Farvel til jobcenterdamen

"Jeg kiggede på gamle gravstene med en ven på Holmens kirkegård. På gravstene stod den dødes jobtitel og derigennem en form for status. Sagfører, grosserer, fabrikant, general, statsminister, sømand, overlæge og overmekaniker. Vi grinede af, at ingen af os havde titler, vi havde lyst til at have stående på vores gravsten: Astrid Skammelsen, Bistandsmodtager. Jeg havde veninder, der gik ned med stress og blev langtidssygemeldte, selv om de fik drømmejobbet. ”Og er det så virkelig lykken?”, tænkte jeg, at få drømmejobbet, og var det virkelig det, jeg stræbte imod?".

Ovenstående tekstuddrag er fra Astrid Skammelsens zine-tekst ’Om at være arbejdsløs 2’, som handler om ja, netop det: At være arbejdsløs i en tid, hvor rekordmange har været i arbejde. Det gælder især akademikere.

Teksten blev til på et tidspunkt, da den i dag 31-årige cand.mag. i dansk var lidt knækket af rundturen i det danske beskæftigelsessystem. Af de regelmæssige besøg på et jobcenter, følelsen af at mangle den identitet, der følger med et job, samtidig med at hun ikke helt kunne se sig selv i de fuldtidsstillinger, der blev slået op. Og af det gensidige skuespil, som hun i vid udstrækning oplevede beskæftigelsesindsatsen.

"Jeg blev færdig som cand.mag. i 2017 og fandt mig selv ret hurtigt fanget i to fundamentale spørgsmål: Hvad havde jeg lyst til – og hvad var mine muligheder", fortæller hun.

"Jeg ville gerne arbejde med kultur, men der var få stillinger og mange om buddet. Og rigtig mange af stillingerne var enten ulønnede og praktikstillinger, eller i realiteten allerede besat af en anden", fortæller hun.

Astrid Skammelsen mener, at hun nok også faldt nok lidt imellem to stole. På den ene side havde hun ikke den store erfaring, der blev efterspurgt i opslag og til samtaler, og på den anden kunne hun nok ikke helt genkende sig selv i jobcenterets forventninger.

"Jeg ville gerne arbejde lidt mindre end 37 timer. Måske stykke et arbejdsliv sammen af forskellige jobs og have tid til at skrive ved siden af. Men det passede ikke rigtig ind i de kasser, man skal passe ned i på jobcenteret", fortæller hun.  

I stedet blev det til praktikstillinger, der for så vidt var fine oplevelser, men ikke førte til noget fast arbejde. Småjobs hist og her der ikke helt var nok. Og mange frustrerende timer sammen med det, Astrid Skammelsen i sine tekster refererer til som 'Jobcenterdamen', selvom det i virkeligheden var en række forskellige sagsbehandlere.

Ceremoniel øvelse i meningsløshed

Nogle gange var det frustrerende, nogle gange skræmmende, som da hun midt under corona-epidemien og et politisk stormløb mod Københavns Jobcenter for ikke at skaffe nok i arbejde blev ringet op af en sagsbehandler, som truede med at fratage Astrid sin dagpengeret, hvis hun ikke i løbet af samtalen sagde ja til et job som vaccinemedarbejder, selvom hun var gravid i tredje måned og på det tidspunkt blev vurderet til at være i risikogruppen (hendes a-kasse hjalp med råd til at undgå testerjobbet).

Men mest af alt føltes timerne på jobcenteret som en ceremoniel øvelse i meningsløshed og tomgang. Med mindre man selv vidste præcis, hvad man ville have ud af det.

"Jeg gjorde jo det, jeg skulle, søgte jobs, mødte op til mine samtaler. Men det føltes som spild af tid, både for dem og for os – og også lidt som et skuespil", siger hun og fortæller fx om "a-kasse Karen", der instruerede hende i ikke at sige til samtaler, at hun også skrev på en roman ved siden af sin jobsøgning, fordi hun fejlagtigt troede, at det ikke var tilladt.

