Historien under angreb

Hvornår kommer du tilbage?"

Den amerikansk-ukrainske historiker Gregory D. Aimaro var i færd med at pakke sine ting sammen på det værelse, han havde lejet hos en ældre dame i byen Tjernihiv i det nordlige Ukraine, hvor han ved siden af sin forskning i den tyske værnemagts fremfærd i regionen havde undervist lokale unge i engelsk.

"Når russerne trækker deres tanks væk fra grænsen", svarede han sin kollega, der som tidligere soldat også interesserede sig for militærhistorie.

Her midt i februar var der ikke mange i byen, som troede på, at den russiske præsident ville gøre alvor af sine trusler. På trods af rapporter fra vestlige efterretningstjenester fortsatte folk deres liv som vanligt. Gregory D. Aimaro havde heller ikke tænkt sig at forlade Tjernihiv, men da det amerikanske udenrigsministerium begyndte at evakuere medarbejdere fra ambassaden i Kyiv, besluttede han sig for at lytte til sin familie i USA og rejse ud af Ukraine.

"De invaderer ikke – du er snart tilbage!" lød det optimistisk fra kollegaen, der dog overrakte Gregory D. Aimaro en afskedsgave før turen til lufthavnen: et kadaverskilt fra en sovjetisk krigsfange fra tiden under den nazistiske besættelse.

Gaven var ikke tilfældigt valg. Gregory D. Aimaro har igennem flere år tilbragt sine sommerferier i den ukrainske efterretningstjeneste BSU’s lokale arkiv i Tjernihiv – en sand guldgrube for historikere, der interesserer sig for Ukraines forpinte historie som kampplads for det 20. århundredes totalitære ideologier.

Her er oplysninger om Stalins fremprovokerede hungersnød – Holodomor – som i begyndelsen af 1930’erne kostede op mod fire millioner ukrainere livet. Her ligger sagerne om de tusindvis af mennesker, der blev anklaget for politiske forbrydelser mod Sovjetunionen og enten blev henrettet, fængslet eller deporteret sammen med deres familier. Og her har Gregory D. Aimaro gravet dokumenter frem, som påviser, at den tyske værnemagt planlagde et massedrab på alle mænd i alderen 16 til 60 år i byen Pryluky i forbindelse med tilbagetrækningen i 1943.

"Tyskerne havde planlagt en massakre i stil med den i Srebrenica (under krigen i Bosnien i 1995, red.), hvor alle mændene skulle møde op på det lokale stadion. Men en kvinde, der arbejdede som tolk for værnemagten, advarede folk på gader og stræder, så det lykkedes ikke", fortæller Gregory D. Aimaro.

Det er uvist, om papirerne, der fortæller den historie og mange andre, stadig eksisterer. Forleden blev bygningen, som huser arkivet, bombet af den russiske invasionsstyrke.

"Efter hvad jeg hører, er der ikke meget tilbage, og jeg kan ikke få kontakt til mine kolleger i arkivet, for som ansatte der betragtes de som efterretningsfolk og holder sig skjult", tilføjer han.

Gregory D. Aimaro er langtfra den eneste, der er bekymret for landets historiske og kulturelle arv. Overalt i Ukraine har museumsfolk haft travlt med at pakke kunstværker og arkæologiske fund væk af frygt for bombardementer eller plyndringer. Således barrikaderede en del af de ansatte på landets nationalhistoriske museum i Kyiv sig for at redde nogle af de 800.000 genstande, der fortæller om Ukraines historie fra oldtiden og frem til i dag – herunder våben fra tiden, hvor vikinger grundlagde Rusriget. Ved et tilfælde ligger nogle af Ukraines kosteligste skatte fra netop vikingetiden på Moesgaard Museum som en del af særudstillingen "RUS – vikinger i øst", og det glæder museumsdirektøren Fedir Androshchuk, som i en offentliggjort mail skriver:

"Der findes ingen garantier for, at den ukrainske kulturarv ikke bliver plyndret og overført til russiske museer, særligt med tanke på at Kyiv har en særskilt plads i Putins fortolkning af Ruslands historie og landets rødder. Mange fund gjort i Ukraine i 1800-1900-tallet findes allerede på to af de fineste russiske museer. Og der er også beviser for, at genstande fra tidligere arkæologiske udgravninger på Krim er blevet sendt til Eremitagen i Sankt Petersborg".

