Jobcentrenes møgsager: "Man indsamler og plukker fakta ud fra politiske mål"

Mens dårlige sager er blevet ved med at dukke op om jobcentrenes håndtering af de ledige – og især de svage ledige – er ansvaret for centrenes håndtering i stigende blevet en kastebold.

I stedet er diskussionen om jobcentrene meget kommet til at handle om kommunikation, er de fleste enige om, fx når det kommer til Jens-Kristian Lütkens nylige frikendelse af kommunens beskæftigelsesindsats og kritikken mod den.

Folketingspolitikere anklager kommunalpolitikere og ansatte for at drive et mislykket system, mens ansatte og kommunalpolitikere skyder tilbage, at de sådan set bare administrerer efter de strikse regler, de er blevet pålagt.

"Det er jo blevet sådan en politisk kampplads, hvor enkeltsager bliver ved med at poppe op, og man indsamler og plukker fakta ud fra politiske mål", siger Karin Sloth, der er kommunikationsrådgiver og blandt andet tidligere har været rådgiver for Socialdemokratiet på Christiansborg.

"Man peger fingre af de andre og sige, at problemerne ligger på deres banehalvdel og ikke på ens egen. Og det er jo heller ikke ulogisk at tænke strategisk, når man ved, området skal omlægges", siger hun.

"Lige her er borgmesteren faktisk ret forsigtig med at kritisere andre instanser og bruge det til at skabe pres, hvilket godt kunne tyde på, at der er konstruktive forhandlinger bag facaden, selvom det nok er lidt farligt at bruge udtrykket enkeltsager på den måde, han gør".

Proportionerne forsvinder

Også professor Winni Johansen fra Aarhus Universitet, der forsker i virksomhedsledelse og krisekommunikation, bruger udtryk som minimaliseringstrategi, crisis exploitation, åbning af en retorisk arena og mulige dobbeltkriser, når hun ser debatten om jobcentrene.

"Det, der tit sker, når man har sådan et område, hvor dårlige sager bliver ved med at dukke op, er, at man prøver en strategi med at minimere problemets omfang: Man siger som her, at kritikken har været for overdrevet. Det er tit sværere at gøre i det offentlige end i det private, fordi du, i det offentlige, har forskellige aktører i det samme system, der "ejer" en sag. Ofte modarbejder de hinanden og prøver at vinde politisk kapital på at italesætte en kritik mod systemet. På denne måde sender man aben rundt", forklarer hun.

"Konsekvensen er, at proportionaliteten ofte går fløjten, man får ikke forbeholdene med – især når det handler om lidt mere komplicerede ting som tal og undersøgelsesmetoder, og det bliver lidt argumenter for argumenternes skyld, hvor sagligheden går tabt", konstaterer hun.

"Jeg synes egentlig, den her pressemeddelelse er rimelig afdæmpet. Man skal ikke dukke hovedet, men heller ikke overdrive en rapports konklusioner, for så kan det godt give bagslag".

Forkerte forventninger?

Fagfolk har ved tidligere lejligheder kritiseret regeringens udspil for at ville det samme med beskæftigelsespolitikken, blot for færre midler, uden at vise, hvordan den vil løse de problemer, jobcentrene står med. Dermed risikerer man at stå med det samme kommunikationsproblem i fremtiden, konstaterer Karin Sloth, der funderer over, om "butikken jobcenter" måske har et forkert navn og giver associationer til den gamle Arbejdsformidling, hvor jobcentrene i højere grad arbejder som aktiverings- og afklaringscentre. Et nyt navn ville nok også gøre det lettere at forsvare, når beskæftigelsesborgmesteren fx siger, at ”jobcentrene er jo til for lediges skyld”.

"Spørgsmålet er, om man har forkerte forventninger, og om de sager ikke også vil dukke op efter en omlægning – og om man accepterer at vedkende sig dem. For ellers vil problemet nok dukke op igen, selvom man ændrer systemet", konstaterer hun.