"Nogle sagsbehandlere var mere engagerede end andre, men man kunne mærke, at de også følte sig magtesløse i det system. Eller at de bare lirede en protokol af og var fuldstændig ligeglade med, hvad man svarede", forklarer den unge kvinde, der gled ind og ud af systemet via praktikker, småjobs og et job som barista, og som i dag er på barsel med sit seks måneder gamle barn.

"Man lærer jo efterhånden at gennemskue systemet og spille sin rolle – og også at man nogle gange godt kan bruge det til noget, hvis man kommer med meget konkrete forespørgsler. Men jeg kan ikke være det eneste mennesker, der synes, at det tager for lang tid at lære det sprog, de taler på jobcentrene og føler det lidt meningsløst".

Jobcentrene bliver nedlagt

Det er ikke en oplevelse, Astrid Skammelsen står alene med. Aviserne har været fyldt med rædselshistorier om meningsløse aktiveringer og beretninger indefra om sagsbehandlere, der selv synes systemet ikke giver mening. 

Derfor bliver systemet revideret. Jobcentrene bliver nedlagt og deres funktion bliver overdraget til a-kasserne i en form, der endnu ikke er afklaret. Samtidig skal nye forsøgsordninger forsøge at gøre beskæftigelsessystemet mindre rigidt og regelophængt.

Det er der også brug for, lyder det fra den anden ende af arbejdslivet, hvor 63-årige Poul Erik Pedersens oplevelser med jobcenteret til tider har grænset til det meningsløse.

Visiteret til flexjob i 10 år

Han er nok mere i slutningen af sit arbejdsliv og har de sidste 10 år været visiteret til flexjob med kronisk tarmbetændelse, der har nedsat hans arbejdsevne med 50 procent. Ikke at det for alvor har gjort hans tilværelse nemmere som ledig.

"Jeg skal jo stadig søge arbejde – og gør det – men jeg har ikke haft noget held med det, og jeg er nok nået til den erkendelse, at jeg bare ikke er særlig attraktiv som arbejdskraft med min nedsatte arbejdsevne, også selvom jeg søger ikke-akademiske jobs som fx lagerarbejder", siger den tidligere gymnasielærer, der er kandidat i historie og samfundsfag.

I stedet er hans tid gået med arbejdsprøvning og praktikker, der har føltes mere eller mindre ørkesløse.

"Jeg føler ikke på nogen som helst måde, at jeg er ’kommet tættere på arbejdsmarkedet’ af det, men mere bare, at jeg har været gratis arbejdskraft. De fleste af de steder, hvor min arbejdskraft er relevant, har de ikke råd til at ansætte mig alligevel", forklarer han.

For Poul Erik Pedersen virker det som om, at det mest handler for kommunen om at få refusion:

"Så længe jeg er i praktik eller aktivering, slipper de for udgifterne til mig".

Oplevelsen varierer. Nogle sagsbehandlere har godt kunne se, at der ikke var stor chance for at få ham i arbejde igen. Andre har været mere aggressive og bebrejdet ham, at han ikke ’performede’ godt nok.

"Det er jo ubehageligt, for så vender man det indad. For måske har de jo ret. Men jeg har også oplevet, at der er en ret dårlig forståelse af, at man som akademiker også godt kan være fysisk nedslidt, selvom man ikke har beskæftiget sig med hårdt manuelt arbejde. Man kan jo ikke se på mig, at jeg ikke har en tyktarm", siger den tidligere gymnasielærer, der sådan set stadig gerne vil have et arbejde.

For nyligt søge han et job som omviser på Nordjyske Museers nye bunkermuseum REGAN Vest.

"Det gjorde sgu ondt, at jeg ikke fik det, for jeg synes selv, jeg var virkelig kvalificeret. Jeg ville gerne have det job, som jeg kunne være i indtil min folkepension. Jeg brænder jo stadig for mine fag. Samtidig med at det også er ret hårdt at sidde i den her trummerum og blive ved med at søge jobs, man aldrig får", siger han.