Historien spiller en helt central rolle i optakten til den russiske invasion af Ukraine. Vladimir Putin har igen og igen sagt, at Ukraine er en kunstig statsdannelse, som er en historisk, kulturel og naturlig del af Rusland. Det kan netop kunstværker, litteratur, arkæologiske fund og arkivmateriale være med til at modbevise. Og skulle der ellers være nogen tvivl, har de sidste uger med al ønskelig tydelighed vist, at der findes en ukrainsk nation, der er villig til at kæmpe og dø for sin selvstændighed.

"Ukraine er en nation med en mere end tusind år lang historie, og Kyiv var allerede en metropol, da Moskva end ikke var en landsby. Men den russiske despot har fortalt sin løgn så mange gange, at han nu tilsyneladende selv tror på den", som den israelske historiker og bestsellerforfatter Yuval Noah Harari formulerede det i en kommentar i The Guardian.

Der er masser af fortilfælde. Historien er fyldt med magthavere, som er gået direkte efter historien. Tænk blot på romerne, der i år 70 gjorde kort proces med jøderne i Palæstina, ødelagde templet i Jerusalem og spredte det jødiske folk for alle vinde. Eller hvad med Ikonoklasmen i Det Byzantiske Rige, hvor der i 700-tallet udbrød strid mellem tilhængere og modstandere af billeder i kirkerne med voldsomme ødelæggelser til følge. Vi kan også springe frem til Kulturrevolutionen i Kina under Mao, hvor tusinder af unge rødgardister hærgede landet, og uvurderlige kunstskatte fra riget i midten gik tabt.

Med ødelæggelserne forsvinder også ofte historien, og det er noget af det, som er mest smerteligt, hvis man spørger Gregory D. Aimaro.

"Når krigen engang er overstået, risikerer vi, at der ikke er mere af historien tilbage. Vi vil i hvert fald ikke kunne dokumentere, hvad der rent faktisk skete", siger han.

Derfor frygter mange i Ukraine særligt for Frihedsmuseets skæbne. Det åbnede i det skelsættende år 2014 og formidler landets prodemokratiske kamp med genstande som bannere og kunstværker fra Majdan-pladsen.

"I sidste ende er ødelæggelse af kulturelle værdier et geopolitisk projekt, hvor man sørger for, at der intet er at komme tilbage til for den anden gruppe. Vi så det på Balkan, hvor parterne ofte gik til angreb på kirker og moskeer for at komme fjenden til livs gennem destruktion af knudepunkter for de andres kultur", forklarer Frederik Rosén, der er ph.d. i sikkerhedsstudier og leder af den uafhængige forskningsenhed Nordic Center for Cultural Heritage & Armed Conflict.

Selv om kultur og historie som militære mål strækker sig langt tilbage i tiden, er det et fænomen, der er eskaleret de seneste årtier, blandt andet fordi nye typer af konflikter er kommet til. Da Taliban i 2001 sprængte de kolossale statuer af Buddha i Bamiyan i Afghanistan i luften, fordi de betragtede dem som afgudsbilleder, gik nyheden verden rundt til stor forargelse for de fleste. Samme væmmelse blev den militante islamistiske gruppe Ansar Dine tildelt, da dens medlemmer i 2012 ødelagde dele af Timbuktu, hvor lokale i århundreder havde bedt ved deres forfædre og helgeners mausoleer.

Frederik Rosén peger på, at gerningsmændene ikke nødvendigvis blot motiveres af religiøs fanatisme, men også har fundet en effektiv metode til at komme i alverdens medier:

"IS fik hele verden i tale, da de angreb Palmyra. I den forbindelse arbejdede jeg med en sprogofficer for at gennemgå deres kommunikation, og vi fandt ingen nævnelse af ruinerne op til deres overtagelse af byen Palmyra".

I første omgang gik terrorbevægelsen efter at befri fanger i byens fængsel og udså sig militære mål i byen.

"Det var først, da det internationale samfund himlede op om, at de ville ødelægge ruinerne, at IS gik i gang med at ødelægge dem, så på den måde kan det også blive en selvopfyldende profeti", tilføjer Frederik Rosén.

