Spring menu over
Dansk Magisterforening

Regeringsgrundlag: Venstre og Moderaterne i kovending om uddannelse

Mette Frederisen (S) præsenterer det politiske grundlag for sin nye regeringen med Venstre og Moderaterne.

Mette Frederiksen (S) præsenterede onsdag det politiske grundlag for den kommende SVM-regering. © Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Før valget afviste både Venstre og Moderaterne S-regeringens udspil om at halvere længden af universiteternes kandidatuddannelser. Men nu er omlægningen trods advarsler fra Det Økonomiske Råd med i SVM-regeringsgrundlaget.

Venstre ville ikke forkorte kandidatuddannelserne, og Moderaterne afviste det blankt.

Sådan lød meldingen fra de to kommende regeringspartier før valget, men efter seks ugers forhandlinger er Venstre og Moderaterne nu kommet på andre tanker.

Af SVM-regeringens politisk grundlag – Ansvar for Danmark – fremgår det, at ”op imod halvdelen" af alle kandidatuddannelser skal omlægges til etårige uddannelser med et tydeligt arbejdsmarkedssigte.

Godt nok gives de studerende garanti for ”at kunne vende tilbage til universitetet og dygtiggøre sig efter to års beskæftigelse”, men omlægningen blev før valget kategorisk afvist af Venstres politiske ordfører, Sofie Løhde, da hun under valgkampen præsenterede Venstres eget bud på en uddannelsesreform i et debatindlæg til Københavns Universitet. 

”I modsætning til regeringen mener vi, at de etårige kandidatuddannelser og erhvervskandidatuddannelser hovedsageligt skal være et ekstra tilbud til de unge, som ønsker den mulighed og ikke en spareøvelse, som Socialdemokratiet ønsker”, skrev Sofie Løhde.

”Det handler – i modsætning til regeringens forslag – ikke om, at halvdelen af kandidatuddannelserne skal være kortere. Det kan vi ikke støtte”, lød det desuden.

I et interview med Akademikerbladet afviste Moderaternes politiske chef, Jakob Engel-Schmidt, ligeledes tanken. 

”Danmark har ikke råd til at blive fattigere på viden, og ingen bliver dygtigere af, at vi fjerner ECTS-points fra vores universitetsuddannelser og halverer studietiden på kandidaten”, sagde han.

Frygt for a- og b-hold

Formand for fagforeningen DM, Camilla Gregersen, kalder udspillet et fejlskud.

”Det er en katastrofe, at regeringen vil halvere op imod halvdelen af kandidatuddannelser på universiteterne. Det vil gøre Danmark fattigere, for vores samfund er afhængig af dygtige akademiske kandidater. Vi står over for kæmpe udfordringer med klimakrise, biodiversitetskrise og mistrivsel blandt unge, og vi har brug for viden til at løse dem”, skriver hun i en kommentar.

En række økonomer har før valget frarådet en reform, der halverer længden af kandidatuddannelserne.

Jan Rose Skaksen, forskningschef i Rockwool Fonden og tidligere vismand, har advaret mod, at der vil være tale om et økonomisk eksperiment, der risikerer at opdele de studerende i et a- og et b-hold.

”Jeg tror, at det vil blive utrolig svært for arbejdsmarkedet at acceptere, at det ikke er de længste femårige uddannelser, der er for de bedste og klogeste studerende”, har han sagt til Akademikerbladet med henvisning til, at lønforskellen på en nyuddannet bachelor og kandidat er ganske lille.

Vismænd: Et økonomisk eksperiment  

De Økonomiske Vismænd mener, at den etårige kandidat kan gå hen og blive en dårlig forretning for Danmark.

I et notat har vismændene beregnet at etårige kandidatuddannelser kan lede til et tab i BNP i i størrelsen 7-14 mia. kr. om året. 

”Man må sige, at det er en stor del af en ungdomsårgang, som kommissionen i realiteten vil udføre et eksperiment på. Og der er også en tydelig risiko for, at det ikke giver det ønskede resultat i form af øget produktivitet. Derfor mener jeg også, at man bør starte på forsøgsbasis med nogle enkelte uddannelser og studieretninger, før man ruller det ud på en hel ungdomsårgang”, har vismand Nabanita Datta Gupta sagt.

Tilsyneladende er den etårige kandidat en hovedårsag til, at De Radikale ikke gik med S, V og M i en regering.  

”Det er en helt forkerte vej at gå. Vi har brug for mere uddannelse, ikke mindre”, lød det fra Martin Lidegaard i DR, efter at kommende statsminister Mette Frederiksen (S) flankeret af Jakob Ellemann Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) havde præsenteret regeringsgrundlaget på Christiansborg.

Ud over at indføre etårige kandidatuddannelser vil SVM-regeringen også fjerne det sjette SU-år.