Overordnet er Poul Erik Pedersen positiv over for ideen om at flytte beskæftigelsesindsatsen fra jobcentrene og over til a-kasser med et mere specialiseret fokus og viden. Først og fremmest har han dog en bøn til et nyt system:

"Jeg ved godt, at det utopisk, men jeg kunne virkelig godt drømme om sådan en solnedgangsklausul, hvor man kiggede på folk, der var langtidsledige i slutningen af deres arbejdsliv og lavede en revision og en vurdering på et tidspunkt. Trækker en streg i sandet og spørger: Kan vi finde et job til ham her, eller er det perspektivløst at blive ved med at bruge ressourcer og jage ham rundt, når han alligevel ikke kommer i arbejde?"    

Lidt mere fortrøstningsfuld

Når barslen er ovre for Astrid Skammelsen, skal hun søge arbejde igen. Denne gang på Fyn, som hun er flyttet hjem til efter en årrække i København.

Denne gang er hun lidt mere fortrøstningsfuld. Både fordi hun føler sig ældre og lidt bedre klædt på til opgaven, men også fordi hun har fået en lidt bedre idé om, hvad hun gerne vil arbejde med.

"Det er lidt nervepirrende, men også mere overskueligt, nu hvor jeg har mere erfaring", siger hun og fortæller, at hun har tænkt sig at prøve at finde arbejde med undervisning på aftenskole og med tosprogede.

Det er noget, hun allerede arbejdede lidt med inden sin barsel, og københavnske kontakter har lovet at hjælpe hende på vej. Hun har også haft en god jobsamtale på et bibliotek.

Inden hun tog tilbage til Fyn, nåede hun faktisk at være med i en forsøgsordning, hvor det var hendes a-kasse, der varetog jobcenterets funktion, og oplevelsen var positiv.

"Men de skal øve sig lidt", siger hun.

"Jeg oplevede også der, at der lidt var den der protokol-fornemmelse med nogle spørgsmål, der lige skulle lires af, inden der var frokost. Men jeg tror, det bliver bedre: De ved jo faktisk noget om lige præcis det akademiske arbejdsmarked".

3 ønsker til et nyt system

Overordnet har Astrid Skammelsen tre ønsker til et ny beskæftigelsessystem:

"For det første, at man skal have løn for at arbejde; der er for mange ulønnede praktikstillinger og andre ulønnede jobs, nok især i kulturbranchen. For det andet at praktisere, at der ikke kun er én måde, man kan sætte et arbejdsliv sammen på. At man kan have flere forskellige jobs - deltidsjobs, sæsonarbejde - at det er mere fleksibelt. Det er jo i højere og højere grad den måde, folk arbejder. Man kan freelance og gå ind og ud af jobs, men det er som om, beskæftigelsessystemet ikke helt har indset det endnu", siger hun og nævner videreuddannelse og opkvalificering som det tredje.

"Jeg prøvede faktisk, at der lige pludselig kom liv i jobcenterfolkene, da jeg fandt ud af, at jeg havde brug for en tillægsuddannelse for at kunne søge et gymnasiejob. De løb rundt og prøvede at sætte ting i værk. Men jeg måtte ikke få uddannelsen, måtte de meddele. Og der er fx et bestemt program, som ville give mig en væsentlig bedre chance for at få arbejde på biblioteker. Der ville et kursus stille mig væsentligt bedre", siger hun.

Overordnet er hendes bøn til et nyt system, at det bliver mere gennemskueligt – og ærligt:

"Det kræver erfaring at vide, hvad man kan bruge jobcentre til. At forstå logikken og tale sproget, og at kunne reglerne på fingerspidserne. Hvis man kunne springe det over og så bare møde et menneske, man kan tale oprigtigt med, og som faktisk bare gerne vil hjælpe én med at finde et arbejde".