Han tilføjer, at kulturarv i konflikter også kan have det helt lavpraktiske formål at skaffe penge til den væbnede kamp, som da det irakiske nationalmuseum blev tømt for værdier, der blev solgt videre til lyssky samlere på det sorte marked.

Der er dog et lys i mørket. For lige så længe der har været mennesker, som er villige til at tilintetgøre kulturarv, har der været andre, som fandt det uacceptabelt. Allerede i 1300-tallet forbød Richard II af England sine soldater at ødelægge kirker og andre religiøse monumenter under invasionen i Skotland, og under Den Amerikanske Borgerkrig gjorde unionshæren det til en forbrydelse at gå efter kirker, universiteter, museer og biblioteker. I 1954 blev ødelæggelse af kulturelle, religiøse og historiske værdier ulovligt internationalt som følge af Haagkonventionen, og i 2016 lykkedes det for første gang ved Den Internationale Straffedomstol at få dømt en anklaget for denne specifikke forbrydelse.

Dertil kommer, at en organisation som NATO er blevet langt mere opmærksom på den rolle, kulturarv spiller i krig. Frederik Rosén har igennem flere år rådgivet forsvarsalliancen, som har et militært blik på emnet, herunder de mange udfordringer, der knytter sig til at gennemføre militære operationer i områder med mange kulturværdier. Et eksempel er her de danske soldater i Helmandprovinsen i Afghanistan. En bornholmsk spejdereskadron afløste britiske kolleger i byen Musa Qala, hvor en af opgaverne var at vinde hearts and minds til fordel for kampen mod Taliban. I forbindelse med hårde kampe i byen blev en moské ved en fejl bombet fra luften, og det fik alvorlige konsekvenser for soldaternes opgave.

"De internationale styrker havde stort fokus på kultur og religion, men overså helt betydningen af kulturbærende steder og bygninger.  Man havde fra centralt hold intet fokus på det, men i dag er NATO og flere af NATOs medlemslande kommet op i gear", siger han.

Til gengæld er han bekymret for Ukraine. Det er endnu for tidligt at vide, om russerne vil gå aktivt efter kulturarven i landet, men det tegner ikke lyst, hvis man ser på, hvordan det er gået på Krim siden annekteringen i 2014.

"Der har russerne været meget aktive og har indlemmet 4.000 ukrainske monumenter på den russiske liste over kulturarv. Der er stærke kræfter, som ser Krim som den russisk-ortodokse kirkes "vugge", der ønsker at gøre Krim til center for kirken", fortæller Frederik Rosén.

En rapport fra UNESCO fra september sidste år bekræfter omfanget og nævner, at russerne også har gennemført ulovlige udgravninger og overført genstande til udstillinger i Rusland. Rapporten beskriver også, hvordan den græske oldtidsby Chersonesos nu indgår i en række russisk-patriotiske attraktioner under overskriften "Rusland Min Historie". Dertil kommer eksempler på, hvordan tatarernes kultur undertrykkes med det formål at udviske mindet om deres tilstedeværelse på halvøen.

"Rusland bruger den slags appropriation for at implementere landets omfattende langtidsstrategi, der går ud på at forstærke den historiske, kulturelle og religiøse dominans over Krims fortid, nutid og fremtid", forklarer Frederik Rosén.

Tilbage i USA frygter Gregory D. Aimaro det værste. Især frygter han for en af sine gode kolleger fra arkivet i Tjernihiv, Elena, som i forbindelse med invasionen fortrak med sin mand og deres barn til familiens datja uden for byen. Det område er nu under russisk kontrol, og i skrivende stund aner han ikke, hvad der er sket med hende.

Kan man ikke i den situation sige, at arkivet trods alt kun består af papir?

"Jo, det er også nogle tanker, jeg selv har lige nu, hvor mine venner er i så frygtelig en situation, men jeg er sikker på, at Elena også bekymrer sig om historien. I arkivet i Tjernihiv var der dokumenter, som sort på hvidt beskriver tragedier, som der i dag er folk, der benægter. Men de er væk nu, og der er ikke mange tilbage, som kan holde minderne i live".