for det nye forslag om en omlægning på 36 procent.

”Det er en uhensigtsmæssig måde at indrette systemet på. Der er ingen analyse, der siger at 16 eller 36 procent er det optimale, eller at uddannelser bliver bedre, fordi flere ligner dem mængdemæssigt”, siger han.

I stedet foreslår han, at regeringen nedsætter et kandidatudvalg, der gennemgår uddannelserne en for en.

”Det kan sagtens vise sig, at man nogle steder når frem til, at en 1-årig uddannelse er bedre end en 2-årig. Og viser det sig, at det drejer sig om 15 procent af uddannelserne, så er det fint”, siger han.

Men risikerer det ikke at blive en kamp mellem fag, der ikke ønsker at være mindre?

”Det bliver en slåskamp på universiteterne, uanset hvordan du vender og drejer det. Men den bliver værre, jo mere nagelfaste måltal du har. Vi har brug for en bred tilgang og træffe beslutninger på et oplyst grundlag, for med den nuværende tilgang risiker vi at miste meget produktivitet og dermed også velstand”, siger Michael Svarer.