Bente har set jobcenteret forandre sig: "Der er et virkelig skarpt jobfokus"

”Jeg havde haft nogle vikariater som gymnasielærer, men fandt ret hurtigt ud af, at jeg ikke havde lyst til at undervise fuld tid. Det trivedes jeg ikke rigtig med. Jeg brugte en masse tid på forberedelse og følte alligevel altid, at jeg var et hestehoved bagud. Jeg fik et arbejde med HR i Forsvaret, som jeg var glad for, men det indebar rigtig meget rejsetid væk fra mine børn, så jeg landede lidt tilfældigt i et job på jobcenter Aalborg.

Dengang var funktionen lidt anderledes. Der var ikke helt så skarpt et jobfokus, og man gravede sig mere ned i sagerne. Det var ret intenst med de lange forløb, og det passer mig faktisk rigtig godt, at arbejde med kortere forløb, som jeg gør i dag.

Jeg er løbende blevet mere ydmyg i forhold til min egen rolle, for jeg havde det mindre godt med ideen om, at skulle være en slags mini-psykolog. Folk har forskellige baggrunde og tilgange til det her arbejde, og nogle tænker måske, at de skal ”helbrede” borgerne, men den opgave må nødvendigvis ligge et andet sted. Jeg følte ind i mellem, at jeg bevægede mig hen over nogle problematiske grænseflader. På den måde er det blevet bedre i dag.

Jeg tager ikke de lange snakke

I starten arbejdede jeg med sygemeldte borgere, og der kunne vi opleve problemer med en meget stram lovgivning. I dag arbejder jeg med unge uddannelsesparate, der skal afklares til uddannelse eller arbejde i et tilbud, der er en del af Jobcenter Aalborg. Der oplever jeg faktisk, at der er meget fleksibilitet og rummelighed, og at systemet fungerer. Det er sjældent, at jeg tager mig til hovedet, og jeg kommer ikke i etiske problemer.

Jeg synes, vi hjælper de unge. Også nogle gange ved at stille krav og lukke for pengene, hvis de ikke møder op til deres aftaler. For nogle gange har folk også brug for det skub for at komme i gang med at handle på deres situation. Det er kun fem uger lange forløb, så det er mindre intenst, men indimellem er man alligevel også nødt til at gå dybere ned i det. Der er halvandet års ventetid i psykiatrien og flere måneder til psykolog, og nogen skal jo også tage sig af dem i mellemtiden, hjælpe dem med bolig, økonomi, henvisninger til anden hjælp. Men det er ikke mig, der skal tage de meget lange snakke med dem.

Jeg synes, det er vildt fortegnet, når de her historier kommer om, at vi ikke anviser folk til arbejde, for vi gør ikke andet. Men vi kan ikke tvinge folk til det. Det virker ikke for nogen, heller ikke for virksomhederne. Men vi presser på. Jeg synes faktisk, jobcentrene har vendt skuden. De her historier med alenlange forløb, hvor man skal sy karnevalskostumer, findes ganske enkelt ikke længere på godt og ondt. Der er blevet moderniseret, og der er et virkelig skarpt jobfokus.

Jeg tror heller ikke på de store forandringer, som politikerne har i støbeskeen – for hvad vil de sætte i stedet? jeg kan godt selv være bekymret for at miste mit arbejde som 57-årig. Jeg kan heller ikke se, hvordan private udbydere skulle kunne gøre det bedre eller billigere – man har jo prøvet uden stor succes. Jeg mener, at det er sundt, at den slags ligger i den offentlige sektor”.