Anti-karriererådgiver: ”Du skal lytte til dig selv i stedet for til andre”
Martin Ellermann, f. 1978, har studeret engelsk, amerikanske studier, journalistik og filosofi ved Syddansk Universitet, Ohio University og University of Amsterdam. Foto: Anne-Mette Vinter © Foto: Anne-Mette Vinter
Akademikerbladets journalistpraktikant har interviewet forfatter til ny roman om dårlige karriereråd og spurgt ham, hvordan han undgår at lade dem få indflydelse på sin karriere.
Skift arbejde hvert tredje år, så du har et dynamisk CV.
Skriv til din klassekammerat fra folkeskolen, du ikke har set siden, og foreslå en kaffeaftale.
Tænk mere i kompetenceudvikling.
Karriereråd kastes ud til Gud og hvermand, men hvor vedkommende, de lige er, det ved jeg nu ikke altid. Martin Ellermann, cand.mag. i engelsk og amerikanske studier, journalist og forfatter, har netop udgivet en roman, som tematiserer de dårlige karriereråd.
Som journalistpraktikant med foden på dørtærsklen til jobmarkedet tænker jeg, at forfatteren måske kan give mig et råd eller to til at navigere i karriererådenes land. Måske jeg kan holde de floskuløse og uvedkommende for døren.
Anti-karriererådgiver
”Jeg vil nu hellere antage person som anti-karriererådgiver”, siger Martin Ellermann, da jeg sætter ham i den urimelige position at skulle karriererådgive mig uden om de dårlige karriereråd.
Okay så, anti-karriererådgiver. Jeg vover dog stadig pelsen og søger råd.
Hvis du skulle give mig et godt karriereråd, hvad skulle det så være?
”Du skal lytte til dig selv i stedet for til andre”, siger han og fortsætter:
”Vi knytter alt for meget af vores identitet op på vores arbejdsliv, og det kan gøre det sværere for dig at luge ud i de karriereråd, som ikke har relevans for dig”.
Martin Ellermann giver eksemplet på den obligatoriske samtalestarter til en fest, hvor du har fået en fremmed sidemakker: ”Nå, men hvad laver du så?”
Jeg supplerer ham og fortsætter eksemplet med det anerkendende nik, der følger, hvis da jobbet har tilpas stor anseelse.
Forfatteren griber min fortsættelse og supplerer:
”Hvis man var mindre en slave for det her nik, ville det være et rigtig godt skridt på vejen”, siger han.
Vi skal gøre op med kulturen, hvor vi sammenligner os med hinanden ud fra nogle kollektive konventioner om, hvad det gode arbejdsliv er, mener Martin Ellermann.
”Man skræddersyer sin fortælling ind i det acceptable narrativ. Vi må lade være med at tænke over, hvad sidemakkeren til festen tænker, når du fortæller, hvad du laver. Omvendt må du møde din sidemakker med det anerkendende nik ligegyldigt personens jobtitel. Jeg tror, det er en måde at gøre op med sammenligningskulturen”.
Fremover nikker jeg konsekvent til min sidemakker.
En desillusioneret skribent
I Martin Ellermanns nye roman ”Arbejdsliv” følger vi en desillusioneret skribent, som er brændt fast i sit arbejde.
Hovedkarakteren sidder fast i karriererådsdogmer såsom at skifte job hvert tredje år og evindelig kompetenceudvikling og netværkspleje. Det er på trods af, at karakteren ikke selv kan fordrage rådene, som plager personen ud i stress og dårligt selvværd.
For at toppe meningsløsheden op, så er karakteren ansat som skribent på et karrieremagasin, der pumper de selvsamme bedrevidende karriereråd ud i nyhedsstrømmen.
Det er ikke tilfældigt, at romanen handler om karriereråd og arbejdsliv, fordi helt fremmed er romankarakterens liv ikke for Martin Ellermann.
Forfatteren har selv arbejdet som skribent af karriereartikler og jobannoncer igennem en årrække, indtil han skiftede spor og blev forfatter.
Det har indtil videre ført til fem romaner, hvor ”Arbejdsliv” er det nyeste skud på stammen.
Man kan godt kigge på rådene, men man skal være kritisk over for dem og reflektere over, hvor meget mening de giver for digMartin Ellermann, forfatter og journalist
”Det er så nemt at sige, men pissesvært at gøre”
Romanens hovedperson ønsker inderligt at slippe væk fra sit job i karrieremagasinet. Men karakteren føler sig fastlåst af nødvendigheden af at skulle spille med på de samme spilleregler, som karakteren selv på arrogant facon skribler ned til dagligt.
”Det er så nemt at fortælle nogen, at man bare skal skrive til den gamle folkeskolekammerat, skrive uopfordret til en på LinkedIn eller gå ind til en arbejdsplads' reception og klaske en uopfordret ansøgning op på skranken. Det er så nemt at sige, men pissesvært at gøre”, siger Martin Ellermann.
Som journalistpraktikant føler jeg mig afgjort ikke komfortabel i denne der her-kommer-jeg friskfyrrolle, så Ellermanns perspektiver vækker lydhørhed. Alligevel må jeg vel forholde mig til spillets regler.
Men ender jeg ikke bare med at lide nederlag på jobmarkedet, hvis ikke jeg følger karriererådene?
”Du skal ikke holde dig for ørerne. Der er også gode råd imellem, men man er nødt til at sortere og luge ud i de her råd. Man kan godt kigge på rådene, men man skal være kritisk over for dem og reflektere over, hvor meget mening de giver for dig”.
Hovedkarakteren i romanen er drevet af en velkendt tanke. Græsset er grønnere. Men det er ikke sikkert, at det er det, mener Martin Ellermann.
”Inden man skifter job, skal man overveje, om det nye sted nu også bliver bedre. Det er vigtigt at gøre sig den erkendelse, at arbejdslivet nogle gange bare er trummerum og rutineopgaver”.
Hierarkierne i skraldespanden
Jeg tænker, at det er en ordentlig mundfuld at skulle gøre op med hierarkierne i vores forståelse af, hvad det gode, seje eller interessante job er. Det kræver et stort mod at modsætte sig den konvention.
Det virker som en stor mundfuld. Hvordan gør jeg op med hierarkierne?
”Du skal ikke gøre det på alles vegne. Det handler om, hvordan du forholder dig til det selv. Det er hele tilgangen til arbejdslivet som den primære identitetsfaktor, man i sit indre skal gøre op med. Det er ikke bare et ydre pres, men det er også blevet et indre, og det første skridt er at have en bevidsthed om det”, siger Martin Ellermann.
Til sidst giver forfatteren mig et råd, som egentlig ikke lugter særlig floskuløst eller uvedkommende.
”Find dig et job, du er glad for”.
Okay, det vil jeg gerne. Det gør jeg.