Spring menu over
Dansk Magisterforening

Hvad kigger kulturchefen på i din jobansøgning i 2022

Tania Schwartz, bibliotekschef i Fredensborg Kommune.

"Vis, at du har læst jobopslaget i din ansøgning", lyder et af de bedste råd fra bibliotekschef Tania Schwartz, der har over 10 års ledelseserfaring. © Foto: Kim Vadkær

Del artikel:

Bibliotekschef Tania Schwartz leder lige nu efter tre nye medarbejdere. Men hvad fanger hendes blik i en ansøgning? Her giver hun sine bedste råd videre til jobsøgende.

Hvordan giver man et godt indtryk til jobsamtalen? Hvad lægger virksomheden mærke til i ansøgningen? Hvor meget skal jeg gøre ud af mit CV?

Det kan være en jungle, som jobsøgende at finde rundt i god jobansøgningsskik.

Bibliotekschef ved Fredensborg Bibliotekerne, Tania Schwartz, er lige nu i gang med at finde nye ansatte til tre kulturstillinger. En kommunikationsansvarlig. En børnekulturformidler. En afdelingsleder.

Med over 10 års erfaring som leder, har hun læst utallige jobansøgninger gennem tiden. Akademikerbladet spurgte hende derfor, hvad hun oplever fra den anden side af ansættelsesbordet.

Hvad er det første, du lægger mærke til, når du læser en jobansøgning?

Det første, jeg kigger på, er, om du som ansøger forstår, hvad det er for en organisation, du har sendt en ansøgning til. Har du læst jobopslaget? Har du vinklet ansøgningen til vores behov? Og så kigger jeg efter, om du kender sig selv; Er du ærlig om, hvad du er god til og hvad du er mere nysgerrig på at lære.

Hvorfor er det vigtigt at være ærlig?

Som leder vil jeg jo gerne have et billede af, hvordan du som person er at arbejde med. Der er ingen der kan alt, og jeg forventer ikke, at du skal kunne det hele fra starten. Hvis du hævder, at du er ekspert til alt og samtidig er nyuddannet, så kan det godt være at jeg, som læser ansøgningen, begynder at tvivle lidt på, om det du skriver nu også er helt rigtigt. Det bliver hurtigt lidt unuanceret, hvis ansøgeren skriver, at vedkommende er god til det hele.

Kan du gennemskue, når folk pryder sig med lånte fjer?

Ja, det kan jeg godt. Det viser sig oftest hurtigt ved en eventuel samtale, så det kan ikke betale sig.

Når du læser ansøgningen, er det så vigtigt, at ansøgeren har brugt lang tid på at skrive den?

Det er vigtigt, at man som ansøger forstår, hvilken organisation man søger et job hos. At man kender lidt til, hvad der er på spil. Man skal dog også passe på sig selv. Det er ikke menneskelig muligt at researche alle jobansøgninger lige grundigt. 

Lige nu søger du selv medarbejdere til en række kulturstillinger. Kan det her være svært som chef at afkode om ansøgernes erfaringer og uddannelse passer til jobbet?

Det er det ikke, hvis ansøgningen beviser det. Du må gerne tage os, der har slået stillingen op lidt i hånden i din ansøgning. Vis os, hvordan dine kompetencer passer til vores organisation.

Hvis du ikke kender organisationen, så få hjælp fra nogen, som kender branchen. Hvad er man optaget af her? Hvis man ikke kender nogen, kan man google det.

Så du forventer, at jeg bruger noget tid på at sætte sig ind i virksomheden, inden jeg sender ansøgningen afsted? 

Det er ikke nok at skrive, at du elskede at gå på biblioteket med din mormor, da du var lille. Det er mere relevant at kende kulturpolitikken i den pågældende kommune, at vide, at alle bibliotekschefer har givet håndslag på at satse på børn og læsning, eller at komme et bud på, hvem bibliotekerne konkurrerer med på kulturområdet. Det ville være positivt. Ansøgningen bliver simpelthen bedre, når du viser, at du kender til organisationen og kan redegøre for, hvordan dine kompetencer er relevante for den.

Kigger du på CV’et først?

Ja. De fleste kigger faktisk på CV'et som det første. Men selvom jeg læser CV'et og tænker, at vedkommende er kvalificeret, så er det ansøgningen der i sidste ende afgør, om du kommer til samtale. Her kigger jeg mest på din faglighed, erfaring og hvordan dine kompetencer passer ind hos.

Noget af det allerførste, jeg tænker over, når jeg læser ansøgninger er, hvem jeg gerne vil møde til en samtale, ikke hvem jeg vil ansætte

Tania Schwartz, bibliotekschef ved Fredensborg Bibliotekerne

Hvad tænker du om, hvis jeg har gjort meget grafisk ud af mit CV?

Jeg tror, at det hjælper, at det er struktureret og ser professionelt ud. Men indholdet er stadig klart det vigtigste.

Er det relevant at skrive i CV'et, at jeg kan folkeskoletysk og har kørekort?

De kommer an på stillingen. Det er typisk akademikerstillinger, som vi søger, og der er det måske ikke så relevant med den studieretning, du havde i gymnasiet. Vi er mere interesseret i din uddannelse, erfaring og baggrund.

Så du vil gerne have, at jeg på forhånd har selekteret i mit CV?

Ja. Man behøver ikke vælte alle ens talenter ud på én gang. Men tilføj gerne links til porteføljer med dine andre relevante erfaringer. Det er en service for os, for så kan vi læse mere op på dig, hvis vi vil.

Næste skridt er jo jobsamtalen. Hvordan vælger du, hvem der skal til samtale?

Noget af det allerførste, jeg tænker over, når jeg læser ansøgninger er, hvem jeg gerne vil møde til en samtale, ikke hvem jeg vil ansætte. Så klap dig selv på skulderen, hvis du når så langt i processen. Jeg synes, det er en lille sejr i sig selv at komme til samtale.

Forventer du, at ansøgeren stiller spørgsmål til samtalen?

Ja det gør jeg. Jobsamtalen er et møde mellem aktører som skal se, om de passer sammen. Det er jo på en måde gensidig dating. Vi vil gerne have dig til at vise, hvem du er. Jeg synes fx godt, du kan spørge os, hvad det fede ved at arbejde her er, for det er også vigtigt, at du får et indtryk af os. Så det gælder om at finde balancen, hvor du ikke siger ingenting eller taler hele tiden.

3 gode råd til din jobansøgning

Tal med en ven

Hvis ikke du kender organisationen, du søger job hos særligt godt, så tag fat i en ven, der gør. Eller søg dig frem til viden om den. Din ansøgning bliver bedre, når du viser kendskab til stedet.

Læs med i opslaget

Vis i din ansøgning, at du har læst jobopslaget. Brug det aktivt, så du kan koble dine kompetencer op på de kvalifikationer, det pågældende job kræver.

Vær ærlig og kend dig selv

Ingen kan det hele fra starten, og det ved dem, der ansætter godt. Så vær ærlig om dine styrker og svagheder. På den måde lærer din potentielle nye arbejdsgiver også dine kompetencer bedre at kende.