Spring menu over
Dansk Magisterforening

Bioetiker: Sådan håndterer du, hvis kolleger har andre klima-værdier

Mickey Gjerris er lektor i bioetik ved Københavns Universitet

Klima-udfordringen er et så vigtigt problem, at det ikke nok, man bare fejer for egen dør, mener bioetiker Mickey Gjerris, som de sidste 20 år har studeret, forsket, undervist og holdt foredrag om klima. © Foto: Thomas Degner

Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Det kan give interne gnidninger, når en arbejdsplads skal til at ændre til mere klimavenlige arbejdsrutiner. Tag den åbne snak, når nogle ikke deler dine værdier, men gør det med en spørgende tilgang, siger bioetiker Mickey Gjerris.

Grøn omstilling kræver ofre og begrænsninger, og det kan være en svær ting at håndtere for en arbejdsplads, når vanerne skal ændres.

Særligt når folk har forskellige opfattelser af, hvor langt man bør gå, og hvad der giver mening.

Vi har spurgt Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved KU, om hvordan han ville håndtere en række dilemmaer, man kan komme ud for, når arbejdspladsen skal omstille sig, og folks værdiforskelle kommer til syne.

Han har de sidste 20 år studeret, forsket, undervist og holdt foredrag omkring spørgsmål som natur, dyr, teknologi, klima, sundhed og sygdom, liv og død i et etisk, filosofisk og teologisk perspektiv.

Din arbejdsplads har lavet regler, der skal gøre virksomheden mere bæredygtig, men du oplever, at nogle kolleger ser stort på reglerne. Hvad gør du?

”Jeg vil spørge dem, hvorfor de ikke gør det. Er det fordi, ledelsen generelt er åndssvag, eller er de uenige i, vi skal blive bæredygtige? Hvis de helt generelt synes, det er åndssvagt, så kan vi ikke komme videre. Men hvis de synes, det er fordi, vi gør det på en forkert måde, så kan vi tage en snak om det. Grundlæggende synes jeg, at man skal sige fra over for ting, man synes er forkerte, hvis man ser det. Og så kan man være lidt nysgerrigt undersøgende og høre, hvad de siger”.

Din chef er en klima-hykler. Hun holder flotte skåltaler om jeres klimastrategi, men i sommerferien var hun på to lange oversøiske flyrejser. Skal du konfrontere hende?

”Ja. Hvis vi havde som værdi, at man skal være god ved børn, og jeg så, at min chef gik og slog sine børn på legepladsen, ville jeg da også påtale det. Klimasituationen er så alvorlig, at vi bliver nødt til at kunne tale sammen om de ting. Så er for mig, er det ikke spørgsmålet, om vi skal tale sammen, men om hvordan gør man det, så det ikke bare bliver til vrede, og i virkeligheden gør det endnu værre. Jeg har lært, at man ikke skal gå hen til folk og komme med en konklusion. I stedet kan man sige, at man har betragtet nogle ting, der virker lidt underligt, og spørge ind til, hvad er det, de selv tænker om det her”.

Du sidder i MED-udvalg og skal diskutere kødfri kantine. Flertallet af kolleger er imod. Skal du repræsentere dem eller en klimaetisk dagsorden?

”Jeg er jo valgt af mine kolleger til at repræsentere dem, så bliver jeg jo nødt til at sige det, som det er: Jeg har undersøgt mit bagland, og der er et flertal, der synes, at vi skal fastholde kød i kantinen. Det er jeg personligt uenig i, og jeg vil meget gerne forklare hvorfor. Det kunne så være, man skulle invitere nogle af modstanderne til at fremlægge de grunde, de har”.

Det hjælper ikke noget, at jeg selv har nul på CO2-kontoen, hvis andre render rundt og er ligeglade

Mickey Gjerris, lektor i bioetik, Københavns Universitet

Ingen kan gå fra 0 til 100 på en uge

Din kollega er en klima-hystade og påtaler selv små petitesser. Du synes, det kammer over. Kan du tillade dig at sige fra?

”Det kunne jo måske være sådan en som mig. Men jo, det skal vi også kunne tale om. Og jeg tænker, det måske mere er et spørgsmål om, hvad hun gerne vil opnå, og hvad der er den bedste strategi. Spørgsmålet er, om hun i virkeligheden ødelægger sit budskab og skubber folk fra sig. Så jeg vil tale med hende om, hvad man kan gøre for at få flest muligt til at høre, hvad hun siger”.

Du er medarrangør af ’vi cykler på arbejde’-kampagne. Du bemærker, at nogle kolleger tager bilen, selv om du ved, de bor tæt på. Kan du tillade dig at presse dem?

”Først vil jeg prøve at lokke dem: Det bliver skide godt, man kan vinde en sportstrøje eller noget andet. Og siger de stadig nej, vil jeg igen prøve at spørge: hvorfor? Der kan jo være gode grunde, som jeg ikke kender – de skal måske aflevere eller hente børn. Og ellers må jeg jo bare slå ud med armen og sige ok”.

Din arbejdsplads har lavet klimavenlige initiativer, men du synes, man kunne gøre meget mere. Din chef synes, du skal se det positive i de ting, der trods alt bliver gjort. Har hun ret?

”Ingen kan gå fra 0 til 100 på en uge i forhold til at omstille en virksomhed. Men jeg synes, den er svær. For det kan enten være, at vi reelt gør for lidt – at det er ren greenwashing. Eller det kan være, at vi tager første skridt, tager ved lære af det, og gør klar til de næste. Hvis det er det sidste, vil jeg sige, at det er en rigtig god ide, og vi bare skal passe på, vi ikke falder i søvn. Hvis det er det første, vil jeg prøve at skabe et pres fra medarbejdersiden. Og så vil jeg faktisk overveje, om det her er et sted, jeg skal være”.

Du skal til Aalborg og presser på for at tage toget. Din chef siger, det må du selv om, men du får ikke overarbejdstimer for den ekstra tid, togrejsen tager. Hvad bør du vælge - fly eller tog?

”Jeg ville sige til min chef, at det, at jeg tager toget, faktisk giver mig fem timers udbrudt arbejdstid, hvis jeg sidder i en stillekupe, hvor jeg kan ordne en masse ting. Hvis jeg tager flyet bruger jeg 2-3 timer, men til gengæld får jeg ikke lavet noget som helst. Og ja, jeg kunne måske godt finde på at betale de ekstra transporttimer selv en gang eller to. Men på sigt vil jeg nok blive rigtig træt, hvis det er min arbejdsgivers indstilling”.

Har man som medarbejder et ansvar, ikke bare for sig selv, men også for at ens arbejdsplads og kolleger træffer klimarigtige valg?

”Vi er jo et fællesskab, og jeg forventer, at andre diskuterer med mig, hvad der er det rigtige. Det hjælper ikke noget, at jeg selv har nul på CO2-kontoen, hvis andre render rundt og er ligeglade. Men hvis jeg kan få en samtale i gang og måske engagere nogle af de andre, så begynder det at gøre en forskel”.