Er Jobcenter Københavns brugere virkelig så glade? Måske

Det er svært at finde folk, der vil stå op for landets jobcentre, som regeringen har bebudet skal nedlægges eller i hvert fald lægges drastisk om efter en lang række problematiske sager i medierne. For nylig gjorde Københavns beskæftigelsesborgmester, Jens-Kristian Lütken (V) alligevel et forsøg. I en pressemeddelelse fremhævede han en ny rapport fra Vive, der fastslår, at langt størsteparten af brugerne er tilfredse med jobcentrenes indsats. Henholdsvis 79 procent af dem, der går under betegnelsen 'udsatte', og 78 procent af dem, der vurderes som værende ’job- og uddannelsesparate’.

'Jobcentrene har på det seneste været et udskældt område, hvor enkeltsager har fået lov til at dominere den generelle opfattelse af det gode stykke arbejde, der bliver udført af medarbejderne. Derfor håber jeg, at denne rapport kan være med til at nuancere billedet af borgernes tilfredshed med jobcentrene', konstaterede borgmesteren i pressemeddelelsen.

Det skabte en bølge af vrede på sociale såvel som traditionelle medier, hvor folk harcelerede over undersøgelsen og borgmesterens brug af den.

Særligt den prominente uafhængige socialrådgiver Maj Thorsen var kritisk. Hun kaldte undersøgelsen og borgmesterens udtalelser "grinagtig", blandt andet fordi undersøgelsen er lavet på basis af kun 331 besvarelser. I nogle underkategorier ned til 25 besvarelser.

"Jeg synes, der er mange problematiske ting ved den undersøgelse", uddyber hun over for Akademikerbladet.

"Det er et håbløst lille antal besvarelser, når man tænker på, at der kommer omkring 80.000 mennesker igennem Københavns jobcentre hvert år. Det kan jeg dårligt se som repræsentativt. Samtidig er det også dybt problematisk, at sagsbehandlere selv har henvist brugere til Vives udspørger, og at sagsbehandlerne i øvrigt har været klar over, at deres klienter skulle interviewes efter samtalen. Det er ikke just et upartisk øjebliksbillede, og jeg synes, det er dybt problematisk, at Jens-Kristian Lütken på den baggrund fremturer med at kalde det ’enkeltsager’", siger hun og fremhæver som modsætning en lignende undersøgelse fra Randers sidste år, hvor kommunen hyrede et konsulentfirma til at lave en undersøgelse, der på baggrund af knap 2.000 besvarelser ud af ca. 17.0000 adspurgte jobcenter-brugere nåede frem til en langt mere kritisk evaluering.

Hvem deltager ikke i undersøgelserne?

Spørgsmålet er ikke irrelevant i en samfundsdebat, hvor debatten i høj grad har gået på, om rædselshistorierne fra jobcentrene viser en generel tendens eller er isolerede undtagelser i et kompliceret system.

Er undersøgelsen så repræsentativ? Og kan man bruge den til at afskrive en generel utilfredshed? Både ja og nej, hvis man spørger Merete Monrad, der er lektor ved Aalborg Universitet og bl.a. underviser i brug af kvantitativ metoder i undersøgelser.

"Undersøgelsen er jo udført grundigt og redeligt, og jeg ser ikke noget problem i størrelsen af stikprøven, som netop også har søgt at få forskellige segmenter med. For mig at se ligger problemet et andet sted, som folk lidt overser", siger Merete Monrad, der også er en del af CUBB – Center for Udvikling af Borgerinddragende Indsatser, der selv undersøger borgernes oplevelser med beskæftigelsessystemet.

"Det fremgår bagerst i rapporten, at en del brugere har været meget berørte, vist tydeligt ubehag og har afvist at deltage. Der mangler en analyse af bortfaldet – hvem der ikke vil deltage, og det er et problem, der gør det svært at karakterisere den som repræsentativ", siger hun.

"Det er vores erfaring, at folk ofte ikke har lyst til at deltage i et interview, hvis de fx lige har haft en meget ubehagelig samtale, og at folk generelt ikke vil deltage i den slags undersøgelser, hvis de har mistet tilliden til velfærdsstaten og dens institutioner", forklarer hun.

"Samtidig vil de, der er mest syge, typisk ikke deltage – eller være fysisk på jobcenteret. Det er jo ofte der, de sværeste og hårdeste sager er. Spørgsmålene går også meget på brugernes indtryk af sagsbehandlerne, hvor vores erfaring er, at utilfredsheden ikke så meget er rettet mod sagsbehandlerne, men snarere imod systemet, der ligger bag".

Moralsk spændingsfelt

I spørgeundersøgelser, der kræver et niveau af aktivt tilvalg, vil der ofte være en overvægt af besvarelser fra især ressourcestærke og kvinder. En faktor, eksperter, som Akademikerbladet har talt med, siger, farver især Randers undersøgelsen, men også Vive-undersøgelsen i København.

Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser som Merete Monrad er tilknyttet, supplerer selv samtaler på jobcentrene med interviews med folk fra nogle af de protestgrupper, der findes på sociale medier, fx facebookgruppen ’Jobcentrets ofre’, for at supplere deres interviews på jobcentrene, men hun ville heller ikke beskrive deres undersøgelser som repræsentative.

"Nej, hvis man skulle have en repræsentativ undersøgelse, skulle det være meget mere omfattende. Det ville kræve, man fik Danmarks Statistik til at lave et udtræk, der tog højde for en lang række faktorer, og det ville blive ret dyrt", siger Merete Monrad.

"Spørgsmålet er også, hvad undersøgelsen ville fortælle, som vi ikke ved i forvejen: At jobcentrene arbejder i et moralsk spændingsfelt, hvor de på den ene side skal hjælpe brugerne, og på den anden side kontrollere og sanktionere dem", forklarer hun.

"Det betyder, at der er to fortællinger, som begge er sande: én om folk, der har gode oplevelser, og en om en mindre gruppe, som ikke har det. De bliver presset af blandt andet dokumentationskrav, ventetider og frister og har det meget svært", understreger hun.

Diskussionen er så polariseret, at det er vigtigt, at grundlaget er ordentligt.

"Men jeg kan godt blive træt af tendensen til at beskrive det som enkeltsager, fordi oplevelserne er reelle, og konsekvensen er, at ansvaret bliver skubbet rundt. Så kan man ikke forholde sig til de reelle dilemmaer, jobcentrene står med", siger hun.