Vil du læse mere om universiteter og forskning?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om universiteter og forskning
Akademikerbladet
På KU bekymrer det prorektor Bente Merete Stallknecht, hvor finansieringen til udflytningen skal komme fra. For tager man et kig i aftalens oversigt over finansiering, ser det ud som om, at universiteterne skal spise deres egen hale for at få det til at løbe rundt. © Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Med den politiske aftale om udflytning af uddannelser forsvinder 900 studiepladser fra Københavns Universitet. Humaniora nedlægger 300 studiepladser. Men er det universiteterne selv, der skal finansiere udflytningen, lyder spørgsmålet.
Universiteterne mister knap så mange studiepladser i storbyerne som først antaget. Det står klart, efter den politiske aftale om udflytning af uddannelser blev præsenteret tirsdag.
De første udmeldinger lød på, at universiteterne i storbyerne vil miste 10 procent af deres studiepladser, men nu er det landet på i gennemsnit 6 procent.
Det betyder dog stadig, at mange studiepladser forsvinder i storbyerne. På Københavns Universitet (KU) skal der således nedlægges eller udflyttes godt 900 studiepladser, fortæller prorektor Bente Merete Stallknecht.
”Aftalepartierne er tilfredse med universiteternes planer for at skære seks procent, og det er vi naturligvis glade for. Men vi skal nedlægge 900 studiepladser og det er jo mange. Vi har endnu ikke fuldt overblik over, hvilke uddannelser det bliver”, siger Bente Merete Stallknecht.
Universitetet har lavet en fordelingsnøgle med de enkelte fakulteter om, hvor mange studiepladser de hver især mister. Det er derfor nu op til fakulteterne at finde ud af præcis, hvilke studiepladser de skal nedlægge.
”Nu tager de enkelte fakulteter over i en proces, der involverer både undervisere og studerende. Her kommer dekanenerne til at arbejde tæt sammen med fakulteterne på at finde en model”, siger KU’s prorektor.
Det står dog allerede helt klart, at der skal nedlægges 300 studiepladser på KU’s humaniorauddannelser. De udflyttes ikke, men forsvinder altså helt.
”Det giver ikke mening for humaniora at udflytte studiepladser, så der vil udelukkende blive tale om nedlæggelse af studiepladser. Men hvilke ved vi altså ikke endnu”, siger Bente Merete Stallknecht.
Derudover skal der på samfundsvidenskab nedlægges 135 studiepladser og udflyttes 25 pladser. På science fakultetet bliver 110 studiepladser lukket og 76 flyttet ud, mens sundhedsvidenskab får lukket 27 studiepladser og flyttet 203 pladser ud af København. På teologi lukker 53 studiepladser.
Vi skal nedlægge 900 studiepladser og det er jo mange. Vi har endnu ikke fuldt overblik over, hvilke uddannelser det bliverBente Merete Stallknecht, prorektor, Københavns Universitet
Når aftalen er fuldt indfaset giver den en besparelse på 28 mio. kr. om året. Men udgifterne til at udflytte uddannelser stiger dog også markant de kommende år fra 272 mio. i 2022 til 413 mio. kr. i 2028.
I den økonomiske oversigt fremgår det således, at finansieringen af aftalen frem mod 2028 blandt andet kommer fra provenue fra de engelsksprogede uddannelser (234 mio. kr.) og fra besparelser på konsulenter (81,9 mio. kr.).
På KU bekymrer det Bente Merete Stallknecht, hvor finansieringen til udflytningen skal komme fra. For tager man et kig i aftalens oversigt over finansiering, ser det ud som om, at universiteterne skal spise deres egen hale for at få det til at løbe rundt.
”Hvis de penge, der skal bruges på at lave flere og bedre uddannelser rundt i hele Danmark, kommer fra, at vi på universiteterne får skåret vores indtægter, vi ellers ville have fået, og man så genfordeler det, så får vi jo ikke mere at drive uddannelser for. Det er meget svært at gennemskue, hvad finansieringen til denne aftale i virkeligheden består af”, siger Bente Merete Stallknecht.