Næsten slagtet af kommunen: Kunstmuseum får en livline
Frederikshavn Kunstmuseum har fået et år til at finde ud af, hvad der skal ske, når museets mister 75 pct. at det kommunale tilskud. © Foto: Frederikshavn Kunstmusuem
Frederikshavns Kunstmuseum har fået 15 i stedet for blot 3 måneder til at kæmpe for sin overlevelse. Men fra 2024 forsvinder 75 pct. af det kommunale tilskud.
Ud af den blå luft meddelte Frederikshavn Kommune i juni 2022, at Frederikshavn Kunstmuseum i 2023 ville få skåret 75 procent af sit kommunale tilskud på 781.000 kr.
Det var reelt tæt på en dødsdom over museet, der i 2019 havde entreindtægter på 29.240 kroner ifølge museets regnskab.
Den deltidsansatte museumschef, Thomas Rafn, undrede sig samtidig over, at kommunen ikke på forhånd havde varslet museet eller gået i dialog om besparelsen, men det var der ikke tid til, lød det fra økonomiudvalgsformanden.
Men i 11. time har lokalpolitikerne tilsyneladende erkendt, at det gik lidt for hurtig.
Beslutningen skulle træffes i forbindelse med budgetforhandlinger 19. september, og dermed ville museet få mindre end tre måneder til at tilpasse sig situationen.
På mødet valgte økonomiudvalget imidlertid at indfase nedskæringen over et år, så museet i 2023 bevarer 50 procent af tilskuddet.
”Vi har lyttet til kritikken fra dem, der har sagt, at det er for hårdt over for kunstmuseet. Derfor giver vi dem 400.000 kroner, men så skal de også bruge næste år på at skaffe sig nogle indtægter”, har borgmester Birgit S. Hansen (S) sagt til Kanal Frederikshavn.
Ifølge kommunen skulle der på Kultur- og Fritidsudvalgets budgetområde findes besparelser for ca. 6,3 mio. kr.
Thomas Rafn anerkender behovet for tilpasninger, men selv om helt store reduktion nu er udskudt med et år, er der fortsat tale om en enorm udfordring, vurderer han.
”Vi har efterlyst en gradvis reduktion i tilskuddet, og der har man så nu valgt at giver os 15 måneder. Min fornemmelse er, at det bliver ekstremt presset, for det handler jo om selve driften”, siger han til Akademikerbladet.
Han ønsker ikke at komme ind på, hvilke muligheder museet har bortset fra, at det er slut med gratis musikarrangementer, foredrag og workshops.